Danske Studier 1946-47

ÅMAND OG BÆKHEST
AF
AUG. F. SCHMIDT
I
Visse Sagn og Trosforestillinger er fremstået som Forsøg på at
forklare tilbagevendende Begivenheder. Således har Folk ved
Åer og Søer gjort den Iagttagelse, at der årligt drukner et eller flere
Mennesker i sådanne Vande. En tragisk Begivenhed må — ligesom de
almindelige Dødsfald — have sin særlige Årsag, og denne søger primitive
Folk at tolke udfra deres animistiske Opfattelse af Naturen:
Der må bo et Væsen i Åen eller Søen, og dette kræver med visse Mellemrum
(1 Gang årligt, hvert 6, 7, 12 År) sit Offer. Sagnet om en sådan
offerkrævende Vandvætte er i Danmark kendt fra store og dybe
Åløb (Læså, Køge Å, Sortensvælg, Suså, Saltø Å, Odense Å, Liver
Å, Ry Å, Hersum Å, Skals Å, Alling Å, Gudenå, Omme Å, Vejle Å,
Storeå, Holme Å, Brede Å) og fra nogle Søer (Tisø, Sorø Sø, Haraldsted
Sø, Huno Sø, Ove Sø, Brabrand Sø, Tjele Langsø, Nørresø, Maribo
Sø) samt Finds Pyt på Mors, muligvis et Jordfaldshul, fremkommet
ved Sammenstyrtninger i Kalkundergrunden under denne Limfjordsø.
Naturligvis har Sagnet om den offerkrævende Vætte været knyttet
til langt flere Åer, Søer m. v. end dem, hvorfra der tilfældigvis er optegnet
Oplysninger herom 1 .
Vætten kaldes her til Lands almindeligvis Åmand. Navnet er
første Gang kendt fra 1734, nævnt af Jacob Bircherod i Forbindelse
med Odense Å. I Vendsyssel, hvor Åmandstroen er særlig kendt,
Forkortelser: DFS o: Dansk Folkemindesamling. Oprettet 1904. DS II o:
Evald Tang Kristensen: Danske Sagn II (1893), S. 156—176. DS a II o: Evald
Tang Kristensen: Danske Sagn II, Ny Række (1929), S. 108—118.
1 Det er jo rigtigt, når Folkelivsskildreren Anton Nielsen nævner (DS 2 II, Nr. 34),
at „mange Indsøer her i Landet kræver et Offer hvert År, d. v. s. et Menneskeliv".
Han kunde godt have nævnt Åløb med.
Danske Studler 1946-47.
0