Danske Studier 1946-47

82 AUG. F. SCHMIDT
benævntes Vandvætten i afvigte Århundrede i de fleste Egne Nokken
(Nokki) 1 ligesom i Norge og Sverrig.
Når Åmanden ønskede sit Offer, gav han et Varselsråb derom:
„Tiden er kommen, men Manden er endnu ikke kommen". Med få
Variationer angives Råbet således fra Læså på Bornholm (der her
følger den vestdanske Sagnoverlevering), Køge Å, Sortensvælg, Suså,
Odense Å, Liver Å 2 , Ry Å, Alling Å, Omme Å, Holme Å, — Tisø,
Sorø Sø, Huno Sø, Ove Sø, Brabrand Sø, Finds Pyt, Limfjorden og
Randers Fjord. Fra Hersum Å lyder Råbet lidt anderledes. Fra
Saltø Å omtales et Åskrig, og fra Tjele Langsø høres Råb, medens
vistnok Madum Sø brøler, og fra Esrom og Bebe Sø lyder en advarende
Røst.
Det har været almindelig Tro, at Åer og Søer kunde råbe. Således
vidste man i Darum-Egnen mellem Ribe og Esbjerg godt nok, at Åen
kunde sige „Aaha", og så skulde den, som hørte det, i Åen. Selv i
Børnenes Lege kom det frem: En sagde for at kyse de andre, at han
kunde høre, at Åen råbte, og for afsted efter den, medens de andre
fulgte efter for at holde på ham, at han ikke skulde drukne 3 .
Vi har her i Sagn og Leg ned til vor Tid bevaret ældgamle Trosforestillinger,
hvis Oprindelse må søges hos meget primitive Folks
Naturopfattelse. Således kendes fra et vildt, sydamerikansk Folk,
Amakxosaerne, en Fortælling om to Piger, den ene en • Høvdings
Datter. De så' ned i et Vandhul og blev så dragne ned i det, det var
som om der blev kaldt på dem*. De er blevet hallucinerede af at
kigge ned i det fløjlsorte Dyb med et blinkende Vandøje i Bunden.
Røsten, de havde hørt, har sin Forudsætning i et Hørebedrag.
Lydhallucinationer kan tage Form af Ord, som man synes at høre
udtalt. Det berømteste af alle Sagnråb, det, der melder om den store
Pans Død, er med Rette blevet tolket som et Hørebedrag 8 . Der er
Lyde i Naturen som f. Eks. Vindens Susen i Skovens Træer og i Bjærgets
Kløfter, der er blevet opfattet som Stemmer, der råbte til den
ensomme vejfarende; det var ikke Menneskestemmer, men Stemmer
fra de Væsener, der for primitive Mennesker befolker Naturen, som
1 DS II, Nr. 36. Jfr. DS I, Nr. 514: Bjærgfolk i Vendsyssel kaldes Nøkkerer.
2 Fra Liver Å anfores i en Nutidsoptegnelse, at Åen udtrykkelig råber selve
Ofrets Navn. Sikkert en uægte Udvikling af Sagnet. 3 H. F. Feilberg: Dansk
Bondeliv I (1889), 350. * H. F. Feilberg i Årbog for dansk Kulturhistorie 1897,
13. 5 - Inger M. Boberg: Sagnet om den store Pans Død (1934), 10, 150.