Danske Studier 1946-47

ÅMAND OG BÆKHEST 87
Åar at tage et Lig. Det sker derfor årligt, at et Menneske forulykkes
i Åen. Engang troede man, at denne Forbandelse igen var borttaget,
eftersom der var hengået syv År, uden at nogen var druknet; men da
skete det, at syv Piger fra Herregården Birkelse en Aften vilde bade
sig, og dem tog Åen alle til Hobe. Hvor Ryå strømmer gennem Engene
mellem Jetsmark Sogn og Toftegården i Vildmosen, er den især meget
dyb, og dette Sted tager hvert År sit Offer i et Menneskes Liv. Men
derfor skænker den også de omliggende Enge en stor Frugtbarhed ved
Oversvømmelser 1 . Når et Menneske skal sætte Livet til på dette Sted,
da varsles det i Forvejen ved en Røst, som opstiger fra Dybet, når
Solen går ned, og dette gentages så længe, indtil man har fundet et
Lig i Sivene. Undertiden er vel et År hengået, uden at Åen har taget
sit Offer, men da vil der i det næstpåfølgende År sikkert blive taget to.
— I 1855 optegnede Nikolaj Christensen, Åby, det samme Sagn 2 , der
er overleveret i endnu to trykte Optegnelser 3 . Af Sagnene kan man forstå,
at Almuen har tænkt sig Åmanden i menneskelignende Skikkelse
(jfr. Havmænd og Havfruer). Foruden de anførte Sagnoptegnelser
se også DS II, Nr. 44 fra Odense Å, samt DS II, Nr. 38, hvor „Nøkken",
der havde råbt, såes løbe i Ry Å; han var en lille bitte Mand med et
stort Skæg. Nærmere Oplysninger om, hvorledes man havde tænkt
sig Åmandens ydre Gestalt, forefindes iøvrigt ikke. Han levede i
Vandet og kunde sætte det i Bevægelse.
Da en Hyrdedreng o. 1850 en Sommereftermiddag stod og fiskede
paa Åbroen over Ry Å ved Rendbæk, hørte han Åmandens Råb;
det lød med stækt Stemme fra et Høl. Derpå gav det et vældigt Plask
i Vandet, så det kom i stærkt Røre. At Drengen løb sin Vej, er en Selvfølge
(DS II, Nr. 39). Omkring 1825 gik Strande Jens en Aften over
Åen ved Langevad nær Dallerup Øst for Silkeborg. Så kom der en og
gik foran ham, han trippede så underlig på Stenene i Vadestedet,
og han svarede ikke på Tilråb. Strande Jens blev da lidt hed om
Ørerne, men dog ikke bange. Han vidste ikke, hvorledes det gik til,
men han kom til at nævne Jesu Navn højt, og så gav det et „Plus" i
1 Fik Odense Å ikke sit årlige Lig, kunde man o. 1820 befrygte, at Åen vilde
stige over sine Bredder og volde megen Ødelæggelse i Byen. Derfor måtte man aldrig
klage, når nogen var druknet i Åen. På den Måde kunde man også forklare Årsagen
til en Drukningsulykke og samtidig søge at forsone sig med den (jfr. J. M. Thiele:
Danmarks Folkesagn II, 1843, S. 17). 2 Hans Ellekildes Udgave af Svend
Grundtvigs Danske Folkesagn, 1946, S. 328. DS II, Nr. 37. 3 DS II, Nr. 38 og
DS 2 II, Nr. 38 (sidstnævnte Sted medd. fra Hjermitslev ved Ry Å).