Danske Studier 1946-47

SAMMENSATTE FARVEORD HOS JOHANNES V. JENSEN 75
til Drachmann); man savner et Par kendte Verslinier fra Chr. Winthers
„Fjeldvandring".
Dybt inde i den dunkle
den sommergrønne Skov.
Fra Oehlenschlagers „Hakon Jarl hiin Rige" kan citeres fra Ragnhilds
Drøm:
Og Stammen den var rund og saare tyk,
Ned imod Jorden var den rød som Blod,
Men opad var den glat og sommergrøn.
(2. Akt. Se Liebenbergs Udgave III (1858) p. 46).
Ildgrøn er original (ODS har det ikke), jeg har ikke mødt dette Farveord
hos andre Digtere. Om J. V. J. har brugt det andre Steder i sin
Digtning ved jeg ikke, men disse tre Forekomster, hvor det er knyttet
til Rugen, Skoven og Havet er det nok værd at faa sat sammen. I
et lille Prosastykke „Efteraarsblæst" („Politikens Magasin" 6/11 1938)
bruges ildgrøn sammen med et andet stærkt Farveord svovlblaa:
Oktobertorden med Hagl og en syndflodagtig Skylle, Regnbuen paa
Himlen bagefter og en svovlblaa vigende Uvejrssky over et solbeskinnet
ildgrønt Skovbryn, spættet med hektisk gule Birke. .. Dette
Citat er overordentlig interessant, fordi det saa tydeligt har Forbindelse
med Skildringen af Vejret i Digtet „Paaskebadet" (hvis første Version
stammer fra 1932 1 ): Torden, Hagl, Regn, Uvejrssky og Regnbuen!
Det fortæller os noget om Digterens Associationer og deres Baner,
om hans kæreste Motiver og Variationerne af dem. I „Paaskebadet"
hedder det:
En Dødens Kulde op fra Jorden damper.
Og ildgrøn Søen i sin Tærskel stamper.
I Kapitlet om Tordenvejret hedder det i „Kongens Fald": Det lynede,
gul og grøn Ild straalede ind i Stuen (p. 66). I „De vilde Svaner" taler
H. C. Andersen om en grøn Ild: Der var saa stille, Luften var saa mild,
og rundt omkring i Græsset og paa Mosset skinnede, som en grøn Ild,
over hundrede Sankt-Hans-Orme (se f. Eks. „Eventyr" I i Dansk
Bogsamling (1925) p. 159). Hos Jacob Paludan har jeg fundet Sammen-
1 Se nærmere min Afhandling „Johannes V. Jensens Digt „Paaskebadet". En
teksthistorisk Analyse" (Orbis Litterarum 3 (1945) p. 120 ff.).