Danske Studier 1946-47

ÅMAND OG BÆKHEST 93
mellem Kvislemark og Fyrendal Sogne (0. Flakkebjærg H.). Det er
muligvis Pastor J. M. Hertz, der var Præst i Korsør 1800—-1804, som
har meddelt den kortfattede Oplysning, at om Saltø Å går der gamle
Sagn om et Åskrig, „som der til visse Tider høres" 1 . Her må uden Tvivl
tænkes på Åmandens Råb. Sagnet om Saltø Åskrig kendes også fra en
Optegnelse fra 1946*.
Åmandssagnet og Råbet omtales fra Ry Å i Vendsyssel — som tidligere
nævnt — af J. M. Thiele 1843, og i 1855 har Svend Grundtvig
Sagnet i Gamle danske Minder I, S. 121. Her nævnes det, at Nøkken
har Bolig i Ry Å. Jens Kamp har i Danske Folkeminder (1877), S. 53
ligeledes Sagnet og Råbet. Det findes også i E. T. Kr.'s Jyske Folkeminder
IV (1880), S. 75. Og i DS (1893) findes adskillige Optegnelser,
hvis Indhold ligeledes bliver udnyttet i nærværende Afhandling. —
Engang var der hengået 12 År uden at nogen var druknet i den dybe
Å. Men så hændte det, at 12 Tærskere, der om Vinteren havde været til
Hove på Birkelse, om Aftenen på Hjemvejen druknede alle sammen.
„For hvis det driver over et eller flere År, så tager Åen på én Gang alle
dem, den har til Gode" (DS II, Nr. 40). I en anden Optegnelse (DS II,
Nr. 41) oplyses det, at i seks År indtraf der intet Ulykkestilfælde, men i
det syvende År druknede på én Gang syv unge Mennesker i Ry k 3 , hvis
Vand angives at have et mudret og sortagtigt Udseende, „hvilket måske
hidrører fra dens moseagtige Leje. I umindelige Tider har den hvert
År krævet et Offer, enten ved Badning, eller når man sætter over i de
små Sejlbåde" (DS II, Nr. 41). Engang lå den gamle Per Tip nede i
Engen ved Ry Å, og da hørte han Råbet. Så nogle Dage efter druknede
der en 4 .
Liver Å har sit Løb i Børglum og Vennebjærg Herreder i Nordvestvendsyssel.
Dens Udløb i Havet er nordvest for Hjørring. I dens øvre Løb
kaldes den også Åstrup Å. Den kræver hvert År et Menneskeliv; i en
Optegnelse (DS II, Nr. 47) nævnes to Mennesker hvert År. Der er en
Bro over Åen, hvor Folk færdes meget ad, og det træffer da undertiden,
at man hører Råbet: „Tiden og Stunden er omme, Mennesket er ikke
kommen", eller „Tiden er kommen, men Manden er endnu ikke kommen".
Så varer det ikke længe, inden et Menneske drukner, og det Menneske,
som er bestemt, undgår ikke sin Skæbne, thi det har ingen Ro på sig,
før det kommer ned til Åen (DS II, Nr. 48); eller den, der har hørt
Råbet, bliver gerne grebet af Vanvid, og så styrter sig selv i Åen (DS 2 II,
Nr. 44). Det varer i hvert Fald ikke længe, inden man spørger, at nogen
er kommen af Dage i Åen (DS II, Nr. 49). I Vendsysselske Årbøger
1939—40, 33 nævnes en Åmand i Åen ved Skallerup; den kræver årligt
et Menneskeliv. •—- Til en Slugt ved Liver Å, hvor man i Efteråret 1935
fandt et Sværd fra Frederik II.'s Tid, knytter der sig det Sagn,
1 DS 2 II, Nr. 32. 2 DFS 1906/23:481,482. 3 Jfr. DS 2 II, Nr. 38, hvor der ligeledes
meddeles om 7 År og 7, der så druknede på én Gang. Jfr. smsts. Nr. 45, 46. * DS 2
II, Nr. 51. Jfr. Sæby Folkeblad 23/11 1923. Talrige Nutidsoptegnelser og Avisudklip
i DFS. De bringer intet nyt. Thomas Olesen-Lokken: Povl Dam I (1925), 146
—51 (Drukneulykke i Ry Å). Holger Drachmann har i Bogen „Troldtøj" (1889) et
Kapitel: „Aamanden", der er skrevet på Grundlag af Kendskab til Åmandssagnene,
men rummer ellers Drachmanns Selvmordstanker fra Vinteren 1888—89.