Danske Studier 1946-47

38 WILLIAM THALBITZER
eh, oh ikke være nogle tidlige spor eller forløbere for den tyske kancellistils
ortografi, som efterhånden for det ældre å, é indførte ah, eh (osv.)
som i ty. Stahl, Mahl, Jahr, Ehre, Sohn osv.? 1
Indristeren må ha været en skriftkyndig mand, fortrolig med middelalderlig
fornsvensk dialekt og skrivemåde, for sin tid relativt
runekyndig, men ganske uden skrupler overfor datidens runologi.
En falskner (ved 1895 i forrige årh.) kan muligvis ha kendt Ole
Worms runeværk med gyldentallene, eller P. A. Munchs Algorismus;
også Dybecks og Liliegrens runeværker fra 1830- og 1860-erne og
Ax. Kocks Studier (fra 1886). Men palæografien? dærovre i Minnesota
— var han mon i ledtog med lærdommen i Sverrig? Hvemvar han,
dette store X? Lærd, og forud for sin tid, må han ha været 1 hvis han
har existeret — men har han?
En stor del ( 1 /3) av stenens former er jo utvivlsomt ægte fornsvensk
(§ 4—5); det samme kan osse gælde om nogle former, der ser ud som
gammeldags vendinger (åptir brugt som konjunksjon; of west; peno
osv. § 6). Mon dog ikke en form som peno har været langt mere gængs i
dagligsproget i fsv. end vore håndskrifter nu lader ane? Det blev jo
den sejrende form, „denne"!
Endelig skal det huskes at en del ('/&) av indskriftens ord er nevtrale:
de vilde i fsv. skrives og lyde omtrent som nu og ser derfor ud
som vor tid« sprog: ok, vi, Vinland, låger, en dags, nor(r), hem, af,
at, frælse (frålse). De tæller med, osse som fsv.
Bønnen, anråbelsen svarer til den ægte gamle form fra 1300-tallet
(se § 7, s. 28-29). Et Ave Maria kendes også på sene svenske runestene.
Kensingtonstenens A. V. M. betyder vel Ave Virgo M.; det står her
som en stivnet anråbelsesformel, en trylleformular 2 : „Hil Jomfru
Maria, frelse (os) fra ondt I" Indskriftens forf. tænker vist her på
illa mere som „ulykke" end som „synd". Formen illy i indskriften kan
måske fastholdes som efterligning av en ældre norsk dialektform,
svarende til UH (dat. sing.).
Forekomsten av dette gamle on. ord i en dativform som illy har
måske mere end nogen av de andre besynderligheder bragt indskriften
1 „Geschichte der deutschen Sprache" (Otto Behagel) i Pauls Grundriss der
Germ. Philologie I (1901) 676, jvf. 671 (§ 17) („Schon um 1330— .. ."). 2 Holand
I 247—48, II 301—309 og 268—270. Om kristelige formler på runestene se
især A. Bæksted, Runerne (1943) 98—112, jvf. også her 34, fodn. 2.