84 AUG. F. SCHMIDT X Åmand. da så ligetil, at en Åmand eller en anden Søvætte formår at udtrykke sig med Ord 1 . Der forefindes Sagn i Mængde om talende Havmænd og Havfruer 2 , og fra Eventyrene kender man Beretninger om talende Dyr, Trær o. s. fr. 3 * Foruden at varsle Drukningsulykke var Åmandsråbene også 1 Trolden i Tastum Sø ved Skive udtalte engang „et judetisk Pludder" (DS II, Nr. 60), men deraf bliver man ikke ret klogere. 2 DS II, S. 142—56. DS 2 II, S. 100—108. 3 Sagnet om, at Åmænd er fra Himmelen nedstyrtede Engle (ligesom Havmænd, Troldfolk, Nisser, Ellefolk), er en kirkelig Forklaring, antagelig fremstået i theologiske Kredse i de ældste kristne Århundreder (se Jens Kamp: Dansk Folketro, udg. af I. M. Boberg 1943, 211; jfr. smst, 189).
ÅMAND OG BÆKHEST 85 ejendommeligt stærke Udtryk for det håbløse i at forsøge på at krydse Skæbnens Dom 1 . I Sagnoptegnelser fra Ry Å og Læså reflekteres der i så Henseende. Således fortæller O. L. Grønborg, at omkring 1820 gik der Folk i Rebsengene ved Ey Å Nord for Vildmosen. De var ude at bjærge Hø. Så hørte de Åmandens Råb. Straks efter kom en stor Bælsdreng ridende med et Kobbel Øg, som han vilde vande i Åen, men så turde de Folk, der havde hart Råbet, ikke lade ham ride ud i Vandet, for de frygtede, det var ham, der skulde blive der; så tog en Karl Øgene og vandede dem. Bælsen beder så bønligt om en Tår Vand, for han var så tørstig, de tager også noget til ham i hans Hatteskygge og giver ham, men lige med det samme han havde drukket Vandet, driver han bag over og var død 2 . Se, de kunde ikke narre Åen dens Mand fra og den dør nok, der dø skal 3 . Nær beslægtet med Grønborgs Optegnelse er en Meddelelse i DS 2 II, Nr. <strong>47</strong>, der oplyser, at nogle Slåkarle om Natten havde hørt, at det sådan havde råbt, og da de kom ud at slå, slap deres Drikkelse op. Den ene blev så meget pludselig tørstig og vilde hen at drikke i Åen, men den anden vilde ikke lade ham gå, for han havde hørt Råbet, og så sagde han: „Nu skal a hente min Hat fuld af Vand til dig". Da han havde drukket af Vandet, styrtede han om og var død, endda han ikke kom til Åen. — I 1850erne fortaltes på Sydbornholm, at en Mand en mørk Vinteraften skulde over Læså ved Vasegård, men han turde ikke gå over, idet han frygtede for, at det var ved den Tid, at nogen skulde drukne. Manden gik så ind på Vasegård og bad om Nattely der, hvad han også fik. Midt om Natten hørte man en fæl Røst fra Åen råbe: „Tien é omma, men Majnj é inte kommijnj". Da man om Morgenen skulde se ind til den fremmede, lå han druknet i Sengen. Manden var vel død af et Hjerteslag el. lign. Men det sagdes, at han var druknet i Sengen, 1 Det kan ikke tages for ægte gammel Skæbnetro, at man kunde narre Åmanden, således som det fortælles i et Sagn fra Ry Å: Der var en Pige, der gik langs med Åen. Hun havde en Hund med sig. Hun hørte Åmandens Råb, men snarrådig svarede hun: „Ikke mig, men Hunden 1" Og straks sprang den ud i Åen og druknede- (DS II, Nr. 38). Samme Sagn kendes også fra Liver Å (DS II, Nr. <strong>47</strong>). Her svarer Karlen Peter, som Åmanden råber på: „Her er ingen anden end vor Hund, som hedder Peter", og straks han havde sagt dette, for Hunden ud i Åen og omkom. 2 I DS II, Nr. 52 er dette Sagn træk om den tørstige, der beder om Vand, får det og dør, henlagt til en Å i Vestjylland. 3 O. L. Grønborg: Optegnelser på Vendelbomål (1884), S. 169. H. F. Feilberg i Årbog for dansk Kulturhistorie 1897,9, 46. Jfr. H. Ellekilde: Nordens Gudeverden, 395.