Danske Studier 1946-47

TO FJÆRNE RUNESTENE FRA GRØNLAND OG AMERIKA 39
i miskredit. Måske er der sat en prik for meget i runen, i så fald er den
fejl for u (skriftrune av en ellers ukendt form, efterligning av minuskelskrift),
så at der skal læses illu. Men efter Holands redegørelse om dette
ord i on. og ældre norsk har jeg ikke længer nogen større betænkelighed
ved at tro på, at dette ord er faldet ganske naturligt på Norrmændenes
tunger, men måske har lydt en smule fremmedartet i Gøtens øre (fonetisk)
— for ej at tale om bibelens vidnesbyrd rent glosemæssigt. Det er tungt
vejende argumenter (jvf. s. 28) 1 .
I ingen av de andre linjer viser indskriftens forf. sit forhold til de
styrende, hverken Gud eller en fører. Intet navn er nævnt i denne indskrift.
Manden føler sig blot som en av flokken, en av de endnu overlevende.
Kun de to folkenavne har han bevaret i fsv. form: Goter og
Norrmænd.
Men hint „vi" er ellers hans eneste kendemærke, dette vi 2 som
fortæller om et årelangt solidarisk sammenhold mellem disse første
udvandrere fra Nordens lande til Grønland og Vinland, under deres
vandring gennem det ukendte vældige ø-land vest for Vinland. Dette
vi gemmer sig i første linje, dukker synligt op i tredje og gentages to
gange: 1. 6 wi war [uti] ok fiske, det sidste ord en skødesløs udtale som
1 Holands redegørelse har karakteren av en videnskabelig undersøgelse in
stalu nascendi og den har for mig været meget lærerig og sund.
Tvivl og kritik findes mange steder; hos Holand altid holdt i en ægte konstruktiv
ånd, idet han har tillid til fundets forudsætninger; men hos enkelte andre med
negativ tendens fx. hos Erik Noreen i hans bog: Svensk stilparodi, der nærmest
kun søger at latterliggøre Holand; det samme gælder om den amerikanske professor
L. B. Anderson's: Anothcr View of the Kensington Runeslone. Wisconsin Magazine
of History III 1920 (heri er det en alvorlig misforståelse at henvise til
Fryxell som runeforsker, da han aldrig har skrevet noget om runer).
Skeptiske er også M. M. Quaife (1934); Halldor Hermansson: The Problem of
Wineland (1936); Wolfgang Krause: Runen in Amerika (Germanian 1937). — Med
sympati, mere eller mindre positivt til fordel for stenens ægthed, har bl. a. følgende
mænd udtalt sig: Professorerne Hj. Lindroth; K. F. Soderwall; P. P. Iverslie;
G. Indrebo (jf. Holand I, 230, 287, 103) — og i Amerika: O. E. Hagen (S. Dakota),
Francis Betten (Marquette Univ.), F. S. Cawley (Harvard); Stefan Einarsson
(Johns Hopkins), A. Fossum (ibid.) forf. av The Norse Discoverg of America (Minn.
1918); A. Stromberg (Univ. of Minn.) G. Woodbine (Yale Univ.). Desuden R. Hennig
(her s. 12) og Philip Ainsworth Means {Newport Tower, 1942). — Påstanden at
illij ligner et engelsk ord, er jo rent hen i været. Noget andet er, at formen på -ly
ikke kendes i gml.-norsk el. fsv. litteratur. Men y kan være fejl for u — eller en
fejlopfattelse av et / i en form Mi, som er blevet dikteret indristeren, Denne sidste
forklaring er ikke faldet nogen tolker ind. Men et held har bragt stenens forsvarer
Hj. Holand på sporet. Holand I 269, II 308 (her s. 29). a vi med langt i
i fsv., ligesom z'et i illu, se Kock: Fornsv. Ljudlåra I 420; D. A. Seip: Norsk
språkhistorie til 1370, 321—322.