Danske Studier 1946-47

ÅMAND OG BÆKHEST 83
hørtes. Den Røst, der mentes at lyde, reflekterede Folket over, i vort
Tilfælde blev det et Vandvæsen, en Åmand, der råbte. Åmandsrøsten
kunde muligvis siges at komme fra Vandet selv, der opfattedes som et
levende Væsen (animistisk) 1 . Og da man betragtede Naturen, her
Vandet, som besjælet, er det nemt nok at forstå, at der hos tidligere
Tiders Mennesker let kunde fremstå Troen på en råbende Vandvætte,
der naturligvis i Folkets Tanker ansås for at være et Væsen med Krop,
idet primitive Mennesker ikke tænker sig deres mythologiske Skikkelser
som immaterielle. De tænktes endog at føre et Liv, der på
visse Områder var analogt med Menneskenes 2 . Åmandens Råb: „Tiden
og Stunden er kommen, men Manden er endnu ikke kommen" er meget
gammelt og overmåde udbredt. Det kendes fra islandske Sagaer
med Handling på Island, fra Sverrig, Norge, Skotland, Cornwall,
Tyskland, Frankrig (o. År 1211), Italien o. fl. Lande 3 . Hvornår det
uhyggelige og epigrammatisk formede Råb er kommet til Danmark,
kan ikke afgøres, men det kan sagtens have været kendt her i talrige
Århundreder. Råbet hører til de vandrende Sagn og har ved sit korte
og umiddelbart forståelige Indhold haft alle Betingelser for at få en
mægtig Udbredelse og en lang Levetid.
Det Råb, Åmanden eller Søens Vætte lod høre, måtte, når det skulde
indeholde Kravet om et Offer, have Form af et Dødsbudskab; det
var ganske følgerigtigt således. Dette er også i Overensstemmelse med
de fleste andre menneskeopfattede Røster, Folketroen beretter om,
idet sådanne Lyde, som man mente at høre ude i Naturen, indeholdt
Varselsråb om Død 4 . Dødsbudskaberne var det sikre i en svigefuld
Tilværelse, og derfor blev det også en Dødsmeddelelse, Åmandens
toleddede Råb kom til at indeholde.
Når en Åmand tænktes som et levende Væsen, vilde det være
unaturligt, om han ikke kunde tale. For primitive Mennesker er det
1 Jfr. C. W. von Sydow i Nordisk Kultur IX (1931), 127. XIX (1936), 136,
138. 2 Jfr. hermed især Sagnene om Bjærgfolk, Ellefolk, Havmænd og Havfruer o. fl.
3 H. F. Feilberg har i Årb. f. dansk Kulturhistorie 1897,9—14 samlet en Del Sagn
fra forskellige Lande indeholdende Varselsråbet. * Jfr. hermed en anden Form
for Dødsvarsel: Lys. Lys på Søer, i Damme, Moser, Åer o. s. fr. ansås altid som
det visse Tegn på, at der snart skulde drukne et Menneske. Sådanne Varselslys
og ordløse Dodsvarsler var almindelig kendte (se DS II, S. 520—525. DS 2 II, S.
428—-34), og de har deres Forudsætning i Månelysets Spil på Småbølgerne. Dér kan
Måneskin undertiden se ud som et blafrende Lys, som kan holde sig adskillige
Minutter. Jeg har 1930—35 ofte haft Anledning til at gøre Iagttagelser herover på
Brabrand Sø.
6*