forfatteren # 01 - Dansk Forfatterforening

Tosserne fra Palmyra
af Michael Svennevig,
forfatter, dukkemager
og dramatiker.
6
forfatteren # 01 2009
forfatteren
Jeg havde fået et arbejdsophold på Det Danske
Institut i Damaskus i Syrien i efteråret, og alting
tegnede rigtig godt.
Instituttet er smukt som en turistattraktion
– og det er det også i efterårsmånederne, når den
daglige strøm af enkeltbesøgende og grupper indfinder
sig for at beundre det fantastiske institut.
Jeg står op ved 05-tiden for at have stedet helt for
mig selv. I dagtimerne forsøger jeg at klemme mig
op imod en dør, for ikke at være synlig nede fra gården,
hvor de besøgende står på tæer for at kigge ind
ad vinduerne. Instituttet sælger med den ene hånd
arbejdsro og fordybelse til kunstnere og forskere,
mens de med den anden lejer ud til indtægtsgivende
fester, re ceptioner, modeshows, koncerter og
operaarrangementer. Det fungerer ikke. Som et minimum
kræver det en forhåndstilkendegivelse af,
at efterårsmånederne godt kan være lidt støjende
og tætpakket med arrange menter – eller måske et
ledelsesskifte.
På vandpibebar
Jeg sidder på en vandpibebar midt i Damaskus
og drikker te og ryger vandpibe. Fra tid til anden
kommer caféens vandpibebestyrer rundt med et
kulbækken med friske glødestykker. Tobakken
smager af æbleblomst, og den kraftige duft er en
del af det udendørs caféliv. Hele tiden lyden af
terningkast og smæld af brikker, der rammer hinanden
på brættet, alt imens fluer kravler hen over
bordpladen.
En ung syrisk digter
Jeg går rundt i timevis, mens min underbevidsthed
arbejder på højtryk med det stof jeg skriver på. Der
er stadigvæk så få, der taler engelsk, at det kræver
lidt ekstra energi at finde de, der er nysgerrige
og har lyst til at fortælle. Jeg møder en ung syrisk
digter på en af vandpibebarerne. Han er midt i
20´erne og optaget af at registrere livet omkring
sig. På mit spørgsmål om, hvordan det er at have
det projekt og samtidig vide, at det ikke er alt som
kan siges, svarer han, at det vigtigste for ham er,
at han ikke censurerer sig selv, mens han skriver,
men at han bagefter nøje overvejer, hvad der kan
offentliggøres.
Tosserne i Palmyra
Damaskus er omgivet af ørken. Der er dog frodigt
i den nordlige og nord vestlige del af landet, men
ellers er der bare ørken og en håndfuld byer. Kilometer
efter kilometer af ørken glider forbi busvinduet,
mens uende ligheden flyder ud for mit blik.
For turisten er Palmyra et møde med imponerende
ruiner, mens det for syr erne er en påmindelse om
det underjordiske fængsel for de politiske fanger,
der ligger i samme område.
Palmyra er et sted, hvor nutid og fortid mødes.
På caféen i Palmyra bliver tosserne gennet væk da
jeg sætter mig for at drikke te ved et vakkelvornt
bord.
En tyk mand med strithår vugger forbi. I går aftes
dirigerede han henført en imaginær trafikstrøm
længere oppe ad gaden. Han kigger intenst på mig.
En af semitosserne er så meget en del af caféen, at
han ikke lader sig forvise og er snart tilbage igen.
Han synger og snakker med sig selv.
Børnene er nådesløse i deres kedsomhed. De
har været ovre og hive ham i kinderne og hugge
nogle af hans chips. Han kigger bare glad efter
dem, da de går videre tyggende på hans chips. Jeg
køber en ny pose chips til ham.
Det er sidst på eftermiddagen og stadig siesta.
En 10-årig dreng rider forbi på et æsel, som han dasker
til med en gren. Heden er efterhånden taget af
og lyset er blevet blødere. Jeg indlogerer mig på det
lille spartanske hotel oven over caféen. Dobbeltværelset
er ikke stort, men rent og nydeligt med
en lille balkon og koster bare 40 kr. Og pludselig
er den der. Fornem melsen af, at her ville jeg kunne
skrive. En af de store gevinster ved at bo sammen med andre kunstnere er det fællesskab, der opstår.
Jeg boede sammen med Anne i Damaskus. Sammen rejste vi til ørkenbyen Palmyra. Illustration: Anne Straarup.
# 01 2009 7