Asiens møde med europæerne, 1500-1800 - Historie-nu.dk

TEMA: ASIENS MANGE ANSIGTER
Historisk Nettidsskrift
www.historie-nu.dk
Historie-nu.dk er et gratis
historie tidsskrift, der sætter
nutiden i perspektiv, giver
baggrunden og skaber
diskussionerne.
Tekst Peter Frederiksen
Mødet med
EUROPÆERNE
Peter Frederiksen er historiker med
speciale i Asiens moderne historie
og er forfatter til en række bøger om
Vietnam og Cambodjas historie.
[1500-1900]
Omkring 1900 var hele Sydøstasien, med undtagelse af Thailand (som på
det tidspunkt hed Siam), under europæisk herredømme og administration.
De regionale forskellige i området og de forskellige kolonilandes politik
gjorde at fremmedherredømmets form varierede fra land til land. Denne
situation markerede kulminationen på en udvikling, der var begyndt godt
400 år tidligere, da de første europæiske skibe ankom i begyndelsen af
1500-tallet.
Den europæiske kolonisering af Sydøstasien har foregået i et ujævnt forløb,
hvor forskellige dele af området har gennemløbet sin helt egen udvikling.
Bestemmende for en sådan udvikling er dels landenes egne særpræg dels
kolonimagtens kolonipolitik.
I geografisk henseende er Sydøstasien ret klart afgrænset, selvom man må
indrømme, at det ikke udgør en naturlig enhed. I virkeligheden udgør Sydøstasien
to større geografiske områder, fastlandet med landene Myanmar
(Burma), Thailand, Malaysia, Singapore, Laos, Cambodja og Vietnam, og
øerne fra Sumatra (som i dag er en del af Indonesien) i vest til Filippinerne i
nordøst. Fastlandet og øerne danner til sammen en barriere, der kun på
enkelte steder åbner sig for trafik mellem de indiske ocean og Stillehavet.
Samtidig danner de en bro mellem Asien og Australien, og på denne både er
Sydøstasien blevet en korsvej mellem landruterne fra nord til syd og søvejene
mellem øst og vest.
På grund af Sydøstasiens placering i dette skæringspunkt har området altid
været udsat for stor påvirkning udefra. Størstedelen af befolkningen har
samme etniske oprindelse, men mere end 2.000 års påvirkning fra Indien,
Kina, Europa og Arabien har skabt betydelige sproglige, religiøse og kulturelle
forskelle. Kultur, handel og religion har været nøje sammenknyttet i
Sydøstasiens historie. Indførelsen af hinduisme, buddhisme, islam og kristendom
fandt i hvert enkelt tilfælde sted i forbindelse med handlen med
fremmede områder. Hver af disse religioner har i dag sine tilhængere i Sydøstasien,
og er således med til at give området sit uensartede præg. Omkring
halvdelen af Sydøstasiens befolkning er muslimer, de fleste i Indonesien
og Malaysia. Størstedelen af befolkningen i Myanmar, Thailand, Laos,
Cambodja og Vietnam, og de fleste kinesere, der bor overalt i området er
buddhister. På Filippinerne er 95% af befolkningen kristne.
Egentlig statsdannelse som dem vi i dag finder i Sydøstasien er et moderne

fænomen. For de fleste lande i området gælder, at de ved mødet med europæerne
var delt op i større eller mindre stater. Det typiske træk har været,
at de vigtigste statsdannelser er blevet dannet i tæt forbindelse med
handelsruterne. Eksempelvis var sultanatet Malacca i det nuværende Malaysia
et vigtig centrum på grund af sin fordelagtige placering for vareudvekslingen
mellem øerne i Sydøstasien og omverdenen.
Filippinernes isolation
Inden for øområdet kom Filippinerne til at gennemgå en isoleret udvikling
på grund af øgruppens geografiske placering i den østlige del af det Sydkinesiske
Hav. Filippinerne bestod i begyndelsen af 1500-tallet (som det gør
i dag) af tusindvis af små øer, og da spanierne ankom i 1560’erne besatte
de den nordlige og centrale del af øgruppen, uden egentlig modstand fra
stammesamfundene. Spanierne kom fra deres nye besiddelser i Amerika,
og det var deres oprindelige hensigt, at Filippinerne skulle være udgangspunkt
for spaniernes aktiviteter i Japan og Kina. I Manila udvekslede spanierne
det sølv, som de bragte fra Amerika, med asiatiske varer.
I realiteten kom den spanske Kinahandel via Filippinerne til at isolere Filippinerne
fra udviklingen i det øvrige Sydøstasien, og som det eneste sted i Sydøstasien
blev området genstand for en solid kristen mission. I stil med den
praksis som spanierne havde ført i Syd- og Mellemamerika indledtes straks
efter besættelsen et effektivt katolsk missionsarbejde. I de følgende år skød
der langs kysterne katolske kirker op. Selvom kun cirka 10% af den filippinske
befolkning omkring 1900 talte spansk var stort set hele den filippinske
befolkning katolsk. Dette viser, at selvom filippinerne konverterede til katolicismen
var den spanske påvirkning begrænset, hvilket især skyldtes den
spanske administrationsform.
Det var svært for den spanske stat at få spaniere til at bosætte sig på Filippinerne,
og spanierne var derfor nødsaget til at betjene sig af stammesamfundene,
der allerede eksisterede på øerne. På den måde udøvede spanierne
en væsentlig del af deres magt igennem stammesamfundenes høvdinge,
der derved kom til at indtage en formidlende stilling imellem lokalbefolkningen
og det spanske styre. Det var den samme administrationsform
som hollænderne senere gjorde brug af på Java, og i begge tilfælde medførte
det et betydningsfuldt interessefællesskab imellem de lokale ledere
og de europæiske magthavere. På Filippinerne betød dette interessefællesskab,
at det spanske styre helt frem til 1800-tallet stort set fungerede uden
modstand fra lokalbefolkningen. Først i løbet af 1800-tallet rejste befolkningen
modstand mod spaniernes monopol på alle høje stillinger og de store
kirkelige godser. Modstanden mod spanierne blev yderligere forstærket af,
at den sydlige del ag den filippinske øgruppe blev behersket af islamiske
samfund, der konstant lagde et ydre pres på det spanske styre i det centrale
og nordlige Filippinerne. Det spanske herredømme ophørte brat i
1898, da amerikanske tropper besatte øerne og derved overtog Filippinerne.
Islams udbredelse og kampen mod portugiserne
Allerede tilbage i 4-500 tallet - altså før islams opståen - havde arabiske
købmænd handlet i Sydøstasien, men først i 1300-tallet møder vi de første
eksempler på islamisk missionsvirksomhed. I begyndelsen af 1500-tallet
eksisterede der islamiske samfund spredt over de sydøstasiatiske øer. Karakteristisk
for spredningen af islam var, at religionen fulgte handelsruterne.
I begyndelsen af 1400-tallet konverterede Malacca til Islam, og herfra
spredtes den nye religion med handlen til Sumatra, Borneo, den nordlige del
af Java og de sydlige Filippiner.
www.historie-nu.dk - side 2

De eftertragtede asiatiske varer - fortrinsvis krydderier - blev frem til 1500
bragt til Europa ved hjælp af islamiske mellemhandlere. Fra produktionsområderne
på Java eller Sumatra blev varerne bragt via Malacca til Cairo
eller de mellemøstlige kyster ved Middelhavet. Herfra blev de lastet på skibe
til Venedig og Genova i Norditalien, som på det tidspunkt var Europas førende
handelsbyer. Den islamiske monopolisering af mellemhandlen samt det
muslimske Osmannerriges dominans i Mellemøsten betød at varerne, der
blev ført til Europa, blev dyre.
Portugiserne forsøgte gennem det meste af 1400-tallet at bemægtige sig
denne mellemhandlinger stilling ved at oprette en sørute til Asien syd om
Afrika. Målet var altså at få frataget muslimerne deres monopol på mellemhandlen
af varer til Europa, samtidig med at det økonomiske centrum i
Europa derved blev skubbet fra Norditalien til Lissabon. Første etape i dette
projekt blev nået da Vasco da Gama i 1498 nåede Indien ad denne nye
rute. Det næste vigtige trin var da portugiserne i 1511 erobrede Malacca,
der udgjorde nøglen til Asienshandlen. Malacca blev herefter hovedsædet
for portugisernes videre aktiviteter i Sydøstasien.
Men det stod hurtigt klart, at portugiserne hverken havde mandskab eller
penge til en egentlig kolonisering, og kampen med de islamiske konkurrenter
kom derfor op gennem 1500-tallet til at dreje sig om centrale støttepunkter
langs ruterne og i produktionsområdet. Det kom til at vise sig at
være umuligt at realisere de portugisiske mål om at monopolisere mellemhandlen,
og portugiserne blev yderligere svækket da nye europæiske konkurrenter
ankom til Sydøstasien i 1600-tallet.
Hollænderne i Indonesien
Hollænderne ankom til Sydøstasien kort før 1600 med det samme mål, som
portugiserne havde haft hundred år forinden. I samarbejde med englænderne
søgte hollænderne at fratage portugiserne deres position og handel.
For hollænderne var bannerføreren det hollandske ostindiske kompagni,
hvis mål og midler ikke adskilte sig væsentligt fra hverken dets portugisiske
eller islamiske forgængere. Målet var at bringe størst mulige del af handlen i
Sydøstasien ind under kompagniet. Ligesom portugiserne koncentrerede
hollænderne sig om de vigtigste handelsknudepunkter og ligesom deres
forgængere havde produktionsområdet for de fine krydderier på Java
hollændernes særlige interesse.
Med disse snævre mål blev hollændernes kontakt med lokalbefolkningen
ganske minimal, hvilket blev yderligere afgrænset af at hollænderne - i modsætning
til spanierne på Filippinerne og portugiserne - ikke havde missionsvirksomhed
som en del af deres koloni- og handelsaktivitet. Det hollandske
ostindiske handelskompagni var et rent handelsfortagende, der ikke ønskede
at engagere sig politisk eller militært udover det for handlen strengt
nødvendige.
En sådan isolation i forhold til de politiske forhold skabte op gennem 1600tallet
problemer for det ostindiske kompagnis handel på Java. I 1670’erne
gav hollænderne efter for de lokale fyrsters krav om militær støtte, og hollænderne
tog herefter aktiv del i de politiske forhold på Java. De javanske
fyrsters afhængighed af Hollands militærstøtte i tronstridigheder og lignende
kom til at danne grundlaget for den voksende hollandske indflydelse
på Java. Fra omkring 1700-tallet var det hollandske ostindiske kompagni
den stærkeste magt på øen, og frem til begyndelsen af 1800-tallet inddragede
hollænderne betydelige dele af Java under kompagniets herredømme.
De lokale fyrsters voksende afhængighed af det hollandske militær satte
dem i et voksende gældsforhold til kompagniet. Hollænderne brugte dette
gældsforhold til at sikre en solid økonomisk indflydelse over de javanske
www.historie-nu.dk - side 3

fyrster. Kompagniet sikrede sig leverancer af varer til sin handel, til ganske
fordelagtige priser. Nogle af leverancerne blev endog leveret som regulære
tributydelser.
Ligesom spanierne på Filippinerne udøvede hollænderne deres indflydelse
på Java indirekte, gennem de lokale fyrster og lokale institutioner. På den
måde blev der etableret et interessefællesskab mellem kompagniet og det
embedsmænd, og de lokale ledere. Den hollandske støtte til de lokale ledere
blev grundlaget for deres forbliven på magten og derved magtudøvelse
på befolkningen. Den hollandske politik fik derfor indirekte betydning for
Javas politiske og socio-økonomiske udvikling. Selvom hollænderne således
formelt holdt sig ude fra selve administrationen, så fungerede Java i begyndelsen
af 1800-tallet i realiteten som en stor hollandsk plantage.
Englænderne besatte under Napoleonskrigene (1799-1815) Java, der efter
krigens afslutning overgik fra kompagniet til den hollandske stat. Op gennem
1800-tallet udviklede det hollandske styre på Java et markant eksempel
på kolonialisme i Sydøstasien. Hollænderne så det nemlig ikke tilstrækkeligt,
at Java økonomisk hvilede i sig selv, men skulle gerne bidrage positivt
til det hollandske statsbudget. Gennem monopolisering af størstedelen af
Javas produktion og eksport, der indbragte den hollandske statskasse betydelige
millioner gylden, opfyldte Java samtidens opfattelse af en kolonis
rolle over for moderlandet.
Det indirekte styre, som havde præget hollændernes aktiviteter på Java siden
1600-tallet begyndte nu at ændre sig. I 1800-tallets sidste halvdel begyndte
hollænderne en stigende indflydelse og omkring 1900 var hele Java i
realiteten under hollandsk administration. På samme tid begyndte hollænderne
at udbrede deres herredømme over Sumatra og de nærliggende
øgrupper. Omkring 1900 var hele det nuværende Indonesien under effektiv
hollandsk administration.
Fastlandets udviklingen i Sydøstasien
I århundreder før europæerne kom til Sydøstasien var fastlandet præget af
befolkningsbevægelser og kampe mellem mindre riger. Omkring 1500 var
dette afløst store fastlandsstater under en hersker. Fælles for disse stater
var dog ofte særdeles ustabile forhold, der var præget af spændingsforhold
imellem forskellige befolkningsminoriteter og ydre pres fra nabostater, der
førte til næsten konstante grænsestridigheder.
Der var ikke tale om egentlig centraliseret styre, men derimod en vis lokal
selvstændighed, der på mange punkter kan ses som en parallel til det feudale
Europa. Selvom det i høj grad var øernes krydderier, der interesserede
den europæiske handel forsøgte skiftende europæere at sætte sig fast og
øve indflydelse på det sydøstasiatiske fastland. Ikke mindst portugiserne
fattede efter erobringen af Malakka i 1511 interesse for kineserne. Det var
velkendt at man kunne hente silke i Kina; men udsigten til, at man også
kunne afsætte krydderier i Kina, satte ekstra skub i bestræbelserne på at
knytte kontakt til “riget i midten”. En portugisisk ekspedition fra Malacca til
Canton i 1514 bekræftede formodningerne om en lukrativ handel, og et par
år efter sendte portugiserne en frmel ekspedition til Kina for at opnå permanente
og ordnede handelsforbindelser. Men det skulle ikke gå så nemt, og i
1522 lukkede kineserne havnen i Canton. Alt udenrigshandel var dermed
slut. Men portugiserne blev i området langs Kinas kyster og etablerede
blandt andet faktoriet Macao i Perleflodsdeltaets munding syd for Canton.
Englænderne i Burma
En samlet burmesisk rige havde tidligere eksisteret, men omkring 1500 var
Burma splittet mellem det Øvre Burma med hovedstad i Ava og det Nedre
www.historie-nu.dk - side 4

Burma omkring de store floders udløb i det Indiske Ocean. Medvirkende til
opløsningen af Burma var stridigheder mellem forskellige befolkningsgrupper,
primært mellem landets oprindelige befolkning og de indvandrede burmesere.
Under indbyrdes kampe flygtede dele af befolkningen i Nedre
Burma regelmæssigt ind over grænsen til nabolandet Thailand. Lignende
grænsestridigheder fandt sted med Kina i nord og Bengalen i vest.
Fra midten af 1700-tallet var Burma atter blevet samlet under et dynasti,
der bevidst holdt europæerne for døren. I løbet af 1600-tallet havde englænderne
igennem det engelske ostindiske kompagni fået nærmest eneret
på handlen i Indien, der grænsede op til Burma. Under de nævnte uroligheder
i Øvre Burma flygtede oprørene ind i Indien. Burmeserne beskyldte englænderne
for at beskytte disse oprørere og i 1824 eksploderede situationen
med et burmesisk angreb på Østbengalen, der fik englænderne til at svare
igen og besætte kystprovinserne Arakan og Tenasserim. Truet af det engelske
fremstød måtte Ava slutte fred og afstå de to kystprovinser, der efterfølgende
fik stor betydning for den engelske flåde i den Bengalsk Havbugt.
Men uoverenstemmelserne mellem burmeserne og englænderne fortsatte
og i 1852 tog det engelske styre nælden ved roden og annekterede provinsen
Pegu, der var Burmas sidste forbindelse til havet. Kun Øvre Burma var
nu uden for britisk indflydelse.
Under det britiske styre udviklede de sumpede deltaområder ved Rangoon
til dyrkning af ris, der blev eksporteret til Britisk Indien og til verdensmarkedet.
Under denne udvikling blev der importeret især indisk arbejdskraft til
landet, samtidig med at indiske finansfolk og godsejere investerede i udviklingen
af Burma. Den økonomiske gevindst tilfaldt derfor ikke burmeserne,
men derimod englænderne og indiske pengeudlånere og jordejere.
De engelske hensigter med Burma, var primært et ønske om at etablere
handelsruter til Kina via Øvre Burma. Den engelske krig mod Burma 1885-
86 skal derfor ses som en storpolitisk handling, der primært skulle sikre at
Frankrig, der på dette tidspunkt udvidede sine besiddelser i Indokina, ikke
skulle intervenere Øvre Burma. Dette førte til at Øvre Burma blev annekteret
af England i 1886. Burma var derefter en engelsk koloni.
Malacca og Malajasultanaterne
Malacca i det nuværende Malaysia, var omkring 1500 opdelt i en halvsnes
tyndtbefolkede sultanater, hvis hovederhverv var risdyrkning og fiskeri.
Europæernes primære interesse lå ikke på selve halvøen, men derimod i
passagen gennem Malaccastrædet. For englænderne i 1700-tallet var
Malaccastrædet vigtig for handlen mellem Kina og de britiske besiddelser i
Indien. Af denne grund anlagde englænderne i 1786 havnen i Penang.
Grundlæggelsen af Singapore i 1819 skyldtes derimod en engelsk interesse
i en centralt beliggende frihavn, hvorfra engelske varer kunne spredes overalt
i Sydøstasien. Oprindeligt havde englænderne altså ikke haft interesse i
at blande sig i Malajasultanaterne indre forhold, og havde siden slutningen
af 1700-tallet ført en ikke-indblandingspolitik. Men i slutningen af 1800tallet
begyndte andre europæiske stater at øve indflydelse på Malajstaterne,
at englænderne skiftede politik. En egentlig anneksion ønskede briterne
imidlertid ikke, og Malajastaterne fik derfor et indirekte styre. Gennem pression
overfor de enkelte stater placeredes engelske embedsmænd som residenter,
hvis råd sultanerne var forpligtet til at følge. De fire sydlige Malajastater
blev administreret gennem dette indirekte system frem til 1896, hvorefter
det blev samlet til de Forenede Malajastater. De nordlige malajastater
blev i 1909 afgivet af Thailand, og blev styret af et lignende britisk system.
www.historie-nu.dk - side 5

Thailand
Det område, som i dag er Thailand, var i mange århundreder beboet af forskellige
folkeslag, inden der i det 13. århundrede blev etableret et egentligt
thairige. Rigets fællesskab var bundet sammen af buddhismen og et stærkt
monarki, som i dag er verdens ældste. Op gennem tiden har det indflydelsesrige
monarki og det buddhistiske værdisæt skabt en fælles kultur og en
stærk thailandsk nationalfølelse i befolkningen. Landet har været gennem
utallige stridigheder og krige med nabolandene, men har gang på gang overlevet
- dog til tider noget amputeret. Styret har siden det 13. århundrede
været baseret på hierarki, bureaukratisk administration, love og en skattepolitik,
der var inspireret af kinesernes samfundsstruktur. Thailand var i
flere århundreder sine nærmeste naboer overlegen. Riget ekspanderede
med stor hast især mod øst (det der i dag er Cambodja), og i 1431 erobrede
thaierne Cambodjas hovedstad, Angkor, og gjorde dermed en ende på
khmerernes storhedstid. I løbet af det 15. århundrede og i begyndelsen af
det 16. århundrede udviklede der sig et regionalt centrum for handel omkring
hovedstaden, Ayutthaya ved Chao Phraya-floden. Udvidelsen af territoriet
og den veludviklede handel betød, at riget hurtigt blev den vigtigste og
stærkeste magt på det sydasiatiske fastland, men i midten af i midten af
det 16. århundrede indtog burmeserne fra vest alle vigtige thaibyer. I 1569
var Thailand ikke længere en stormagt. I stedet var landet reelt reduceret til
en burmesisk vasalstat. Området var i årene derefter præget af uroligheder,
men efter endnu en krig med Burma, blev riget igen uafhængigt i 1592.
Utallige krige med Burma svækkede Thailand, men den centrale placering i
forhold til den regionale og internationale handel gjorde det muligt at genopbygge
det store rige. I midten af 1700-tallet besatte Burma igen Thailand,
men burmesernes samtidige krig mod storriget Kina krævede for mange
ressourcer til, at de kunne opretholde en besættelse af Thailand. Thaierne
genetablerede riget og anlagde en ny hovedstad, Bangkok, ved Chao
Phrayas breder, men denne gang længere mod syd i behørig afstand fra
Burma for at undgå en ny invasion.
Buddhismen
I 1361 blev buddhismen den officielle religion i Thailand, og i dag er 95 procent
af befolkningen buddhister, og det præger gadebilledet. I de tidlige
morgentimer går munke i klare orange klæder og med kronragede hoveder
rundt i gaderne for at tigge mad.
For mange unge thaier (primært drenge) er det en del af deres opvækst at
tilbringe en periode af deres liv i kloster. Thaierne er Theravada-buddhister.
Det indebærer en forestilling om, at et menneske kun opnår frigørelse fra
jordiske lidelser (nirvana) gennem meditation og rituelle handlinger. Munketilværelsen
giver de unge thaier mulighed for at blive oplyste og måske opnå
nirvana. Der er med andre ord forskel på almindelige mennesker og hellige,
indviede munke. Dette livssyn står i modsætning til Mahayana-buddhismen,
som vi kender fra Kina og Vietnam, hvor alle – munke eller ej – kan opnå
frigørelse fra det jordiske liv. Den form for buddhisme, der udøves i Thailand,
er den, der ligger tættest på Buddhas oprindelige lære.
Den thailandske buddhisme er i særlig grad påvirket af hinduismen. Det er
således ofte hinduistiske brahmaner (præster), der udfører royale og officielle
ceremonier, og de fungerer som en integreret del af buddhismen i
Thailand.
Buddhisme er ikke kun en religion men også en livsfilosofi, der præger hele
samfundet. Buddha er ikke en gud, men en forkynder og lærer, der viste
vejen til frelse gennem en asketisk levevis.
Thailand har aldrig haft interne uoverensstemmelser, der var baseret på
www.historie-nu.dk - side 6

eligionsforskelle, og de små grupper af hinduister, muslimer og animister
(tro på ånder i dyr og planter) har således altid levet fredeligt side om side
med buddhisterne. En forklaring kan være, at netop en fredelig løsning af
konflikter er en essentiel del af den buddhistiske lære. Thaierne har derfor
sat en ære i at give plads til mennesker med en anden tro, som trods alt
kun udgør fem procent af befolkningen.
Storbritannien stiller krav
Riget med den nye hovedstad Bangkok havde i begyndelsen af det 19. århundrede
indlemmet Laos og Cambodja og dele af den malaysiske halvø
som thailandske vasalstater. Thailand var nu en territorialt veldefineret stat
med en stærk hovedstad. Landet havde kontrol over sine vasalstater, som
havde begrænset selvbestemmelse, der gav dem indtryk af kontrol med
egne områder. Samtidig blev de erobrede områder holdt i et stramt greb,
der forhindrede dem i at true det thailandske rige. Handelen med Kina
blomstrede, og Bangkok blev en økonomisk stærk by.
Indien var briternes vigtigste koloni i Asien og for at sikre Indiens grænser,
foretog briterne en række angreb på Burma i 1824-25. For briterne var Thailand
et strategisk vigtigt område, hvorfra de kunne opruste til deres krige i
Burma. Thaierne ville for alt i verden at bevare sin selvstændighed, og derfor
ønskede de at være neutrale for at undgå et britisk angreb. I neutralitetsforhandlingerne
stillede briterne krav om lavere toldafgifter og thaierne
måtte finde sig i briternes tilstedeværelse på den malaysiske halvø. Thaierne
måtte afgive selvbestemmelsen over deres udenrigshandel, som blomstrede
som aldrig før, fordi briternes tilstedeværelse åbnede for samhandlen
mellem Thailand og Europa.
Som følge af aftalen med Storbritannien blev Thailands eksportmarked udvidet.
Den tilsyneladende imødekommende politik over for briterne og
thaiernes evne til at tilpasse sig den vestlige efterspørgsel havde stor betydning
for landets evne til at overleve som en selvstændig stat i et område,
der snart skulle vise sig at ende i hænderne på Frankrig og Storbritannien.
Thailand - Et frit land trods alt
Thailand var det eneste land i Indokina, der ikke blev koloniseret, men landet
blev stærkt amputeret i de år, hvor Storbritannien og Frankrig udviklede
sig til stormagter i området. Frankrig koloniserede i løbet af få år Laos, Cambodja
og Vietnam.
Når det lykkedes Thailand at bevare sin uafhængighed, hang det sammen
med landets strategiske udenrigspolitik under Kong Mongkut og Kong
Chulalongkorn (Rama V). De valgte at samarbejde med kolonimagterne
fremfor at vende ryggen til dem. Disse to konger gøede jorden for den popularitet,
som kongehuset også i dag nyder godt af både blandt thaier og etniske
minoriteter.
I 1850 besteg Kong Mongkut tronen efter at have levet som munk i mange
år. Han var en fremtrædende og lærd mand, der ikke veg tilbage for at samarbejde
med Vesten. Han var opmærksom på faren for at blive underlagt en
af de europæiske kolonimagter, og han valgte derfor at føre en balancepolitik
over for europæerne.
Kong Mongkut var tilhænger af en modernisering af det thailandske samfund,
og derfor tog han initiativ til at udbygge infrastrukturen med hjælp fra
vestlige eksperter. Desuden var han ivrig efter at sprede viden og information
til befolkningen gennem aviser, ligesom han forsøgte at forbedre kvindernes
forhold.
I 1855 skrev Mongkut under på Bowringtraktaten, der gav briterne en
www.historie-nu.dk - side 7

ække fordele i Thailand. Traktaten betød blandt andet, at briterne havde ret
til at eje jord, og at de kunne handle med Thailand under fordelagtige eksport-
og importaftaler. Desuden var briterne ikke underlagt thailandsk lov,
og derfor kunne de ikke dømmes i Thailand, hvis de forbrød sig mod loven.
Mongkut var bevidst om Thailands farlige men også skrøbelige position som
et ikke-koloniseret land. Derfor blev der i det følgende årti underskrevet
traktater, der lignede Bowringtraktaten, med Frankrig, USA og en række andre
lande. Resultatet var, at landet afgav en del af sin suverænitet, men det
var den eneste mulighed for at opretholde det gode forhold til især Storbritannien
og Frankrig. I 1868 døde Kong Mongkut, og hans politik over for
kolonimagterne blev videreført af hans søn Chulalongkorn, der var endnu
mere reformivrig end sin far.
Embedsmændene i det gamle kongehus, der var konservativt og præget af
nepotisme, støttede ikke altid Kong Mongkuts reformer. Chulalongkorn fortsatte
sin fars linje, men fik først opbakning til sine reformer, efterhånden
som de gamle embedsmænd blev skiftet ud med en ny, moderne elite, der
indtog kongehuset op gennem 1880’erne. Statsadministrationen blev endeligt
reformeret i 1892, og en kabinetsregering med 12 jævnbyrdige ministerier
blev indført.
I sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var
europæernes iver efter at kolonisere Sydøstasien på sit højeste. Endnu en
gang måtte Thailand indgå et kompromis for at vige uden om europæernes
indtog. Kong Chulalongkorn afstod derfor enorme store dele af Cambodja
og Laos til Frankrig og en del af den malaysiske halvø til Storbritannien. I alt
afgav Thailand 456.000 km2 for at bevare sin uafhængighed – et område
10 gange større en Danmark.
Det lykkedes imidlertid Kong Chulalongkorn at overbevise briterne om, at
det var i deres interesse, at Thailand forblev et selvstændigt land. På den
måde kunne Storbritannien holde Frankrig i ave, og Thailand kunne fungere
som bufferstat mellem de to koloniriger. Både Frankrig og Storbritannien var
sultne efter mere land, men de var klar over, at situationen ville blive
sprængfarlig, hvis de erobrede thailandske landområder for næsen af den
anden part. Som et resultat af Storbritannien og Frankrigs respekt og frygt
for hinanden blev der indgået adskillige aftaler mellem Thailand, Storbritannien
og Frankrig især i begyndelsen af 1900-tallet. Aftalerne indebar, at de
to kolonimagter enedes om at betragte Thailand som en neutral zone.
Den thailandske regering overholdt alle aftaler med kolonimagterne og opfyldte
desuden alle de krav, Storbritannien og Frankrig stillede. Kravene indebar
blandt andet øgede restriktioner, som forhindrede thaierne i at opkræve
høje skatter og afgifter på såvel importerede såvel som eksporterede
varer. Derudover blev Thailand tvunget til at udbygge landets militær og
flåde samt udbygge det nationale jernbanenet. Det betød, at fx en hårdt
tiltrængt modernisering af landbrugets vandingssystemer blev nedprioriteret.
På trods af kolonimagternes restriktioner fortsatte den generelle modernisering
af Thailand. Der blev oprettet statsskoler, og Bangkok fik et universitet,
der var inspireret af europæiske universiteter. Desuden begyndte eliten at
tage til Europa for at studere, og mange af dem kom hjem med inspiration
og ideer til demokratiske reformer. Kongen havde fortsat høj status blandt
eliten, men samtidig mente mange veluddannede thaier, at tiden var inde til
at indføre en ny og mere tidssvarende styreform.
Fransk Indokina
Landene Cambodja, Vietnam og Laos har det til fælles, at de fra 1800tallets
sidste halvdel blev en del af det franske kolonirige og kaldes derfor
www.historie-nu.dk - side 8

frem til løsrivelsen fra Frankrig i 1953-54 for Fransk Indokina.
Den franske kolonisering i Indokina begyndte for alvor i midten af forrige
århundrede. Ligesom de andre europæiske stormagter intensiverede Frankrig
den imperialistiske kamp om de områder, der endnu ikke var under europæisk
overherredømme. I begyndelsen af 1860’erne underlagde Frankrig
sig Cambodja, hvad der formentlig reddede Khmer-riget fra opløsning. Cambodja
havde gennem århundreder været kastebold mellem Vietnam i øst og
Thailand (Thailand) i vest. Cambodja blev nu fransk protektorat, hvilket betød
at Khmer-kongehuset bevarede den formelle magt i landet. Formelt bevarede
Cambodja et vist selvstyre, selvom om det praktisk taget var franskmændene,
der styrede politikken. Det som optog franskmændene var det
frugtbare Mekong-delta i den sydlige del af Cambodia og Vietnam. Og blot
fire år efter protektoratordningen med Cambodja erobrede franskmændene
Cochinkina og gjorde det til fransk koloni.
Cochinkina
Cochinkina, der udgør den sydlige del af det nuværende Vietnam og
gennemstrømmes af Mekong-floden og alle dens forgreninger, var et meget
frugtbart område. Mekong-flodens sæsonmæssige oversvømmelser tilfører
de omkringliggende arealer væde og næring, gennem aflejring af en vis
mængde plantestoffer. Den franske indsats bestod her i at udvide det dyrkbare
areal ved at bygge en serie af større kanaler, der både tjente til at
dræne området og udvide netværket af vandveje, som dannedes af floderne.
De nyopdyrkede arealer blev solgt i store enheder til private, der så
på lejebasis udstykkede jorden i mindre lodder. På den måde opstod der en
godsejer- og fæstebondeklasse i Cochinkina.
Den vigtigste afgrøde var ris og i takt med udvidelsen af det opdyrkede jord
steg risproduktionen i Cochinkina fra ca. 300 tusind tons i 1880 til ca. 1700
tusind tons i 1936. I 1930’erne blev ca. 60% af Cochinkinas risproduktion
eksporteret til Frankrig og det øvrige verdensmarked. En stor del af Fransk
Indokinas riseksport kom fra den sydlige del af Cambodja, der ligesom
Cochinkina, nød godt af det frugtbare Mekong-delta.
Samtidig med at den sydlige del af Indokina blev en betydelig riseksportør,
udnyttede franskmændene de gunstige klimatiske og jordbundsmæssige
forhold til at udviklede en plantagedrift. Vigtigst blev gummiplantagerne,
hvis start var begyndt før århundredeskiftet, men først for alvor kom i gang
efter 1. verdenskrig. I 1930’erne dækkede gummiplantagerne i hele Indokina
et areal på ca. 125.000 ha., hvoraf næsten 100.000 ha. i Cochinkina
og godt 25.000 ha. i Cambodja. Andre vigtige plantageafgrøder var Te og
Kaffe, der hovedsagligt blev dyrket i Tonkin.
Der fandtes i den sydlige del af Indokina kun ganske får industri-håndværk,
der hovedsageligt beskæftigede sig med forarbejdning af landbrugsprodukter.
Den vigtigste “industri” var vandmøller, der hovedsageligt blev ejet af
den kinesiske befolkningsminoritet.
Protektoraterne Laos og Cambodja
Thailand havde allerede i 1860’erne måtte finde sig i at det tidligere
interesseområde, Cambodja, var blevet fransk protektorat. Det samme
gjorde sig i 1893 gældende for Laos, som tidligere havde været besat af
thailænderne. I 1907 måtte Thailand afstå de besatte områder i den vestlige
del af Cambodja, og således var den thailandske indflydelse i Indokina
overladt til franskmændene.
I modsætning til Cochinkina blev de nye områder betragtet som protektorater.
Det betød at de formelt bevarede et vist selvstyre, men rent faktisk var
det franskmændene, der også her, varetog administrationen af områderne.
www.historie-nu.dk - side 9

Men både i Laos og Cambodja, opretholdte kongen en vis overhøjhed, hvilket
trods alt medførte en mindre fransk påvirkning i protektoraterne.
Laos er måske det område i Sydøstasien, der har mærket mindst til den
europæiske ekspansion. Det franske styre i Laos kom ikke til at medføre
særlig omfattende sociale forskydninger. Både de oprindelige stammefolk,
der udgjorde næsten halvdelen af befolkningen, og det laotiske flertal af
selvejende småbønder, fortsatte deres traditionelle liv efter franskmændenes
ankomst i 1893. En del af de laotiske embedsmænd blev dog overflødige
som direkte følge af den franske administration. Til at klare administrationen
i hele Laos var det kun nødvendigt med nogle få hundrede franskmænd.
På de lavere trin af administrationen indsatte franskmændene vietnamesere
ligesom i Cambodja.
Det franske kolonistyre kom til at medføre en vis integration mellem de tre
folk i Indokina, der i nogle tilfælde praktisk begrundet uden hensyntagen til
folkenes kulturelle tilhørsforhold. For laoterne kom den franske kolonisering
til at betyde at de udviklede tætte bånd og forbindelsermed vietnameserne,
til trods for at de etnisk og kulturelt stod thailænderne nærmere. Både thaiog
lao-stammerne var oprindeligt invandret fra Kina, deres sprog er i familie
og deres skrift er afledt af en indisk skriftform. Hertil kommer at begge folk
tilhører den hinduiserede kultur og tilhører theravada-buddhismen.
Den franske kolonisering betød, at de tre vidt forskellige folk i Fransk Indokina
kom til at udvikle en følelse af fælles skæbne og fælles mål - i hvert
fald for de lokale eliters vedkommende. Det kom senere til at spille en afgørende
rolle i kampen mod franskmændene og senere mod amerikanerne.
I Laos var det kun den lokale elite bestående af ca. 200 familier, der modtog
egentlig uddannelse i kolonitiden. Selvom der var få skoler i Vietnam,
var der endnu færre i Laos, hvilket understreger det franske syn på Laos og
Cambodja. Disse lande blev betragtet som en slags stødpudestater, der
skulle beskytte det strategisk og økonomisk langt vigtigere Vietnam fra det
fjendtlige Thailand.
De skoler, der var i Laos var ledet af franskmænd og havde næsen udelukkende
franske og vietnamesiske lærere. På de højere niveauer i skolesystemet
var laoterne i klart mindretal i forhold til vietnameserne, og kun
ganske få laotere kom på gymnasium i Saigon eller Hanoi. Endnu færre kom
naturligvis til Frankrig for at studere.
De etniske laoter fik stort set lov til at passe sig selv under den franske
koloniperiode, hvilket var medvirkende til at der kun var ubetydelige tilløb til
en national bevægelse i Laos før 2. verdenskrig. Den del af forklaringen skal
naturligvis findes i den begrænsede effekt franskmændene fik på landet
feudale karakter. Med til at forklare den manglende modstand mod franskmændene
skal sikkert findes i at mange opfattede kolonistyret som en garanti
mod at blive delt mellem de stærke naboer. Der til kommer, at Laos’
infrastruktur og topografi indbyder til seperatisme. Landet strækker sig i
nord-sydlig retning i et vanskeligt terræn, med dårlig infrastruktur og kommunikationslinier.
Dette skyldes at franskmændene var mest interesseret i
at gavne infrastrukturen mellem Laos og Vietnam, hvilket har betydet, at de
få og dårlige veje som findes går i vest-østlig retning.
Men også befolkningsfordelingen forklarer seperatismen. I lavlandet omkring
Mekong-floden bor de etniske laoter, der udgør omkring halvdelen af
befolkningen. I de skov- og bjergrige områder i nord, nordøst og sydøst bor
de mange forskellige minoriteter. I nord er det især hmong’er (meo), der udgør
ca. 7% af befolkningen, i nordøst, ind mod Vietnam, er det især thaistammer,
der udgør ca. 15% af befolkningen og i den sydlige del af Laos bor
kha-folket, der er landets oprindelige befolkning, der blev for fordrevet af
lao-stamerne.
www.historie-nu.dk - side 10

I modsætning til laoterne krævede franskmændene, at minoriteterne
stilledederes arbejdskaraft til rådighed for det offentlige pligtarbejde man
havde indført med corvée-systemet. Dertil kom at eksempelvis hmong’erne i
det nordlige Laos, hvis eksistensgrundlag hvilede på dyrkning af valmueblomster
(som udvikles til opium), blev pålagt at betale høje skatter af deres
opiumsdyrkning. Dette førte til mindre opstande mod franskmændene, først
i midten af det 20. århundrede fik Indokina sin selvstændighed som det
også var tilfældet med mange af de øvrige stater i regionen.
www.historie-nu.dk - side 11