Danske Studier 1946-47

AMAND OG BÆKHEST 91
Som nødvendigt Supplement til de foranstående Oplysninger skal
på de følgende Sider meddeles de øvrige til denne Afhandling udnyttede
Sagnoptegnelser om Åmanden. Disse Optegnelser har ikke direkte
kunnet anvendes i den ræsonnerende Fremstilling, men da det har sin
praktiske Betydning at have alt det tilvejebragte Stof om Emnet
samlet på et Sted, også for igennem dette at føre yderligere Bevis for
de Betragtninger, man er kommet til under en Overvejelse af dets
Indhold, må det anses for hensigtsmæssigt at anbringe Optegnelserne
her.
Som tidligere anført, omtales Åmanden første Gang 1734 af Landsdommer
Jacob Bircherod, der i sit Skrift fra nævnte År: „Continuation
af fynske Superstitioner" oplyser, at i Odense er een Superstition (o:
Overtro), at Åmanden går i Åen og råber, „og hvilket Aar der drukner
ikke eet Menniske, saa Aaret effter faaer hånd toe". Også andetsteds
i et lille Skrift om „Vande og Floder mest i Fyen", omtaler Bircherod
Åmanden ved Odense, „som siges at raabe om Natten, og at fordre
hvert Aar eet Menniske, ja og om hånd ingen faaer i dette Aar, da at
tage tvende i det effterfølgende" 1 . Arkivtegneren Søren Abildgaard
nævner i sin Dagbog 1760—62, at Åmanden ved Odense siges at råbe
om Natten og hvert År fordre et Menneske, ,,ja og, om han ingen faar
i dette Aar, da at tage to i det følgende" (DS 2 , Nr. 40). Også fra det 19.
Århundrede er der Overlevering om den Odense Åmand. Således omtaler
Gustav Ludvig Baden i ,,Smaa Afhandlinger og Bemærkninger"
1821, 290, at i Odense Å møder det ofte, at en eller anden, især et Barn
drukner, så snart intet År gåer forbi, een jo der finder sin Død. Byens
Almue står derfor stærkt i den Tro, at i Åen er en Gejst, som de kalde
Åmand, der årlig skal have sit Offer. — 1860 nævner Thiele igen den
Odense Åmand og hans årlige Offerkrav. Det sagdes da, at „Nøkken"
eller „Nikken" havde taget den, som var druknet 2 .
I 1880erne optegnede E. T. Kristensen to Sagn om Odense Åmand og
hans Råb. Den ene Opt. medd., at en Mand druknede kort efter Råbet.
Den anden Opt. fortæller, at to Drenge druknede. Den ene Dreng vilde
hjælpe den anden. Men så råbte Åmanden op af Vandet: „Nej, jeg vil
have jer begge, jeg fik ingen i Fjor, de druknede begge, og man fandt
aldrig Ligene, skønt der kom hurtig Hjælp. „Åmanden havde beholdt
dem". Dette Sagn blev fortalt af mange i og omkring Odense (DS II,
Nr. 44, 45). Endelig kan anføres, at o. 1905—10 sagde man i Verninge
Sogn, at Odense Å hvert År krævede to Ofre (DS 2 II, Nr. 77), og fra
Hjallese oplyses 1930, at Odense Å hvert År skal have et Liv; derfor
hænder det årligt, at nogen drukner (DFS 1930/5:853). I Fyns Tidende
19/10 1926 anføres om Odense Å, at „Ole Åmand kræver sit Offer". Får
han intet, træder Åen over sine Bredder. Som Forklaring på Oprindelsen
1 Inger M. Boberg: Jacob Bircherods Folketro og Folkeskik (1936), 51, 100.
DS II, Nr. 43. DS 2 II, Nr. 41. "Thiele: Overtroiske Meninger (1860), 189. Thiele
II, 258 nævner en Havmand i Odense Å. Ligeså i Fyns Tidende 19/10 1926.