Danske Studier 1946-47

54 ANDERS BÆKSTED
hornet" (Bredsdorff—Bugge), men at muligheden for den ældre
tolknings rigtighed ikke er blevet afvist ved Vilh. Thomsens nytolkning.
Karl Martin Nielsens argumentation faar forøvrigt, som Lis
Jacobsen bemærker 18 , yderligere vægt ved det forhold, at Vilh. Thomsens
forslag „var en nødhjælp, fremsat for at bringe en (formodet)
uoverensstemmelse ud af verden".
En simpel betragtning af indskrifterne paa Gallehusguldhornet og
paa Stenmagle-æsken under eet synes at føre direkte til begges endegyldige
tolkning. Den tvivl om rigtigheden af Bredsdorff—Bugges
oversættelse af guldhornets tawido, som vaktes ved Vilhelm Thomsens
nytolkning, og som ikke var blevet og ikke kunde blive fuldstændig
afvist hverken af Erik Moltkes eller Karl Martin Nielsens ovenfor
refererede argumentationer 19 , synes endelig helt at skulle løses:
en oversættelse af guldhornets tawido ved „udstyrede", „indrettede",
„istandsatte" el. 1. forudsætter, at hornet existerede som saadant,
da det underkastedes den ved tawido betegnede handling, enten
denne nu gik ud paa at dekorere (evt.: forsyne med indskrift) eller
reparere hornet, kort sagt: udstyre det paa en eller anden maade.
Men den nyfundne simple æske, der ifølge sin indskrifts verbum har
været genstand for samme handling som guldhornet, modsiger paa
det bestemteste disse muligheder. Nogen dekoration kan der her ikke
være tale om, idet den velbevarede æske er uden ornamenter, og indskriften
heller ikke i sig selv kan opfattes som et saadant. At æsken
ikke har været udsat for nogen reparation eller forandring, fremgaar
tydeligt af dens tilstand ved fundet. Der bliver da næppe andre muligheder
tilbage, end at fastholde den tolkning af guldhornsindskriften,
som i forvejen maatte anses for den sandsynligste: „Jeg, Lægæst,
Holtes søn, gjorde hornet", og at tolke den nyfundne indskrift:
hagiradaR j tawide j
HagiradaR gjorde (æsken).
Indskriften viser sig baade ved sine runeformer og ved sit sprog
med sikkerhed at tilhøre den ældste gruppe af vore runemindesmærker,
der med sandsynlighed henføres til tidsrummet o. 200—550 20 . Men
18 Aarb. 1940, p. 63. 1B Lis Jacobsen formulerer ganske vist et resultat af den
sidstnævntes indlæg, som denne forfatters forsigtige ord næppe berettiger til, idet
hun udbryder: „Når det nu kan godtgøres, at Thomsens betænkeligheder var ubegrundede,
er der ikke anledning til at beskæftige sig mere med den sag". Aarb.
1940, p. 63. 20 DR., Text, sp. 1035.