Rehabiliteringsprocessens fordring til sygeplejen ud fra det ældre ...

Slutrapport
Projekt nr. 4428
Titel: ”Rehabiliteringsprocessens fordring til sygeplejen ud fra det ældre menneskes perspektiv”
Projektansvarlig: Ilone Dolmer, lektor, cand.soc., Sundheds CVU Nordjylland,
Sygeplejerskeuddannelsen Aalborg
Projektdeltager (intern): Birgitte Rasmussen, lektor, cand.cur., Sundheds CVU Nordjylland,
Sygeplejerskeuddannelsen Aalborg
Vejleder (ekstern): Charlotte Delmar, cand.cur, Ph.d., leder af forskningsenheden for Klinisk
Sygepleje, Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital
Projektets startdato: 1/9 2005, slutdato: 31/1 2007
Projektets formål
Formålet med undersøgelsen har været at beskrive og uddybe oplevelser og erfaringer hos ældre (+
75 år) i forbindelse med rehabiliteringsprocessen i eget hjem efter hoftealloplastik. Dette med
henblik på at undersøge betydningen af sammenhængen mellem hverdagslivet og
rehabiliteringsprocessen og hvilke fordringer, det stiller til sygeplejen ud fra det ældre menneskes
perspektiv. Følgende områder er valgt som centrale i undersøgelsen: tidsaspektets betydning i
rehabilitering hos ældre, måder hvorpå hverdagen forløber og tilrettelægges i hjemmet og uden for
hjemmet, den kropslige formåen og tilpasningen i forhold de daglige aktiviteter samt relationers
betydning i rehabiliteringsprocessen. Formålet inkluderer desuden, at denne viden kan inspirere den
kliniske sygeplejepraksis på området samt skabe en mere tydelig sygeplejefaglig tilgang til ældres
rehabilitering i eget hjem.
Metode og teoretisk ramme
Undersøgelsen bygger på kvalitative semistrukturerede livsverdensinterview med seks
hjemmeboende ældre (+75 år), der har fået foretaget hoftealloplastik inden for tidsrammen
halvandet år til seks måneder.
Vi er inspireret af Van Manens fænomenologiske metodologi. Den fokuserer på den menneskelige
erfaring, som den er levet i sundhed og sygdom. Van Manen beskriver fire fundamentale
eksistentielle temaer, som gennemtrænger livsverdenen uanset historie, kultur og sociale
omstændigheder. Disse er den fænomenologiske oplevelsen af tid, rum, krop og relation (1). De fire
eksistentialer danner en indbyrdes sammenhængende helhed, den fænomenologiske livsverden, og
med dem som grundlag for interviewguiden har det været muligt at beskrive de ældres erfaringer og
oplevelser nuanceret og specifikt.
Interviewene er fortolket med inspiration fra S. Kvales fortolkningsniveauer (2). Undersøgelsens
faglige forforståelse bygger på en analyse af det tværfaglige rehabiliteringsbegreb, som det er
beskrevet hos Schøler og Dahl (3), i Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet (4), hos de norske
terapeuter Bredland og Linge (5) samt ud fra et filosofisk sygeplejeperspektiv af den amerikanske
sygeplejeforsker S. Gadow (6). Med baggrund i denne analyse fremkom tre aspekter, som vi anser
som særligt væsentlige ud fra en sygeplejefaglig tilgang. Et aspekt er værdighed i forhold til at være
i overensstemmelse med sig selv og sine omgivelser. Et andet er vedligeholdelse – herunder
betydningen af som ældre at blive støttet, hjulpet og vejledt kontinuerligt i forhold til de
grundlæggende behov i en rehabiliteringsproces. Et tredje aspekt omfatter dialektikken mellem
skrøbelighed og styrke hos den ældre. Omtalte aspekter indebærer, at rehabilitering tilrettelægges
således, at den ældre får opfyldt sine grundlæggende behov på en måde, der inddrager erfaringer og
1

gør skrøbeligheden til en styrke, så energien ikke udelukkende opbruges til træning af funktioner og
færdigheder (7).
Design og deltagere
Undersøgelsen tager afsæt i et RCT studie omhandlende 34 ældre (+65 år), der har fået foretaget en
cementeret hoftealloplastik operation. Formålet med dette studie var at undersøge, om der kunne
påvises et signifikant forbedret funktionsniveau efter en øget, opfulgt træningsindsats i eget hjem.
Der var ingen signifikant forskel mellem interventions- og kontrolgruppen. Ingen af patienterne
havde et dårligere funktionsniveau efter operationen end før. De patienter, der opnåede størst effekt
ved operationen og hjemmetræningen var de, der havde det dårligste udgangspunkt (8).
Til vores undersøgelse er der strategisk udvalgt seks af disse patienter (+75 år). Tre, der havde
opnået gode resultater med de ekstra muskelstyrkende øvelser og dermed et bedre funktionsniveau
end inden operationen og tre, der har det sammen funktionsniveau som inden operationen.
Med udvælgelsen ønskede vi at opnå variation i beskrivelserne for at kunne få belyst, hvad i
konteksten, patienterne selv tillagde betydning for, om et rehabiliteringsforløb forløb positivt og
hvad de tillagde betydning for, at det forløb mindre positivt.
Vi kontaktede de ældre telefonisk, og efter telefonsamtalen fravalgte vi to på grund af tilstødte
komplikationer. De fire øvrige kontaktede vi, og fik udpeget 3 patienter mere. Heraf fik vi kontakt
med to. Den tredje traf vi efter gentagne forsøg ikke hjemme, hvorfor vi endte med seks
interviewpersoner.
Vi havde ingen kriterier for køn, civilstand eller bosted, men ønskede tilfældig variation her. Der
var fire kvinder og to mænd. De fem var mellem 74 og 78 år, en var 86. En var gift og samboende
med ægtefællen, de øvrige var enker/enkemænd og boede alene i eget hjem. To boede i en større
provinsby, de øvrige i en radius af 30-50 km fra denne provinsby. En boede i lejlighed, de øvrige i
eget hus.
Patienterne var blevet opereret hurtigt efter henvendelsen til egen læge. Tre af patienterne havde
haft smerter inden operationen, men alle havde oplevet, at slidgigten havde nået at få følger for
deres førlighed og almene tilstand.
Patienterne blev efter telefonsamtalen skriftligt informeret om undersøgelsens formål, anonymitet
og muligheden for på et hvert tidspunkt at trække sig tilbage fra undersøgelsen.
Hovedfund
Gennem analysen af datamaterialet fremkommer ét grundtema og fem sammenhængende
undertemaer. Temaerne er følgende: ”At forblive i livets strøm” grundtema) – ”At være hjemme” –
” At være herre over egen tid” - ”Solidaritet i familiære bånd” - ”Vilje til at komme videre” -
”At ændre vaner”.
Når vi har kaldt det forenende, samlende grundtema, ”at kunne forblive i livets strøm” er det med
inspiration fra den amerikanske sygeplejeteoretiker V. Henderson, som anvender netop denne
metafor i sit syn på patientens genvindelse af helbred (9, 10). Dette tema viser betydningen af
rehabilitering i eget hjem for disse ældre. Den dybere mening er tydeligt at komme tilbage til den
kendte hverdag, for at alt kan blive som før. Operationen og tiden efter giver brud på selvfølgelige
vaner og rutiner i hverdagslivet, som disse ældre ønsker, hurtigt skal gøres intakt igen. På den ene
side centreres de ældres beskrivelser om det hverdagsliv, de er fortrolige med. På den anden side
om de vanskeligheder, de skal overvinde for at kunne det. ”At komme tilbage til livets strøm” trods
alderens skavanker stiller krav til det kropslige og eksistentielle, og disse krav kan i nogen grad
være modsætningsfyldte.
2

Igennem temaet ”At være hjemme” viser rammen for at være i livets strøm sig at hænge sammen
med den daglige eksistens i eget hjem. Hjemmet - og for alle de interviewede også haven – danner
udgangspunkt for livets udfoldelse – herunder dagens og årets rytme. Det vante rum er selvfølgeligt
og underforstået og bidrager til både tryghed, selvbestemmelse og uafhængighed. Søvnen er et af de
grundlæggende behov, som påvirkes negativt af forandringerne i hjemmet. Hjælpemidler opfattes
som en god og nødvendig ting, som den nedsatte mobilitet kræver, men det er tydeligt, at man
ønsker at undvære dem hurtigst muligt. Det gennemgående er, at alting skal blive som før, og at hus
og have – det vil sige omgivelserne, er det, der giver glæde og mening.
”At være herre over sin egen tid” er en vigtig dimension i forhold til at kunne forblive i livets
strøm. Ventetid (på den offentlige hjælp) synliggør hjælpeløshed og afhængighed, som ingen
ønsker, og som blokerer for de daglige gøremål. Ventetid ophæver følelsen af at have kontrol.
Derimod opleves det ikke som et problem, at tingene tager ekstra tid. Det har betydning, at man
f.eks. kan træne, hvornår man vil og i hvor lang tid. Tid viser sig som et relativt fænomen, og at
være herre over sin egen tid er altså ikke en kvantitativ dimension, der handler om at nå så meget
som muligt, men en kvalitativ i forhold til at kunne forblive i livets strøm.
” Solidaritet i familiære bånd” opleves af de ældre som et naturligt grundvilkår og som en del af
hverdagslivets selvfølgelighed. Visheden om at børnene er der og er klar til at hjælpe, gør processen
tryg nu, da de er potentielt afhængige og i øvrigt sætter en ære i at klare sig selv. I modsætning til
forholdet til familien, kræver relationerne til naboer og venner initiativ og gensidighed. De
sidstnævnte relationer er vigtige, da de får de ældre til at føle sig mindre afhængige af familien og
giver styrke af betydning for livsmodet.
Det er i temaet ”Viljen til at komme videre” at længslen efter at komme i gang med de elskede
hverdagsaktiviteter viser sig – herunder håbet om, at hverdagen genoprettes i sin oprindelige form.
De ældre udtrykker vilje til at komme videre, hvilket også handler om at tage ansvaret for eget liv.
Et ledsagende fænomen i rehabiliteringen er trætheden, og det er en totaloplevelse. Trætheden
forener oplevelsen af kroppen som med- og som modspiller. Håbet hos de ældre får konkret udtryk i
en vilje, der er forbundet med målet om at komme tilbage i livets strøm ved egen kraft, idet der
fremvises en fortrolighed med kroppen, opnået gennem lang erfaring. Denne fortrolighed afspejler
sig i respekten for den ledsagende træthed.
”At ændre vaner” er et tema, der synliggør, at de ældre i rehabiliteringsfasen ændrer perspektiv på
rutiner og vaner. Det, at få hverdagslivets selvfølgeligheder til at hænge sammen for at komme
tilbage til livets strøm, betyder at gamle vaner skal nytænkes. Dette viser sig i opfindsomheden med
hensyn til at klare sig på nye måder f.eks. når det drejer sig om brug af hjælpemidler, sengens
placering, anvendelse af kendte brugsgenstande samt opfindsomme metoder i toilet – og
badesituationer samt ved det adspredende havearbejde.
Sammenfattende viser undersøgelsen, at hverdagslivets sammenhæng har betydning for den
mening, de ældre tilskriver deres rehabilitering. Der tilvejebringes styrke, opfindsomhed og energi
trods træthedsfølelse. Undersøgelsen peger desuden på, hvordan såvel det familiære netværk, men
også det ikke-familiære har betydning. Det første er bundet sammen af afhængighedsbånd, som
opleves selvfølgelige, men som man trækker varsomt på. I nabo – og venskabsrelationerne opleves
mindre afhængighed, disse bygger snarere på ligestillethed, initiativ og gensidighed. At komme
tilbage i livets strøm hænger først og fremmest sammen med opfattelsen af ansvaret for helbredet –
herunder træningen og viljen til at overvinde trætheden samt at være opfindsom i forhold til at
ændre på vaner og rutiner.
3

Referencer
1. Van Manen, M. Researching lived experiences. Human science for a sensitive pedagogy.
New York: State University of New York Press. 1990.
2. Kvale, S. Interview – en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Hans
Reitzels Forlag, Danmark. 1996.
3. Schøler G, Dahl T. ICF. International klassifikation af funktionsevne,
funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand. København. Sundhedsstyrelsen
Munksgaard. 2003.
4. Rehabiliteringsforum Danmark, MarselisborgCenteret. Hvidbog om
rehabiliteringsbegrebet. MarselisborgCentret; 2004.
5. Bredland E L, Linge O A, Vik K. Det handler om verdighet. Ideologi og praksis i
rehabiliteringsarbeid. 2. udgave. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag; 2005.
6. Gadow S. Frailty and Strength: the Dialectic in Aging. The gerontologist; 1983/23(2):
144-147.
7. Dolmer I, Delmar C, Rasmussen B. Rehabiliteringsbegrebet i sygeplejelitteraturen.
Sygeplejersken (Videnskab & Sygepleje). Submitted november 2006
8. Bruun, J. Postoperativ hjemmetræning med muskelstyrkeøvelser til
hoftealloplastikpatienter. Masterafhandling i rehabilitering. Syddansk Universitet.2004.
9. Henderson, V. A. Sygeplejens grundlæggende principper. International Council of
Nurses. Dansk Sygeplejeråd, København. 2.udg., 3.oplag.1992.
10. Henderson, V.A. The Nature of Nursing.. Munksgaard. 1.udg.1.opl. 1995.
4