Danske Studier 1946-47

34 WILLIAM THALBITZER
sonlige og episk formede stil. Derfor virker den ukendt og ny. Hemmeligheden
kan muligvis findes gennem et studie av stilen omfattende
dialekten 1 .
For mig lyder runeristerens talesprog igennem fra først til sidst —
ikke mindst i „besværgelsen" 1. 8—9: fræelse (verbum i optativ).
Her avslører han sin tilhørighed til kirken. Det hørte sig naturligvis
til under en alvorlig katastrofe som denne, hvor expedisjonens forsprængte
rester var i dødsfare, at påkalde Virgo Maria 2 .
Det tyske reise har han hørt (og måske vænnet sig til at udtale)
med et langt e eller i: rese el. rise. For hans øre har den fremmede diftong
ei mnt. [ei], lydt sådan. Som fremmed ord fik det stå ubøjet
(1.11).
Den unge mand har selv et andet mål end den der dikterer ham.
Den unge taler ikke som de ældre: deres aflir varum skipum blev i
hans mund til åptir vore skip; roda til rode; dopa til dop eller dialektformen(?)
dep; den sidste form ligner et neutrum (sing.), fremkaldt
måske under indflydelse av det foregående kollektive man (istdf. men)
der betyder „mandskabet", som var dødt (dep, § 6).
Kortformerne (wi) hade, har, war, kom, fan lyder for filologens øre
stødende mod den typiske litterære stil, men kan dog nok forklares
ud fra de mulige (nemlig undtagelsesvis virkeligt forekommende)
former i det gamle sprog fra midten av d. 14. årh. 3 . Alt det kan hen-
1 Lis Jacobsen udtaler i Nye Runeforskninger (1931) s. 5: „Men dernæst skal
der ikke lægges Skjul på, at der inden for filologisk og historisk Forskning er sket
så store reale og metodiske Fremskridt i den sidste Menneskealder, at vi er istand
til på en, som det synes mig, fra tidligere næsten væsensforskellig Måde at forstå
Datidens Sprog. Vi har lært at tolke Dokumenterne med en intim, konkret Sam-,
følelse med disse, som man såre sjældent finder hos ældre Forskere. Denne levende
Kontakt med Kilderne betegner vor Tids Indsats i Oldtidsforskningen". Jvfr.
også Anders Bæksted, Vore yngste runeindskrifter (DSt. 1939) is. 111—114. a Holand
I 247—48 om Maria-påkaldelser. Jvf. A. Bæksted, Runerne (1943) 108. Lis
Jacobsen og E. Moltke, Danmarks Runeindskrifter (1942). Text. 841—842. Se især
Søborgsten, 308. O. v. Friesen, Runorna, De svenska runinskrifterna (1933) 232 ff.
3 Jeg skal her ikke gentage alle de av Holand (I, 233—236) anførte og allerede
tidligere av bedre kendte sprogmænd fremdragne exempler på sådanrie fsv. og gmlda.
verbalformer (1. p. flt.) som de ovennævnte. De sprogmænd Holand siterer i den
anledning er forresten Falk og Torp, V. Dahlerup, H. Bertelsen, Brøndum-Nielsen,
G. Indrebø; og blandt værker som indeholder slige former: Lucidarius (fra omv.
1350); Sv. Diplomatarium, Diplom. Norvegicum; Dronning Margretes brev 1393
(Molbech o. Petersen, Diplomer og Breve no. 22); Klemmings udg. Medeistids Kroniker;
Codex Bureanus osv.: wi gaa til bordh i sprog fra 1390; flere folk ætar; the
svenske kom først; osv.