Steen Andersen - Historie-nu.dk

Historie Netmagasinet
www.historie-nu.dk
Historie-nu.dk er et gratis
historie magasin, der
sætter nutiden i perspektiv,
giver baggrunden og
skaber diskussionerne.
TEKST Jakob Sørensen
KONTRAFAKTISK HISTORIE
Jakob Sørensen er historiker
og ansat på Institut for Historie,
Roskilde Universitetscenter
(RUC). Han er redaktør af
bogen „Besættelsen - hvad nu
hvis?“ (2003)
- En introduktion
Under Første Verdenskrig, i oktober 1914, blev det blev nyformerede tyske
XXII og XXIII korps kastet ind i kampen mod briterne. Bag sig havde de kun
to måneders nødtørftig træning, inden de blev sendt ud for at møde de
krigshærdede britiske soldater. De to korps var formeret næsten udelukkende
af studerende fra de tyske universiteter, de studerende havde ellers
haft mulighed for at udskyde deres tjeneste til de havde færdiggjort deres
studier. Deres første kamphandlinger var nær Ypres i Belgien, og resultatet
var en ren nedslagtning af de utrænede tyskere. Slaget varede tre uger og
blev efterfølgende refereret til i Tyskland som ’Kindermord bei Ypres’ . Den
dag i dag kan man se et grimt monument over slaget ved den nærliggende
Langemarck Kirkegård. Ved siden af monumentet står et skrin, dekoreret
med symboler fra de tyske universiteter, der lagde studerende til. På kirkegården
ligger resterne af de 36.000 faldne på tysk side - omtrent det antal
USA mistede under hele Vietnamkrigen. Et af de regimenter der deltog på
tysk side var 16ende Bøhmiske Reserve, der ud af de oprindelige 3600
soldater kunne mønstre 611 overlevende, uskadte tropper efter kun en måneds
fronttjeneste. Fem ud af seks var altså enten omkommet eller såret.
Under slaget var regimentets kommandør, Oberstløjtnant Engelhardt,
fremme ved den aller forreste frontlinie, for at observere fjenden. Med sig
havde han to menige. Engelhardt og de menige blev opdaget og beskudt,
og de menige reddede med nød og næppe sig selv om kommandøren i sikkerhed
i en grøft. I grøften lovede Oberstløjtnanten dem hver et jernkors for
deres handlinger. Inden denne ordre kunne effektueres blev Engelhardt
imidlertid meget svært såret umiddelbart efter de tre var vendt tilbage til
regimentets hovedkvarter. En regn af britiske granater slog ned i og omkring
oberstløjtnantens telt, sårede ham og dræbte tre andre tilstedeværende.
De to menige havde netop forladt Engelhardts telt og slap uden skrammer.
En af disse var Adolf Hitler, den senere Fører for det Tredje Rige, ansvarlig
for holocaust og på mange måder eneansvarlig for Anden Verdenskrig.
Adolf Hitler var ordonnans under Første Verdenskrig, en yderst farlig beskæftigelse,
og eksemplet med Engelhardt telt er blot ét enkelt ud af
mange, hvor den senere rigskansler med nød og næppe undslap døden ved

www.historie-nu.dk - side 2
Ypres. Med alle odds imod sig overlevede han Første Verdenskrigs rædsler,
men hvad hvis Hitler var død i 1914, hvordan havde verden så set ud i dag?
Det er nemt at affærdige kontrafaktisk historieskrivning som sjov og ballade,
som meningsløst tidsfordriv for historikere og historisk interesserede.
For hvordan kan der være noget sagligt i at bruge tid på at skrive og læse
om begivenheder, der ikke har fundet sted, og som således ingen reel betydning
kan have?
Svaret er selvfølgelig at det ’ikke-skete’ næsten er lige så vigtigt, som det
der rent faktisk skete. Historien er ikke en lang, fastlåst serie af begivenheder,
hvor den ene bygger logisk oven på den forrige, og hvor udviklingen og
historiens retning er givet på forhånd. Historien består ikke af perler på en
snor. Historien er, både set i sin helhed og på begivenhedsniveau, tværtimod
en lang række af valg, foretaget af enkeltpersoner, regeringer eller
mere eller mindre ubevidste folkestrømme. Og de fleste af disse valgmuligheder
er foretaget efter en granskning af muligheder og overvejelse af
disse mod hinanden. På denne måde viser det sig, at nok kan man se på
historien som en række perler på en snor, men denne opfattelse er forenklet
og fattig, for den ser netop bort fra alle de andre muligheder, der i de
enkelte situationer forelå de der skulle træffe et valg, være det sig enkeltpersoner,
regeringer eller folket. Som man kan se det i antologien kunne
meget være gået anderledes, hvis man havde valgt en anden vej. Eksemplerne
til illustration er mange, og her skal indledningsvis nævnes nogle få.
I ’Besættelsen – hvad nu hvis?’ rejser der sig en masse spørgsmål om besættelsen,
der hver i sær er med til at perspektivere vores viden om de fem
år. Hvad hvis man fra politisk hold havde nægtet samarbejde med tyskerne?
Vi ved naturligvis at man valgte samarbejdspolitikken, men alternativet
blev overvejet. Og hvad hvis russerne var kommet først og befriet Danmark?
Og hvad hvis Christian X var død ved sit dramatiske rideuheld, havde
det været en belejlig begivenhed for tyskerne til at stramme grebet om Danmark?
Ved at kigge på den historie der ikke blev, kan vi få ny viden om os selv og
vores fortid. Tag ikke fejl af, at kontrafaktisk historie er mindst lige så svær
at skrive som ’rigtig’ historie. Ved at bevæge sig ud af den kontrafaktiske
tangent, så stiller det endnu større krav til historikeres saglighed og kendskab
til området. Det nytter ikke noget at opstille fantasifostre som ’Hvad
nu hvis Danmark havde atomvåben i 1940 - var vi så blevet besat?’ for en
sådan problemstilling - om end den må siges at være det modsatte af fakta
- giver os ikke ny viden om fortiden, blot ureflekteret jonglering med fantasien
mere end sagligheden som drivkraft. Det interessante er de reelle valgmuligheder
eller sandsynlige hændelsesforløb.
Dette udgangspunkt har faktisk vist sig at medføre en interessant vinkel på
den danske situation under besættelsen, som i høj grad har understreget
de helt særlige træk ved den danske besættelse i forhold til andre besatte
lande.
Det samme kan siges om den danske del af holocaust, der som bekendt
udspillede sig markant anderledes end i andre besatte lande. Ved at – i
den kontrafaktiske version – gennemføre jødeaktionen efter den model der
blev anvendt andetsteds, så får vi sat fokus på det særlige ved vores egen
historie. Og sådan kunne man for så vidt blive ved, for et gennemgående

www.historie-nu.dk - side 3
træk i antologiens artikler er, at den kontrafaktiske historie tilsyneladende
næster per definition er værre end den faktiske. Om dette ligefrem er en
regel for kontrafaktisk historie, denne overbetoning af skrækscenariet, skal
jeg lade være usagt, men en forsigtig konklusion ville være, at der bestemt
er noget om snakken. En kontrafaktisk analyse af et vellykket politisk attentat
på Hitler i 1933, der som resultat havde at Anden Verdenskrig aldrig
blev en realitet, at holocaust aldrig fandt sted og at folk derefter levede
sammen i fred og fordragelighed har – alt andet lige – ingen appel for den
kontrafaktiske historiker, eller hans publikum. Vi vil meget hellere høre om
det værst tænkelige, f.eks. en hurtig tysk sejr på Østfronten, at D-dagen
slog fejl eller at tyskerne besluttede sig for en sidste, desperat slutkamp i
Jylland. Vi drages af det værst tænkelige.
Hvad skal vi med kontrafaktisk historie? Hvad skal vi med det værst tænkelige
og hvordan kan en undersøgelse af ting, der ikke skete, være relevant
for os som historikere? Genrens popularitet alene understreger måske nok,
at der er et marked for denne form for historie, og så kan man naturligvis
som konsekvens af dette mene, at det er bedre at få faglig kvalificeret
kontrafakta end mere sensationspræget fremstillinger. Men hvis man bevæger
sig væk fra den faglige stolthed og kigger mere på genren som værktøj
for ens arbejde, så mener jeg i høj grad at kontrafaktisk historie har sin
berettigelse ikke så meget i det skrevne, som i det tænkte. Vi skal med andre
ord anerkende, at vi tænker kontrafaktisk når vi arbejder med fakta.
Skriver vi om en politikers dispositioner, så ligger der i vores vurdering af
vedkommendes arbejde f.eks. i forhold til en bestemt forhandling implicit
en kontrafaktisk vurdering Hvis vi mener at Hans Hedtoft førte en klog politik
under forhandlingerne om en nordisk forsvarsunion, så ligger der under
det en kontrafaktisk vurdering af, at havde han ført en anden politik, så
ville konsekvenserne af denne være uheldige, og det er faktisk med denne
implicitte kontrafaktiske vurdering, vi bedømmer den virkelige historie.
Kontrafakta er med andre ord et redskab man som historiker benytter hele
tiden, om end vi sjældent skriver det alternative forløb ud, sådan som det
bliver det i den egentlige kontrafaktiske historie.
På den måde kommer de sædvanlige indvendinger fra genrens kritikere om
tidsfordriv, fantasiløs gøgleri med fortiden for ikke at sige egentligt tidsspilde
til kort, for metoden ligger implicit i den faktiske historieskrivning,
med mindre vi reducerer historieskrivningen til en ’...og så skete der det, og
så skete der det’-historie, hvor vi som fagfolk afstår fra at vurdere og analysere
fortiden. Omvendt mener jeg naturligvis ikke – sådan som nogle af
genrens store frontkæmpere tilsyneladende gør det – at den alternative
historie ligefrem er vigtigere end den faktiske. Slet ikke. Men som metode
er den ikke til at komme uden om, og i tilfældet med ’Besættelsen – hvad
nu hvis?’ har det vist sig, at en koncentreret kontrafaktisk analyse af en
given periode giver os erkendelser, der rækker ind over den faktiske – og så
langt den vigtigste – historie, og dermed har en indlysende funktion som en
slags støtte til vores normale arbejdsform. I den forbindelse skal man heller
ikke glemme, at det i høj grad er en faglig udfordring at skrive kontrafaktisk
historie. Man kan ikke bare ’finde på’ –ikke hvis det skal være ordentligt,
så kræves der faktisk en lige så stort arbejdsindsats, som ved den
almindelige historieskrivning. Hvis ikke ens faglige arbejde er på plads, så
bliver genren til en nærmest skønlitterær hybrid mellem fakta og fiktion, og
det kan måske være underholdende læsning, men nogle større erkendelser

ummer det ikke.
www.historie-nu.dk - side 4
Genrens tilsyneladende pludselige popularitet herhjemme kan måske nok
ses i antallet af publikationer der er kommet på kort tid, men spørgsmålet
er om det varer ved og om kontrafaktisk historie bider sig fast som en del af
den historielitteratur, der udkommer herhjemme. Jeg tror det næppe.
Kontrafaktiskhistorie vil næsten per definition være en niche i forhold til
den faktiske, og de danske udgivelser inden for feltet skal i efter min bedste
overbevisning ses som koncentreret kulmination, næppe som et startskud
til en større bølge. Ikke at genren og metoden af den grund bliver mindre
interessant eller underholdene – for det aspekt skal man bestemt ikke
glemme – men den betydning skal heller ikke overdrives. Men i og med at
der ligger en grundlæggende fascinationskraft i fortidens begivenheder, så
vil der naturligvis også fortsat ligge en grundlæggende fascination ved at
stille det simple ’hvad nu hvis?’-spørgsmål. Men det faktum at svaret aldrig
bliver mere end et kvalificeret gæt sætter alene sine begrænsninger for
genren, og dermed også for dens udbredelse.