Læs side 8 i MiljøDanmark nr. 3, 2005

FOTO: SØREN HOLM/CHILI FOTO & ARKIV
❙ ZOOLOGISKE HAVER OG NATURBEVARELSE ❙ AF ANNE TORTZEN ❙
Fra menageri til
miljøbeskytter
8 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2005
Hunløve i Givskud Zoo i dag.

I gamle dage var zoo
lig med vilde dyr i små
bure. I dag vises dyrene
i omgivelser, der minder
om deres naturlige miljø.
Og bag kulisserne i de
zoologiske haver i Danmark
– og i hele Europa
– foregår en stor indsats
for at bevare klodens
truede dyrearter og deres
levesteder.
Det sker i form af samarbejde omkring avl
af truede dyr, forskning og naturbeskyttelsesprojekter,
hvor de zoologiske haver
hjælper dyrene i deres naturlige miljø.
Og samtidig bruges dyrene i zoo som
ambassadører for de vilde dyr i naturen.
Zoo-dyr er som hovedregel født i fangenskab
Hanløve i Chessington Zoo,
Surrey, England, 1938.
Kan du huske Jørgen Clevins børnebog om strudsen Rasmus, der blev
fanget i Afrika af to mænd og bragt til Zoologisk Have i København?
I dag ville Rasmus ikke blive fanget ind i naturen, men måske blive hentet
i en zoologisk have i Holland eller USA i stedet for. De tider er nemlig forbi,
hvor de zoologiske haver fangede dyr ind i naturen for at udstille dem.
I dag har de zoologiske haver kun dyr, der er født i fangenskab, og man
indfanger kun meget sjældent vilde dyr. Til gengæld udveksler de zoologiske
haver over hele verden skildpadder, næsehorn og andre truede dyrearter.
MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2005
FOTO: CORBIS
9

❙ ZOOLOGISKE HAVER OG NATURBEVARELSE ❙ AF ANNE TORTZEN ❙
Vi skal få dyrene til at yngle
Sorte hesteantiloper og maneløse zebraer er blandt de dyr, som zoologiske
haver samarbejder om at avle. Håbet er at virke som en slags moderne Noahs Ark.
I Givskud Zoo sidder direktør Richard
Østerballe og venter på en sort hesteantilope-han,
der skal ankomme fra den
zoologiske have i Lissabon. Givskud Zoo
står nemlig for avlsprogrammet for de
sorte hesteantiloper. Og Richard Østerballe
har regnet ud, at det vil være godt
at kombinere generne hos hun-antiloperne
i Givskud med gener fra hannen
fra Lissabon.
I en tid, hvor mange dyrearter er truet
af udryddelse, samarbejder zoologiske haver
i hele verden om at bevare de truede
dyr. De er en slags moderne Noahs Ark –
en genetisk reserve for disse dyrearter.
– Det handler om at bevare sunde bestande
af de truede dyrearter uden for
deres naturlige områder. Pointen er, at
hvis der findes sunde dyr i de zoologiske
haver, er der en mulighed for at genudsætte
dyrene i naturen, hvis forholdene
er til det, fortæller direktøren.
Flere hundrede zoologiske haver over
hele verden samarbejder i dag om at koordinere
avlen for omkring 300 af de
10 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2005
mest truede dyrearter gennem internationale
avlsprogrammer.
Regnskab med generne
Der bliver holdt nøje regnskab med
slægtskabet mellem hesteantiloperne i
Givskud, Lissabon, Moskva og de andre
zoologiske haver, for formålet med avlen
er at bevare så stor variation – altså så
mange forskellige gener – som muligt.
– Vi betragter de dyr, der lever i verdens
zoologiske haver, som en slags underbestand
af de vilde dyrearter. Og vi er
forpligtede til at bevare den genetiske variation
i denne population af dyrene så
godt som muligt. Og det kræver nøje udregninger
at bevare den genetiske variation
og undgå indavl, fortæller direktøren.
Stambog for en zebra
Et andet truet dyr, som Givskud Zoo
fører stambog for, er den maneløse zebra.
Den er ikke truet i naturen, men trives
godt på savannen i Østafrika. Stambogen
LARS SKAANING/POLITIKKEN
Odense Zoo har udruget en unge af en
kongepingvin, som dyrepasser Mette
Larsen tager sig af. Ungen ligger i en
spædbarnskuvøse, fordi forældrene er
sendt til Wien Zoo i Østrig.
skal derimod hjælpe med at styre avlen,
så den lille bestand, der er tilbage i de
zoologiske haver, ikke bliver ødelagt af
indavl.
Ifølge Richard Østerballe går Givskud
Zoo med i alle de avlsprogrammer, der
kan have gavn af dyr fra haven.
– Det er en af vores fornemste opgaver
som zoologisk have at være med til at bevare
de truede dyrearter. Det skal naturligvis
først og fremmest ske på dyrenes
naturlige levesteder. Men de zoologiske
haver kan være med til bevare en reserve
af de udryddelsestruede dyr. Alt hvad
det kræver er samarbejde, så dyrene yngler
fornuftigt, siger han.

HENNING BAGGER/SCANPIX LARS SKAANING/POLITIKKEN
Millioner til truede dyr
De zoologiske havers interesse for dyrenes velfærd rækker
langt uden for havernes egne bure og anlæg.
Søkoen Gaffa (de to nederste billeder),
en ca. 650 kg tung sag, blev flyttet fra
Odense Zoo til Randers Regnskov for der
at blive parret med en han-søko. Gaffa
blev via et net løftet ned i en kasse, som
kunne transporteres over i en opvarmet
lastbil. Til sidst blev kassen vippet, og
Gaffa røg planmæssigt i vandet.
Når de danske zoologiske haver og akvarier
mødes til den årlige generalforsamling
i sammenslutningen DAZA, går
snakken ikke kun om, hvordan man
bedst passer sine elefanter eller udstiller
sine sæler.
Nej, i år 2005 står naturbevarelse højt
på dagsordenen. De zoologiske haver
bruger nemlig flere kræfter end nogensinde
på at bevare dyrene og naturen
uden for haverne.
– Sidste år brugte de danske zoologiske
haver over fire millioner kroner på
projekter, der har til formål at hjælpe truede
dyr på deres naturlige levesteder. Og
indsatsen på det område er i kraftig
vækst. Det er et tegn på, at de zoologiske
haver mere og mere tager et aktivt ansvar
for naturen, forklarer Henning Julin, direktør
for Aalborg Zoo og formand for
sammenslutningen af Zoologiske haver
og Akvarier i Danmark.
Et dramatisk skift
Ifølge Henning Julin er der er de sidste
tyve år sket et dramatisk skift i den
måde, de zoologiske haver opfatter sig
selv på. Den moderne zoologiske have
kom til Europa i 1980'erne. Og siden har
de zoologiske haver udviklet sig fra at
være ren udstilling af dyr til at fungere
som et vindue til verdens natur. Og havens
dyr er samtidig ambassadører for
deres artsfæller ude i naturen.
Logikken bag de zoologiske havers naturinteresse
er simpel: For at kunne bevare
de truede dyrearter skal deres naturlige
levesteder beskyttes. Derfor tager de
zoologiske haver et større og større ansvar
for naturen – også uden for haverne,
fortæller Henning Julin.
Og de sidste 10-20 år er de zoologiske
haver blevet rigtig gode til at samarbejde
og udveksle erfaringer. Det gælder både
avlssamarbejde, men også samarbejde
om naturbevaringsprojekter.
– Vi er i gang med at oprette en slags international
byttebørs for naturbevaringsprojekter,
hvor deltagerne kan søge parter
til deres projekter og gå sammen om en
fælles indsats, fortæller Henning Julin.
Zoo tager sig af smuglerdyr
Det sker af og til, at en dansker får lyst til
et eksotisk kæledyr og forsøger at tage
en sjælden skildpadde eller papegøje med
hjem til Danmark fra fjerne egne.
Når medarbejderne fra Skov- og Naturstyrelsen
i lufthavnen støder på fx en konge
pytonslange eller en moluk kakadue uden
de nødvendige papirer, bliver dyret konfiskeret.
Det er Skov- og Naturstyrelsen,
som tager sig af Washingtonkonventionen
om dyre- og plantearter, der er truede af
handel.
Men hvad sker der så med dyrene? Ja,
her træder de zoologiske haver og terrarier
rundt omkring i Danmark typisk hjælpende
til. For som regel findes der et sted
i Danmark, der har erfaring med og plads
til de truede dyr og derfor kan tage sig
godt af de indsmuglede dyr og måske
endda få dem til at yngle.
Skildpadder – årets dyr i zoo
Vi spiser dem, vi bruger skjoldet som souvenir,
vi sælger dem som kæledyr, vi ødelægger
deres levesteder, vi forstyrrer deres
ynglepladser, og vi fanger dem som
bifangst. Mennesket er det eneste væsen,
der for alvor har kunnet true skildpaddernes
eksistens i de 250 millioner år, de har
eksisteret. Mange arter er udryddet, og
truslerne mod dem, der er tilbage, er så
alvorlige, at den europæiske zoo-organisation
EAZA har valgt at gøre skildpadden
til årets dyr. De zoologiske haver i Europa
sætter derfor i år fokus på skildpadder og
truslerne mod dem.
MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2005
11

FOTO: CORBIS
❙ ZOOLOGISKE HAVER OG NATURBEVARELSE ❙ AF ANNE TORTZEN ❙
Tapirer spiser man da ikke
Zoo i København hjælper de malaysiske myndigheder med at samle viden om
den truede skaberaktapir, hvis adfærd nu skal afsløres ved hjælp af bl.a. radiohalsbånd.
Skaberaktapiren, som lever i Malaysias
lavlandsregnskov, er ikke truet af jagt.
Den ser nemlig så underlig ud, at den lokale
befolkning ikke vil spise den. Tapiren
har ikke ændret form de sidste 20
millioner år. Med sin korte, tætte krop,
det hvide mavebælte og den lille snabel
er den som skabt til at mase sig gennem
den tætte underskov, gemme sig i løvets
skygger og bruge snablen til at plukke
blade og kviste med.
Vi ved for lidt
Alligevel er skaberaktapiren en af verdens
truede dyrearter. Dens levesteder
forsvinder gradvis, når regnskoven fældes
for at gøre plads til bl.a. gummiplantager.
De malaysiske myndigheder vil
gerne beskytte tapiren, men mangler viden
og ekspertise. Derfor har Zoologisk
Have i København valgt at hjælpe de
12 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2005
malaysiske myndigheder med at registrere
bestanden og samle viden ind om
dyrenes adfærd og behov i Krau Wildlife
Reserve.
– Vi ved ikke ret meget om tapirernes
adfærd i naturen, og det gør arbejdet
med at beskytte dyrene vanskeligt, fortæller
vicedirektør Bengt Holst fra
Københavns Zoo, som har arbejdet som
rådgiver i Malaysia i en længere periode.
Projektet, som Københavns Zoo deltager
i, skal bl.a. skaffe mere viden om den
malaysiske bestand af skaberaktapirer:
Hvor mange er de egentlig? Hvad spiser
de? Hvordan færdes de i territoriet, og
hvordan er deres sociale adfærd? Det
sker ved at indfange tapirerne og give
dem et radiohalsbånd på, så man kan
følge deres færden. Også fotofælder bruges
til at registrere dyrenes færden.
– Vores undersøgelser viser, at dyrene
færdes over større områder, end man
først troede. Det har betydning for, hvordan
vi estimerer antallet af dyr i et givent
område. Vi har også udviklet nye
metoder til at genkende de enkelte dyr
ud fra de fotos, vi får fra kamerafælderne.
Så nu kan vi afgøre, om det er den
samme tapir, der færdes i to forskellige
områder, eller om det er to forskellige tapirer.
Den slags oplysninger er vigtige for at
se, hvordan tapirerne organiserer sig socialt
og for at vurdere bestandens
størrelse, fortæller Bengt Holst, som understreger,
at den nye viden skal bruges
til at lægge den bedst mulige strategi for,
hvordan man bedst beskytter skaberaktapiren.
Skaberaktapiren
har ikke ændret
form de sidste 20
millioner år.

FOTO: MORTEN RASMUSSEN
Fra Amazonas til
Gudenåen
Der er ikke så langt fra Amazonas til Gudenåen.
Eller fra tapirer til gammel dansk landrace. I hvert
fald ikke, hvis man spørger Randers Regnskov.
Det mest sjældne dyr i Randers Regnskov
er ikke den giftige frø eller tapiren –
men det jyske kvæg af gammel race. Sidste
sommer slog Randers Regnskov nemlig
dørene op til en helt ny, udendørs afdeling:
Publikum kan vandre direkte fra
den tropiske regnskov ud i Vorup Enge,
et vådområde omkring Gudenåen med et
rigt fugle-, dyre- og planteliv.
Med støtte fra Åge V. Jensens Fond og
Århus Amt er det 120 hektar store
vådområde blevet genskabt og er nu en
del af Randers Regnskov, som bl.a. har
fået anlagt en gangbro og en natursti. Og
forår og sommer går gammeldags røde
malkekøer og får og geder af gammel
dansk landrace og græsser på arealerne.
På den måde bidrager Randers Regnskov
også til at bevare og oplyse om gamle
danske husdyrracer, som er i fare for at
uddø.
Men hvorfor i alverden begynder en
tropisk zoo som Randers Regnskov at beskæftige
sig med at bevare og oplyse om
den lokale danske natur? Det er der
mange gode grunde til, ifølge Ole Bach,
kurator og ansvarlig for Regnskovens
samling. For ham at se er der ikke langt
fra Amazonas til Gudenåen.
Mange paralleller
– Vorup Enge ligger jo lige i vores ”baghave”.
Og for mig er det en gammel
drøm at fortælle om Gudenåen. Den er
god til at sætte perspektiv på den mere
eksotiske natur. Det giver mening at sammenligne
Gudenåen og Amazonas – for
de er begge lange floder, fortæller Ole
Bach.
– I Vorup Enge er der lige så mange
spændende dyr og planter at vise frem
og fortælle historier om som i Randers
Regnskov, fortæller Ole Bach. Han
nævner de vilde oddere, den butsnudede
Vorup Enge er et naturprojekt, som er skabt i
samarbejde med Randers Regnskov. Her kan
gæsterne bl.a. se gamle husdyrracer, som er i
fare for at uddø, græsse på arealerne.
frø, laks og havørred, isfugle og 150 andre
arter af fugle foruden forskellige
gamle lægeurter, som området byder på.
Og der er nogle direkte paralleller til
regnskoven. For eksempel har den danske
fugl, mudderkliren, en slægtning i
regnskoven, der bliver kaldt for krokodillevogteren,
fortæller kuratoren.
Men indsatsen gælder ikke kun de dyr,
der lever naturligt i vådområdet. Randers
Regnskov har nemlig valgt at sætte
sjældne køer og får af gammel dansk
landrace ud på området for at afgræsse
det. Og dermed får projektet en ekstra
dimension:
– Det handler om truede arter – her er
det bare de sjældne danske racer. Fællesnævneren
er genressourcer. Vi er med
til at bevare truede dyrearter helt lokalt,
understreger Ole Bach.
MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2005
13
FOTO: CLAUS HAAGENSEN/CHILI

❙ ZOOLOGISKE HAVER OG NATURBEVARELSE ❙ AF ANNE TORTZEN ❙
Vi skal have fat i indianerne
De mennesker, der lever i regnskoven, skal med i samarbejdet om at bevare dyrenes levesteder.
Dermed beskytter det også deres egen levevej. Det mener Aalborg Zoo, der samarbejder
med Payamino-stammen i Ecuador om at beskytte regnskoven.
– Hvis man vil bevare naturen, skal man
arbejde med de mennesker, der lever i
den. For det er mennesker, der truer og
ødelægger dyrenes levesteder. Det skal
kunne betale sig for de lokale at bevare
naturen – ellers har beskyttelsen af naturen
ingen fremtid, siger Jens Sigsgaard,
zoolog ved Aalborg Zoo.
Han er primus motor i et samarbejde,
som den nordjyske have for tre år siden
14 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2005
indgik med Payamino-indianerne i Ecuador
for at bevare og beskytte et regnskovsområde
på størrelse med Bornholm
– og et af de rigeste områder på jorden
hvad angår dyre- og planteliv.
Projektet går bl.a. ud på at finde alternative
leveveje for indianerne, så de kan
undgå at ødelægge den natur, som de
også skal leve af på længere sigt.
Kontakten til indianerne opstod under
En familie fra Payamino-stammen uden for deres hytte ved Payamino-floden.
De er oprindeligt nomadefolk og har derfor også en hytte i skoven og en i landsbyen,
fortæller Jens Sigsgaard, som har besøgt stammen flere gange.
FOTO: JENS SIGSGAARD
en rejse i området, hvor Jens Sigsgaard
mødte Darwin Garcia, en jungleguide og
ven af Payamino-stammen. Han beskrev,
hvordan han frygtede, at indianerne var i
gang med at undergrave deres eget livsgrundlag
på grund af et overforbrug af
vildt og fisk og en udpining af jorden.
I dag er udviklingen på vej i den rigtige
retning. Aalborg Zoo har indgået en
kontrakt med Payamino-indianerne:
– Aftalen med indianerne indebærer,
at de ikke mere leverer vildt og fisk til de
lokale bushmeat-markeder og undlader
at bruge gift og dynamit i jagt og fiskeri.
Desuden skal indianerne holde guldgravere,
tømmerfirmaer og olieselskaber
ude af området, fortæller Jens Sigsgaard.
Til gengæld støtter Aalborg Zoo stammen
på forskellige måder med at finde nye
indtægtskilder i en overgangsperiode. Fx
ved at købe stammens kunsthåndværk og
sælge det til publikum i Aalborg Zoo –
det gav sidste år en indtægt på 30.000
kroner til Payamino-stammen. Også små
grupper af danske turister, der besøger
stammen et par gange om året sammen
med Jens Sigsgaard, giver et bidrag.

FOTO: CORBIS
Olieselskab kan
undergrave aftale
Aftalen med Payamino-stammen løber i ti år, men samarbejdet
er løbende under pres udefra. I øjeblikket forsøger
et stort internationalt olieselskab, Petrobras, at få adgang
til at bore i området. Og ifølge Jens Sigsgaard er det ikke
blide metoder, der bliver taget i brug. Både bestikkelse,
trusler og gyldne løfter hører til dagens orden, når olieselskaberne
baner sig vej ind i regnskoven.
Erfaringen viser, at de spreder ødelæggelse ved at forurene
jord og vandløb – og ikke mindst ved at anlægge veje, der
gør den sårbare natur tilgængelig og nem at udnytte. Samtidig
bliver den lokale kultur ofte revet op med rode.
Jens Sigsgaard er bekymret for, at presset fra olieselskabet
skal undergrave Aalborg Zoos aftale med indianerne.
– Vi lader hele tiden afgørelsen være op til stammen. Det
er deres skov, og det er dem, der skal kunne se det fornuftige
i at bevare den. Målet er bæredygtighed – at Payamino-stammen
kan leve uden at overudnytte naturen. Men
hvis det lykkes olieselskaberne at komme ind, er vores
rolle udspillet, slutter zoologen.
Nye afgrøder på sigt
Zoo betaler indianerne for at udføre forskellige
opgaver – bl.a. er der i øjeblikket
ved at blive bygget en feltstation til brug
for forskere og studerende fra de fem
universiteter, som projektet samarbejder
med. De skal ikke blot udforske dyre- og
plantelivet i området, men også se på alternative
regnskovsprodukter. Det vil
måske på længere sigt give Payaminoerne
mulighed for at dyrke nye afgrøder,
der kan give dem en god indtægt.
Jens Sigsgaard lægger ikke skjul på, at
det har kostet energi og tålmodighed at
nå så langt i samarbejdet. Mange forskelle
i tankegang og kultur har måttet
overvindes. Til gengæld har det fælles
projekt givet Payamino-stammen en ny
stolthed og ansvarsfølelse over for den
natur, de lever i, mener Jens Sigsgaard.
– I Ecuador bliver indianere betragtet
som andenrangsmennesker, og i starten
var der mange af dem, som ikke rigtig
troede på samarbejdet for alvor. Men da
vi kom med nye bøger til skolen, kunne
de godt se, at der var noget i det, fortæller
Jens Sigsgaard.
Illegal handel med
kød fra truede dyr
Omkring 1 million tons vilde dyr om året anvendes til menneskeføde
i det såkaldte bushmeat-område i Afrika.
Bushmeat er kød, som stammer fra dyr, som lever vildt fx i de
afrikanske regnskove. Mange steder er jagten på bushmeat blevet
et voldsomt problem, da man kan tale om regulær rovdrift på
truede arter. Ofte sker rovdriften i kølvandet på tømmerfirmaer,
som fælder dele af regnskoven
og anlægger veje,
så det bliver muligt at køre
ind med jeeps og automatvåben
og nedlægge dyrene.
Den illegale bushmeathandel
truer fremtiden for
mange dyrearter. Det
handler om enorme summer
og drejer sig ikke længere
blot om en simpel og
nødvendig jagt for lokalbefolkningen.
Handlen med bushmeat
er mest udbredt i Afrika og
truer arter som chimpanse,
gorilla, diana-marekat, dykkerantilope,kæmpe-skældyr,
skovelefant, leopard,
guldkat m.fl.
2 millioner underskrifter mod bushmeat
I 2000 til 2001 kørte de europæiske zoologiske haver en kampagne
mod bushmeat. Det lykkedes at samle i alt knap 2 millioner
underskrifter i hele Europa for en indsats mod bushmeat
og at få Europaparlamentet til at tage sagen op.
Formidlingen i haverne satte spot på den rovdrift, der foregår
på chimpanser, gorillaer og andre truede arter, der i stort
antal bliver dræbt af mennesker for at blive solgt som fødevarer
eller souvenirs.
– De zoologiske havers fornemste opgave, når det gælder
naturbevarelse, er at formidle til det store publikum, der besøger
dem, forklarer Bjarne Klausen, souschef i Odense Zoo,
der deltog i kampagnen mod bushmeat. Han peger på, at de
europæiske zoologiske haver tilsammen har et publikum på ca.
100 millioner mennesker om året.
MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2005
15
FOTO: CORBIS