Danske Studier 1946-47

ÅMAND OG BÆKHEST 95
ligger lige ved Huno Sø, og havde hørt en Aften silde, da han stod uden
for Gården, at der råbtes ude fra Søen: „Mand Mandl Timen er kommen,
og du er ikke kommen endnu!" Men om Morgenen fandt man en Mand,
der var druknet i Søen. Han blev begravet på Magleby Kirkegård, uden
at man nogensinde fik opdaget, hvem eller hvorfra han var (DS II, Nr.
57).
Ove Sø i Midtthy kræver et Menneskeliv hvert År. En Gang Pigerne
fra Kovstrup i Sønderhå stod nede ved Søen og vadskede Får, hørte de en
Røst ud fra den, som sagde: „Timen og Stunden er kommen, men Manden
er ikke kommen". I det samme kom en Dreng ridende med et Kobbel
Heste og red dem til Vands i Søen. Pigerne advarede ham og fortalte
om Røsten. Det brød Drengen sig ikke om og red ud i Søen, som han
plejede, men Hesten, han red på, smed sig med ham, så han druknede
(DS 2 II, Nr. 37).
Om Brabrand Sø i Århusdalen fortælles, at den råber: „Tiden er kommen,
men Manden er ikke kommen". Det er sådan på visse Tider, og kort
efter skete der altid et eller andet. Engang havde nogle været ude i en
Båd, kort efter at Røsten var hørt, og de blev der (DS II, Nr. 55). —
*
Fra den åfattige og søløse 0 Mors i Limfjorden er Sagnet om Åmanden
stedlagt til Finds Pyt i Søkæret mellem Dragstrup og Frøslev
(Morsø Nr.-H.) i Egnen ved Dragstrup Vig på Øens Vestside. Finds
Pyt omtales som et Hul, der er rædsom at se ned i, det er temmelig stort,
5—6 Alen tværs over, og tragtformigt. Der er altid fuldt op af iskoldt,
klart Drikkevand i Finds Pyt, som ikke er let at komme til, da Grunden
uden om den er meget sumpig. Der er ofte blevet prøvet på at måle,
hvor dybt Hullet er, men man har ikke kunnet nå Bunden. — Engang
gik en Mand og såede Korn på det høje Stykke Agerland Støjbjerg, der
hører til Halkærgård i Dragstrup Sogn, medens Folkene sad nede ved
Søkær og spiste Meldmad. Som de sad allerbedst, hørte de en Røst, som
råbte: „Timen er kommen, men Manden er endnu ikke kommen".
Med det samme slængte Såmanden, hvad han havde i Hænderne, og
løb ned i et Hul i Kæret, hvor man aldrig så ham mere. Manden hed
Find, og Hullet har siden den Tid haft Navnet Finds Pyt (DS II, Nr. 66).
I en anden Optegnelse hedder Hullet Vinds Pyt (DS II, Nr. 67, jfr. Nr.
68). „Det Hul var altid blank, der var ingen Bund at se og føle i det". I
en Opt. fra 1927 (DFS) oplyses, at Manden stirrede så længe ned i Hullet,
at han faldt ned i det. Hullet har Form som en Tragt, og er et Vild,
det ser ud, som det koger dernede; det er fordi Hullet er uden Bund.
Når man står og ser ned i det, kan man ikke undgå at falde derned (Aug.
F. Schmidt: Morsingboer i gamle Dage II, 1933, 117). Find skal have
været meget fattig, men var på én Gang blevet særdeles velstående,
og der gik så Tale om, at han havde forskrevet sig til den Onde, og nu
var Tiden altså kommen, da han skulde have ham, meddeler P. A. Dissing
fra Skallerup Vest for Dragstrup (DS 2 II, Nr. 48, 51). Fotograf
P. Krogh Damgaard, Øster Jølby, der er fra Dragstrup og hvis Barndomshjem
lå nær ved Søkæret og Finds Pyt, meddeler i Morsø Folkeblad
10/5 1946, at Find var fra Frøslevgård, han havde lånt Penge af den Slem
og skulde bøde med Livet, om de ikke var betalt tilbage i rette Tid,