Danske Studier 1946-47

TO FJÆRNE RUNESTENE FRA GRØNLAND OG AMERIKA 3
pressens latterliggørelse lå som en dødvægt over problemets levedygtighed.
Rygter av den art er svære at avlive.
Den fordægtige sten er nu opstillet i en bank i Alexandria, Minnesota,
stadig banlyst av runologerne — medens den utrættelige Holand har
fortsat sine private studier over skandinaviske runer, middelalderlige
dialekter og nordisk arkæologi og skrevet tre meget indgående bøger
derom og andet mere igennem 40 år (jvf. s. 14, fodn. 1).
Længe hade også jeg holdt Kensingtonstenen for et falsum. Især
Finnur Jonsson bestyrkede mig deri. Imidlertid er der fra tid til anden
fremkommet visse nye data, i arkæologien, runologien, filologien, som
berører denne sag. Lad mig her blot nævne Axel Kocks studier om de
middelalderlige svenske dialekter. Mere vil fremgå av det følgende.
Det forekommer mig at der efterhånden er ved at falde et nyt lys over
dette forbløffende fund fra det fjærne vest: jeg kan ikke andet end
vakle i min tvivl og tvinges til at se sagen fra den anden side. Ikke
blot Holands bøger men mine egne efterforskninger har hjulpet mig
på gled 1 . Jeg vil hævde at denne sag i sin helhed er værdig til at revideres:
det forekommer mig at indskriften trods alt kan være ægte.
Jeg skal ikke opholde mig ved de mange fund av formentlig middelalderlige
oldsager, som er gjort i stenens nære eller fjærnere omegn,
indenfor og udenfor Minnesota (beskrevne i Holands bøger); det må
være arkæologernes sag. Men jeg vil holde mig til indskriftens indre
sproglige og historiske kriterier og skal prøve på at fremstille hvad der
tykkes mig at tale for dens sproglige troværdighed. Dette indeholder
da en opfordring til andre, mere kompetente end mig, om atter engang
at vise sagen opmærksomhed.
Men nu først til Grønland I
1 En enkelt stemme fra kompetent hold, der ialtfald ikke har stillet sig avfejende
som de fleste andre nordiske filologer, er Hjalmar Lindroth's. I et brev til prof.
Richard Hennig (forf. av Terræ incognitæ I—III 1938), som er offentliggjort i
Petermanns Geograph. Mitteilungen 1938 (89—90) avvejer han nevtralt pro et
contra og indrømmer at undersøgelsen hidtil har været overfladisk. Tegn står mod
tegn. „Det sidste ord er ikke sagt endnu", skriver Lindroth.