Danske Studier 1946-47

ÅMAND OG BÆKHEST 85
ejendommeligt stærke Udtryk for det håbløse i at forsøge på at krydse
Skæbnens Dom 1 . I Sagnoptegnelser fra Ry Å og Læså reflekteres der
i så Henseende. Således fortæller O. L. Grønborg, at omkring 1820
gik der Folk i Rebsengene ved Ey Å Nord for Vildmosen. De var ude
at bjærge Hø. Så hørte de Åmandens Råb. Straks efter kom en stor
Bælsdreng ridende med et Kobbel Øg, som han vilde vande i Åen,
men så turde de Folk, der havde hart Råbet, ikke lade ham ride ud
i Vandet, for de frygtede, det var ham, der skulde blive der; så tog en
Karl Øgene og vandede dem. Bælsen beder så bønligt om en Tår
Vand, for han var så tørstig, de tager også noget til ham i hans Hatteskygge
og giver ham, men lige med det samme han havde drukket
Vandet, driver han bag over og var død 2 . Se, de kunde ikke narre
Åen dens Mand fra og den dør nok, der dø skal 3 . Nær beslægtet
med Grønborgs Optegnelse er en Meddelelse i DS 2 II, Nr. 47, der oplyser,
at nogle Slåkarle om Natten havde hørt, at det sådan havde
råbt, og da de kom ud at slå, slap deres Drikkelse op. Den ene blev
så meget pludselig tørstig og vilde hen at drikke i Åen, men den anden
vilde ikke lade ham gå, for han havde hørt Råbet, og så sagde han:
„Nu skal a hente min Hat fuld af Vand til dig". Da han havde drukket
af Vandet, styrtede han om og var død, endda han ikke kom til Åen.
— I 1850erne fortaltes på Sydbornholm, at en Mand en mørk Vinteraften
skulde over Læså ved Vasegård, men han turde ikke gå over,
idet han frygtede for, at det var ved den Tid, at nogen skulde drukne.
Manden gik så ind på Vasegård og bad om Nattely der, hvad han også
fik. Midt om Natten hørte man en fæl Røst fra Åen råbe: „Tien é
omma, men Majnj é inte kommijnj". Da man om Morgenen skulde se
ind til den fremmede, lå han druknet i Sengen. Manden var vel død
af et Hjerteslag el. lign. Men det sagdes, at han var druknet i Sengen,
1 Det kan ikke tages for ægte gammel Skæbnetro, at man kunde narre Åmanden,
således som det fortælles i et Sagn fra Ry Å: Der var en Pige, der gik langs med
Åen. Hun havde en Hund med sig. Hun hørte Åmandens Råb, men snarrådig
svarede hun: „Ikke mig, men Hunden 1" Og straks sprang den ud i Åen og druknede-
(DS II, Nr. 38). Samme Sagn kendes også fra Liver Å (DS II, Nr. 47). Her svarer
Karlen Peter, som Åmanden råber på: „Her er ingen anden end vor Hund, som
hedder Peter", og straks han havde sagt dette, for Hunden ud i Åen og omkom.
2 I DS II, Nr. 52 er dette Sagn træk om den tørstige, der beder om Vand, får
det og dør, henlagt til en Å i Vestjylland. 3 O. L. Grønborg: Optegnelser på Vendelbomål
(1884), S. 169. H. F. Feilberg i Årbog for dansk Kulturhistorie 1897,9, 46.
Jfr. H. Ellekilde: Nordens Gudeverden, 395.