Frivillige i formidlingen - Naturvejlederforeningen i Danmark

som vi har fået god erfaring med at bygge
milerne op og styre ilttilførslen, så
det hele ikke ender i aske, har andre elementer
sneget sig ind.
Nattevagten mellem fredag og lørdag
har fx udviklet sig til en kulinarisk odyssé
for de af os, der har kræfter til det.
Også her kommer kulsviernes gør-detselv-gen
til udtryk. Principielt har Oldermanden
kun sat 2 på selve nattevagten,
men skade få den, som ikke
bidrager til at holde de to ved selskab. I
hvert fald til et godt stykke ud på natten,
hvor der smages og kommenteres på
hjemmegjorte herligheder i mange afskygninger.
Frivillig formidling
Maarum Kulsvierlaug udspringer af
nogle vinter-aftners-foredrag for en lille
flok beboere i Maarum nord for Hillerød.
Var der hold i historierne om de
forviste landsknægte fra Ardennerne?
Det korte svar er nej, men en lille gruppe
blev bidt af det med at svide kul. I
starten i en lukket kreds mest for deres
egen skyld, men efter et par år blev der
lavet et rigtigt laug med Oldermand og
vedtægter med det formål at formidle
lokalhistorien om kulsvierne og fastholde
selve håndværket.
Denne formidling er bestemt ikke et
uvæsentligt argument for, at jeg en gang
om året trækker i vadmelsbukser og
træskostøvle. Med en uddannelse som
faglig formidler – cand comm. fra RUC
– og en længere årrække som naturvejleder
i Frederiksborg Amt og på Naturcenter
Esrum Møllegård ser jeg en udfordring
i at formidle både det faglige og
det lokalhistoriske på laugets årlige offentlige
arrangement.
NATUR vejleder • 20. årg. • nr. 4 • 2011
Foto: Mogens Petersen
Det er vel i virkeligheden dette offentlige
arrangement, hvor der gerne dukker
200-300 gæster op, der gør, at det vi laver,
kan kaldes frivilligt arbejde og ikke
bare en hobbyklub. Ud over at vise
hvordan miler bygges op og styres frem
mod de færdige trækul, gi’r dagen mulighed
for mange gode snakke og diskussioner
med gæsterne. Hvad sker der
rent faktisk inde i milerne? Hvad er forskellen
på trækul og de briketter, der ellers
bruges i sommergrillen? Hvor bruges
trækul ellers i dag og tilbage i
historien?
Den offentlige del af kulsvidningen laves
i samarbejde Naturstyrelsen Nordsjælland,
hvor skovløber, skovfoged og
naturvejleder fortæller om skoven som
arbejdsplads, om de oprindelige skovlandsbyer
og mere eller mindre sandfærdige
skrøner om kulsviere, ellepiger
og lygtemænd.
Mænd og miljø
Det kan diskuteres hvor miljørigtigt vores
kulsvidning er. Og det bliver det
også, men det gi’r jo så mulighed for at
vende holdninger og fakta om fossile
brændsler kontra vedvarende energikilder
med gæsterne. Men miljø det er der
i hvert fald på det offentlige arrangement.
Når gæsterne kommer tilbage fra
turen med skovens folk, har kulsvierne
gjort den lange grill klar med glødende
trækul, så gæsterne kan få grillet deres
medbragte mad. Alt imens går snakken
ved de mange små borde og et lille orkester
med violin, cello og harmonika
lægger musik til de lidt grødede stemmer
i kulsvierkoret.
o
Natmad på nattevagten.
Publikum følger processen i
opbygning og brænding af
milerne.
Foto: Anne Johannisson
31