Danske Studier 1946-47

TO FJÆRNE RUNESTENE FRA GRØNLAND OG AMERIKA 33
Sproget er omtrent halvvejs fornsvensk dialekt, optrævlet ord
for ord, men det vrimler, som det synes av anomalier og grammatiske
fejl og ligner, for os at se, et sammensurium av arkaiske og moderne
former, indeholder desuden noget fremmedartet. Stilen er ialtfald
ukendt fra litteraturen i sin formløshed, måske som Holand tænker
sig, nærmest at forstå som en tilnærmelse til 1300-tallets dagligdags
sprog („colloquial language"). Men efter min mening gælder dette kun
delvis eller halvvejs, snarere har denne „ustilige" sprogstil udviklet sig
på den lange rejsefærd under samværet mellem de mange Goter og
Nordmænd fra forskellige kultursentrer: deres forskellige dialekter
og forskoler har giet dem anledning til diskussioner om „sproget".
Der har fundet en indbyrdes påvirkning sted, mere eller mindre bevidst.
Resultatet er blevet et lidt kunstigt sprog.
Jeg hører et stort skift og skred i indskriftens ord. De er som fyldt
av en anende uro. De er udgået av en ganske usædvanlig situasjon —•
som måske kun har een analogi i runestenenes historie: de tre mænds
fra Kingigtorssuaq nord for Upernavik i Grønland. 1
På øen ved Kensington har der været en højst alvorlig periculum
in mora — for de 20 mand av flokken, der her var tilbage siden det
store mandshold hade vovet sig op på den farlige efterforsken i indlandet.
Indskriften er da udført i hast, måske i angst og gru, men fyldigt
nok til at tjene som forklaring for de ved havet efterladte mænd
eller hvem andre der vilde søge efter de savnede og tiloversblevne.
Stenens indrister har snarere været en flink klerk end en krigsmand.
Og han har tilhørt det yngre slægtled iblandt denne rejsefærds
mænd.
Han har tilhørt en skare raske og forvovne æventyrere, som i sex
år har været på sejlads og vandring og er komne langt bort fra de hjemlige
skolevaner. De har vænnet sig til hinandens dialekter. Indristeren
synes at se bort fra smålige skoleregler for stavemåden. Hans sprog
synes at være i opløsning. Han får måske ordene dikteret, med fynd
og i hast. Vi kender ikke oprindelsen til hans sprog- og skrivevaner;
de vidner muligvis om en særpræget lærers undervisning eller om diskussioner,
som har manifesteret sig i dette lille rejsende samfund. Måske
slår også nogle individuelle dialektvaner igennem i hans meget per-
1 Nærmest i situasjon og stil kommer vel Honen-stencn, Ringerike (se fx.
Neckel, Die erste Enldeckung Amerikas, s. 83—84). Man kan også tænke på Jørgen
Brønlunds dødsdagbog, se Mylius-Erichsen stenen, Langelinje, København . , .
Danske Studier 1946-47.