Danske Studier 1946-47

TO FJÆRNE RUNESTENE FRA GRØNLAND OG AMERIKA 35
føres under samme synspunkt som det ovenfor anlagte, det Holand
betegner som „colloquial usage", det naturlige samtalesprogs former,
som her skulde være helt slået igennem 1 . Ja måske kunde de lyde
således ialfald i den yngre generasjons sprog ved århundredets midte —
og i et dertil egnet individ, der var ganske løsrevet fra skolesproget.
Det er blevet til et vulgærsprog i skarp kontrast til diplomernes,
kirke- og skolelitteraturens konservative stilformer (Seip taler om
„skabelon").
Sammødet på rejsen mellem de gamle Skandinaver, gennem de
mange år, har virket ikke blot udjævnende og tilslibende på deres
sprog, men også positivt fremkaldende eller genkaldende gammeldags
ord fra middelalderens norske og svenske dialekter. Det er for en
del forklaringen på hh. de moderne og arkaiske former i denne fjærne
indskrift.
Mon der skulde være en bevidst villet tendens i denne kontrast,
her virkeliggjort imellem de rejsende — en sproglig raskhed, jargon?
Eller mon ikke snarere et gennem dialekternes daglige gnidninger tilslebet,
aktuelt fællessprog, et tildels klart villet „kortsprog", et puristisk
„lingva franca"?
Her kunde det være nyttigt at opfriske mindet om Otto Jespersens
geniale studier over sproglige nydannelser, mixed languages, hybridisme
og pidgin English — realiteter alt I Læs fx. igen hans morsomme men
også lærerige lille bog Nutidssprog hos børn og voxne (1916), eventuelt
i den omkalfatrede udgave Sproget (1941), avsnit om sprogleg og ordavl,
om isolerede tvillingers særsprog, om sproghistorie og „hele sprog",
om Horatio Hale's teori om sprogudvikling osv. .. . Ved Kensington i
Minnesota har vi til forandring fundet en middelalderlignende sprogprøve
fra et lille isoleret skandinavisk samfund av voxne mænd på
omflakning hinsides Grønland og Vinland, en ny konstellasjon med
nye signaler . .. resultat: en cocktail av skandinaviske dialekter?
Jeg vil gætte på at i nedskrivningens bevægede timer har diktatoren
(måske norsk?) repræsenteret den konservative tendens (illu,
of west osv.), hvorimod skriveren (risteren): den moderne tone. Det
er ham, der i øjeblikkets presserende hast stædig har holdt sig til de
1 Jvf. Brøndum-Nielsen: „Det i Nutiden velkendte Forhold, at der er mange
Grader af Talesprog: Dagligsprog i Byen og på Landet, Foredragssprog, Teatersprog,
Prædikesprog osv. vil man genfinde langt tilbage i Tiden" (Gmlda. Grammatik
1 24). Jvf. Trygve Knudsen i Finnur J6nsson Festskrift 448; Seip, Norsk språkhistorie
340—343.
3*