Danske Studier 1946-47

94 AUG. F. SCHMIDT
at en Hest med Rytter for mange Hundrede År siden sank i Mudderet
og langsomt kvaltes. Folkene i Egnen påstod i 4935 nu ogdå at kunne
høre Hestens Klageråb i Luften. Sværdet blev nævnt som en Mulighed
for Sagnets Virkelighed (Morsø Folkeblad 26/10 1935. Jfr. Vendss. Tid.
2/9 1925). Endnu i 1947 kender man i Liveråegnen Troen om den råbende
Åmand. Da en Dreng, en Lægesøn, for c. 25 År siden druknede i Åen,'
var Sagnet Genstand for livlig Omtale blandt : den stedlige Befolkning.
Danmarks længste Å, Gudenå, kræver også sit årlige Offer, „tager hvert
År sin Mand" (DS II D Nr. 56. DFS 1906/23: 1919).
Hersum Å, én Del af Skals Å, der har sit Løb i Egnen Øst for Hjarbæk
Fjord, har en Åmand. Nede fra Åen lød der en Stemme én Gang om Året,
„for den skulde i det mindste have én hvert År". Men tog den flere
på én Gang, 1 kunde den godt vente lige så mange År, som den havde
taget Mennesker. Så råbte den f. Eks.: „I År tager jeg to eller tre, til
næste År ingen". Det hedder i en anden Optegnelse: „Når det stormer,
lyder der en Røst i Åen ved Hersum":(DS II, Nr. 46. DS 2 II, Nr. 33).
Sagnet er også knyttet til Skals Å, meddeler F. Elle Jensen i en Opt. i
DFS 1906/23:1726 fra 1932.
Holme Å, der er Tilløb til Varde Å, fører forbi Øse Mark. Her gik
nogle og slog Græs. Da hørte de en Røst, der sagde: „Tiden er kommen,
men Manden er ikke kommen". I det samme kom der en Mand ridende,
og han springer af Hesten og tæjer hans Hat og løber ned til Åen og
fylder den med Vand for at få noget at drikke. Men så falder'han i Åen
og drukner. „Det har min Moder fortalt", tilføjer Meddeleren, Niels
Peter Rasmussen, Øse Mark (DS 2 II, Nr. 42). Fra Øses Nabosogn
Næsbjærg er overleveret et Sagn om et Giftmord, der åbenbares, efter
at et Par fremmede Mænd havde hørt en Stemme sige, da de red forbi
Næsbjærg Kirke: ,-,Manden er kommen, men Tiden er ikke kommen".
En nylig begravet Mand blev nu gravet op og undersøgt, og det viste
sig, han havde fået Gift. De skyldige blev fanget og : straffet (DS 2 IV,
Nr. 902). Vi har her en ret lærerig Variant af Åmandssagnet.
Brede Å i Vestsønderjylland flyder med sin nordlige Forgrening forbi
Nørre-Løgum. 1855 medd. Anna Ludvigsen, at „for en Del aar siden"
gik nogle Karle og Piger ved Åen nær Nr. Løgum og rev Hø. Pludselig
hørtes en R'øst som fra Skyen med de Ord: „Timen er kommen, men
Manden ikke endnu". I samme Øjeblik sås en Rytter i flyvende Fart
komme farende mod Strømmen og styrte sig i den. At redde vår forgæves.
Ingen fik nogensinde at vide, hvem og hvorfra Manden havde været
(H. Ellekildes Udg. af Sv. Grundtvigs Danske Folkesagn, 1946, S. 335).
Søer. Tisø (Sæby S., L'øve H.) i Vestsjælland kræver sit Offer. Hvert
12. År skal et Menneske drukne i denne store Sø. Når Timen er kommet;
råber det fra Søen: „Tiden er omme, men Manden æt (er ikke) kommed"
(H. Ellekilde: E. Tang Kristensens Æresbog 1923, 35).
Sorø Sø i Midtsjælland kræver hvert År et Offer. Enkelte har hørt en
Stemme der ude, der råber, at nu er Tiden kommen, men Manden er endnu
ikke kommen. Når så én er druknet, hører de ikke Stemmen mere det År
(DS 2 II, Nr. 36).
Huno Sø nær Møens Klint kræver sit Offer. En Mand i Borre fortalte
o. 1890, at hans da afdøde Fader havde tjent som Karl i den Gård, der