Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
2 WILLIAM THALBITZER<br />
en langagtig. sten (78,7x40,6x15,2 cm) som vejer henved 100 kg.<br />
Indskriften er lang og daterer sig selv med en slags „runetal", d. e.<br />
penta tiske talsif re (arabisk talsystem) til året 1362. De 220 store<br />
tydelige runetegn er ordnet i 12 regelmæssige linjer, hvorav de tre<br />
står på en kantside av stenen. Geologer der har synet stenen erklærer<br />
runerne for at bære præget av lange tiders forvitring.<br />
Men der er i indskriftens indhold visse underligheder, som taler<br />
imod dette indtryk. Indskriftens ægthed blev da også draget stærkt<br />
i tvivl av de amerikanske runekendere som først fik den at se eller<br />
fik et fotografi av den, professorerne O. J. Breda ved Minnesota Universitet<br />
og G. O. Curme i Evanston. Det er nu henved 50 år siden.<br />
Den forekom dem at indeholde engelske ord som from, of, dead, ilhj<br />
og flere andre besynderligheder, mans „mænd", rise „en rejse" osv.,<br />
der syntes dem fuldstændig uforklarlige på en runesten. Visse opgivelser<br />
på stedet førte uheldigvis til at mistanken rettedes mod en svensk<br />
immigrant, en i visse egne av Minnesota omflakkende skolelærer, oprindelig<br />
en avsat præst fra Sodermanland „der måske halvvejs hade<br />
glemt sit modersmål", en god bekendt av den svenske bonde, som hade<br />
fundet stenen. Han skulde tilmed ha ejet en svensk lærebog, hvori der<br />
fandtes et runealfabet. Manden var død et par år inden stenen blev<br />
fundet. Men flere andre på egnen blev forhørt i sagen, altså blot ikke<br />
„den skyldige", hvis han da var den skyldige. Udover det første indtryk<br />
fandt der ingen dybtgående filologisk undersøgelse av indskriften<br />
sted; og efter min opfattelse er der til dato heller ikke foretaget en<br />
sådan. Stenen har ganske vist været fremstillet i Frankrig og Norge og<br />
gav dengang anledning til livlige diskussioner i pressen, især i årene<br />
nærmest efter 1908, da den norske amerikaner Hjalmar R. Holand,<br />
boende i Minnesota, hade købt den av Ohman og kastet sig over studiet<br />
av runer m. m. Han skrev først om fundet i Skandinavien (17. jan.<br />
1908), en av de førende aviser derovre. Han mente at filologerne hade<br />
dømt stenen under fejle forudsætninger, især disse at den tilhørte den<br />
gamle Vinlandsperiode og var skrevet på oldislandsk — og så tilmed<br />
fandtes gemt i jorden så umådelig langt borte fra Atlanterhavskysten<br />
osv.! Det sidste var jo rigtigt nok. Men Holand kunde fremhæve en<br />
overraskende forklaring, der retfærdiggjorde årstallet 1362 og det fjærne<br />
findested. Det syntes imidlertid at den første professorkendelse om at<br />
stenen var et oplagt bedrageri, en „clumsy fraud", hade gjort et uimodståeligt<br />
indtryk. Selve den vægtige videnskabelige fordømmelse og
Change language