Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
STENMAGLE-ÆSKEN OG GULDHORNS-INDSKRIFTEN 55<br />
nogen nøjere datering er næppe mulig, hverken ad runologisk eller<br />
arkæologisk vej. De store mosefunds runebeskrevne genstande, som<br />
man naturligt tænker paa i denne forbindelse, fordi Vimose-fundet<br />
indeholdt æsker af samme art som den mosefundne Stenmagle-æske,<br />
giver ingen muligheder for fastsættelse af snævrere aaremaal end ovennævnte.<br />
Der kan maaske være grund til at bemærke, at Torsbjergdupsko<br />
og Straarup-halsring, i hvis indskrifter den samme særlige<br />
e-rune som paa Stenmagle-æsken forekommer, arkæologisk dateres<br />
til henholdsvis o. 200—250 og o. 400, guldhornet, der bruger samme<br />
verbum, til o. 450.<br />
Den her publicerede indskrift vil uden tvivl give anledning til<br />
yderligere diskussion angaaende opfattelsen af guldhornsindskriftens<br />
egentlige betydning. Derigennem kan den tillige faa visse konsekvenser<br />
for synet paa en del af de urnordiske indskrifter i det hele taget.<br />
Herom foreløbig følgende:<br />
„Jeg Lægæst, Holtes søn, gjorde hornet" er efter Erik Moltkes<br />
mening 21 en mester- eller kunstnersignatur, „udsprunget af kunstnerens<br />
glæde og stolthed over fuldendt arbejde og lyst til at vedkende<br />
sig det med navns nævnelse". Lis Jacobsen 22 , der forøvrigt<br />
ligesom Moltke af en eller anden grund anser Lægæst for at være<br />
analfabet, nærer derimod betænkeligheder ved at tolke indskriften<br />
som en saadan profan haandværker-signatur, idet hun opfatter den<br />
som en „religiøs-magisk jeg-formel, ved hvilken den handlende person<br />
tilkendegiver sig i al sin magtfuldkommenhed". I virkeligheden staar<br />
Lis Jacobsen paa det standpunkt, at alle bevarede urnordiske runeindskrifter<br />
er magiske 23 . Det vigtigste argument for denne anskuelse<br />
21 DR., Text, sp. 36 anm. 12,1. —- Der er vel næppe noget reelt grundlag for med<br />
Moltke at slutte, at Lægæst ikke selv har været runekyndig, men at han har ri stet<br />
sine runer efter en hos en skrivekyndig (magiker) bestilt forskrift. I det hele taget<br />
forekommer det mig efterhaanden sandsynligt, at „runemagikeren" spiller en større<br />
rolle i nutidens videnskabelige runologi, end han har gjort i oldtidens praktiske.<br />
Jeg føler mig, med Moltke, overbevist om, at Lægæsts indskrift er en mestersignatur,<br />
men jeg anser det for det eneste rimelige, at han ogsaa selv har kunnet<br />
læse, hvad han skrev, og tillige at han skrev uden en andens forskrift. Moltkes<br />
henvisning til de utvivlsomt sekundære brakteatindskrifter (jfr. DR., Text, sp. 792)<br />
synes mig ikke overbevisende, da flertallet af disse som indstemplede fabrikata<br />
er af et ganske andet præg end en intim og personlig indristning, omtrent som forholdet<br />
mellem trykt text og haandskrift. 22 DR., Text, sp. 36 f., anm. 12,2.<br />
23 DR., Text, sp. 37 anm. 12,2, jfr. Aarb. 1940, p. 64, hvor dette synspunkt dog<br />
er knap saa skarpt formuleret.
Change language