Lone Lindbaum: Jeg fik selvværdet tilbage - Aleris

Patienthistorie
Jeg fik selvværdet tilbage
Lone Lindbaum 37 år
Efter flere år med stress-inkontinens og
gener ved mellemkødet har en operation
igen gjort det muligt for Lone at nyde en
gåtur, sociale sammenkomster, men ikke
mindst føler Lone, at hun har fået sin
kvindelighed og sit selvværd tilbage.
- Det hele begyndte efter fødslen af mit 3. barn for godt
fem år siden, fortæller Lone, 37 år og mor til 4 børn på
henholdsvis 17, 10, 5 og 3 år. Det var en meget hurtig
fødsel, hvor jeg sprang i mellemkødet og efterfølgende
blev syet. Bagefter havde jeg en del problemer med
syningen, der blev ved med at genere mig. Da min søn
imidlertid var ret syg lige efter fødslen, koncentrerede
jeg mig om ham og fik ikke gjort noget ved det, fortæller
Lone.
- Efter et stykke tid begyndte jeg at have problemer
med at holde på vandet. Jeg kan huske, at jeg nævnte det
for min læge, som tjekkede, at jeg kunne knibe ordentligt
og anbefalede mig at gå til bækkenbundstræning.
Jeg gjorde derfor rigtig meget ud af knibeøvelserne, idet
jeg var overbevist om, at det var den eneste løsning på
mit problem, beretter Lone.
Et liv på sidelinjen
- I starten var jeg kun utæt, når jeg hoppede, sjippede
med børnene eller gav dem en svingtur. Efterhånden
blev det dog værre og til sidst kunne jeg slet ikke dyrke
motion, gå på trapper endsige gå en tur med hunden
uden at gøre bukserne våde. Dette til trods for, at jeg tissede,
lige inden jeg gik. Det resulterede i, at jeg blev helt
inaktiv. Når vi var til arrangementer, kunne jeg ikke deltage
i rundbold eller andre fysiske aktiviteter, selv om jeg
havde meget lyst til at være med. Jeg blev den kedelige,
der aldrig gad være med, fordi jeg ikke turde fortælle om
mit problem, og det gjorde ondt langt inde i mig.
www.aleris-hamlet.dk
Gynækologi
Navn Lone Lindbaum
Køn Kvinde
Alder 37 år
Aleris-Hamlet afdeling Søborg
Behandlling Nedsunken underliv og skade på
mellemkødet
Søg hjælp, hvis du lider af
ufrivillig vandladning eller
gener ved mellemkødet efter
en fødsel.

Patienthistorie
- Jeg var også utæt, når jeg hostede, grinede eller nyste.
Jeg kan huske, at jeg flere gange sagde, at det var min
yngste søn, der havde tisset på mig, hvis jeg var nødt til
at skifte bukser efter et uheld. Jeg skulle altid have ekstra
bukser med, og det gik så vidt, at jeg gik over til kun
at købe sorte bukser, fordi jeg så kunne skifte uden at
nogen bemærkede det.
Utætheden blev omdrejningspunktet for mit liv, som
alt skulle planlægges efter. Hver gang jeg skulle noget,
måtte jeg først lige ud at tisse. Jeg lærte alle de gode
toiletsteder at kende i byen og på de ruter, hvor jeg
normalt kører. Til sidst blev det nærmest en tvangstanke,
at jeg skulle på toilettet hele tiden af frygt for, at det
skulle gå galt. Jeg var nødt til konstant at gå med bind. I
starten kunne jeg nøjes med almindelige hygiejnebind,
men efterhånden var jeg nødt til at gå over til store bind
designet specielt til inkontinente. Det føltes så uværdigt
i min alder, fortæller Lone.
Et net af løgne
- Jeg var hele vejen igennem meget flov over, at jeg ikke
kunne holde på vandet. Jeg brugte megen tid og mange
ressourcer på at skjule det og fik spundet mig ind i et net
af løgne, som til sidst gjorde det håbløst at få det sagt.
Jo længere tid der gik, jo sværere blev det, konstaterer
Lone.
- Selv ikke min mand eller min mor vidste det, før det
blev rigtig slemt. Overfor min mand følte jeg mig jo
ikke videre sexet eller tiltrækkende. Hvis vi skulle kæle
med hinanden, skulle jeg først ud på toilettet og have et
nyt bind på, for jeg var jo bange for, at han skulle synes,
at jeg lugtede af urin, husker Lone.
Ville have livet tilbage
- Da jeg ikke længere kunne gå en tur, uden at mine
bukser blev våde til trods for, at jeg havde bind på,
besluttede jeg mig for, at nu måtte der gøres noget. Jeg
kunne jo ingenting, og det ville jeg ikke leve med resten
af livet, fortæller Lone.
- Jeg havde allerede for mange år siden hørt, at man
kunne få foretaget en operation for ufrivillig vandladning,
men på de brochurer, jeg havde set ligge på
sygehuset, var der altid afbilledet ældre damer, så jeg var
derfor overbevist om, at det ikke kunne være det, jeg
fejlede. I sommers hørte jeg igen om indgrebet i forbindelse
med lægens bord, og da min utæthed blev værre,
spurgte jeg min læge, om det var en mulig løsning for
mig. Jeg fik en henvisning til sygehuset, men på grund
www.aleris-hamlet.dk
af den lange venteliste fik jeg mulighed for at komme på
Aleris-Hamlet, beretter Lone.
Utætheden blev omdrejningspunktet
for mit liv,
som alt skulle planlægges
efter.
Vendepunktet i mit liv
- Da jeg kom til forundersøgelsen på Aleris-Hamlet,
følte jeg for første gang, at der var én, der lyttede til,
hvad problemet var og forstod, hvor meget det fyldte for
mig og påvirkede mig psykisk. Det følte jeg ikke, at min
egen læge helt havde forstået. Det var en kæmpe lettelse
for mig. Jeg gjorde meget ud af at fortælle, hvor meget
jeg havde knebet, og overlægen testede, at jeg kunne
knibe rigtigt. Jeg havde været utrolig bange for at blive
sendt hjem fra Aleris-Hamlet med den besked, at jeg
skulle gå hjem og knibe videre og træne endnu hårdere.
Jeg var derfor meget lettet, da overlægen sagde, at det
kunne jeg aldrig have trænet op, husker Lone.
En gynækologisk undersøgelse viste, at der var tale om
en væsentlig nedsynkning af skedens for- og bagvæg
som følge af de fødselsskader, Lone havde pådraget sig
under fødslen af sit tredje barn. Skedevæggene fungerer
under normale omstændigheder som støtte for blærehalsen
og i Lones tilfælde betød nedsynkningen derfor,
at urinlækage opstod i forbindelse med fysisk aktivitet
såsom hop, løb, grin og host. En tilstand også betegnet
som stress-inkontinens.
- Overlægen rådede mig derfor til i første omgang, at
få foretaget et korrigerende plastikkirurgisk indgreb på
skeden i stedet for en TVT-operation, hvor der lægges
et bånd om urinrøret for at forhindre ufrivillig vandladning.
Han kunne ikke love, at jeg blev helt tæt, og måske
ville jeg senere skulle have lagt et bånd om urinrøret,
men min unge alder taget i betragtning, mente han alligevel,
at det fortjente at få en chance, fortæller Lone.
- Under undersøgelsen viste overlægen mig samtidig
de skader, der var opstået på mellemkødet som følge af
Aleris-Hamlet Hospitaler © Juni 2012.

Patienthistorie
bristningen og den noget uheldige sammensyning, som
jeg lige efter fødslen havde døjet en del med. Det var
som om, nogle af stingene var gået op, og herved var der
opstået en kant, som jeg tit havde fornemmet, når jeg
tørrede mig eller havde samleje, men jeg havde bare accepteret,
at det nok ikke kunne være anderledes, når man
havde født fire børn, husker Lone.
Når jeg tænker på, hvor
lille og smertefri operationen
var, ærgrer det mig,
at jeg ikke fik foretaget
den noget før.
- Jeg blev først utrolig ked af det, da det gik op for mig,
hvor meget denne skade på mellemkødet ubevidst havde
hæmmet mig seksuelt. Jeg har ikke følt mig særlig lækker
og derfor været genert og tilbageholdende. Det har
været med slukket lys og under dynen. Jeg har dækket
det ind under, at vi havde små børn og ikke ville vække
dem. Jeg kan godt nu se hvorfor, at det har været sådan,
men har tænkt, hvad kan du forvente. Du har ønsket dig
4 børn, og man kan jo ikke få alt, siger Lone.
- Efterfølgende blev jeg vred over, at der ikke var nogen,
der havde fortalt mig, hvor slemt det stod til. Først
på min mand fordi han ikke havde fortalt mig, hvor
anderledes det så ud, men han synes jo bare ligesom mig,
at det kunne jo nok ikke se ud, som det havde gjort for
4 fødsler siden. Jeg følte mig også svigtet af den gynækolog,
der tidligere havde tilset mig. Hvorfor havde han
ikke spurgt mig, om jeg havde problemer med de skader
på mellemkødet, siger Lone.
Heldigvis kunne overlægen på Aleris-Hamlet berolige
mig med, at det var muligt at udbedre skaderne på mellemkødet
i forbindelse med den planlagte operation.
Da jeg gik derfra, var jeg derfor utrolig lettet over, at
de kunne tilbyde mig en operation, der kunne afhjælpe
såvel min inkontinens som skaden på mit mellemkød,
beretter Lone.
www.aleris-hamlet.dk
Ingen venten eller smerter
Lone skulle ikke vente mere end 1 uge, før operationen
kunne gennemføres på Aleris-Hamlet, og det var en stor
lettelse for hende.
- Jeg nåede slet ikke at blive nervøs men kun at glæde
mig. Operationen forløb planmæssigt og jeg havde til
min store overraskelse overhovedet ingen smerter efter
operationen. Allerede næste formiddag kunne jeg tage
hjem igen og har været tæt lige siden. Der har ikke
været en masse hård træning bagefter. Fysioterapeuten
viste mig nogle øvelser, og dem bruger jeg selvfølgelig,
men jeg skal vænne mig til, at jeg ikke behøver at gå på
toilettet hele tiden.
Man skal ikke acceptere en forringet livskvalitet
- Når jeg tænker på, hvor lille og smertefri operationen
viste sig at være, ærgrer det mig, at jeg ikke fik foretaget
den noget før. Selv om det viser sig, at jeg senere i livet
skulle få behov for en TVT-operation, så føler jeg på
ingen måde, at denne operation har været spildt, for den
har i høj grad betydet noget for mit selvværd og min
kvindelighed, fortæller Lone glædesstrålende.
- Efter operationen er jeg ikke længere flov over at tale
om de gener, jeg har oplevet. Jeg er faktisk ret stolt over,
at jeg fik gjort noget ved det. Pludselig opdager man,
hvor mange der rent faktisk har kendskab til personer,
der lider af ufrivillig vandladning eller gener ved mellemkødet
som følge af fødselsskader. Mit håb er derfor,
at jeg med min historie kan hjælpe andre kvinder til at
søge hjælp, hvis de lider af ufrivillig vandladning eller
gener ved mellemkødet efter en fødsel, siger Lone.
- Det er synd, hvis kvinderne ikke får gjort noget ved
deres fødselsskader, da kvinder på min alder jo er på deres
højdepunkt. Man skal ikke stille sig tilfreds med det
danske ordsprog om, at man ikke kan få både i pose og
i sæk. Det kan godt være, at man har fået et par dejlige
børn, men det betyder altså ikke, at man skal acceptere
en forringet livskvalitet, slutter Lone.