Danske Studier 1946-47

TO FJÆRNE RUNESTENE FRA GRØNLAND OG AMERIKA 31
kun brugt som en terminus technicus, nemlig i forbindelsen dag-rise
„dagsrejse", et udtryk der måske for første gang er blevet brugt her
for at avløse den lange sørejses maritime enhed, fællesmålet for skibets
fart. På havet hade man vel talt om døgr eller en tilsvarende omskrivning
på svensk, hvormed avstanden tilsøs måltes i gammel tid (inden
„sømils" opfindelse). Med „døgr" angaves avstandene fra Island til
Norge eller Grønland. „Dagrejse" var en ny fast længdeenhed til brug
på landjorden. Det viser sig at den udfundne formelle distance tilnærmelsesvis
passer med det på stenen angivne mål for avstanden fra
havkysten, når det tas i tyden „14 dagsrejser" (en dagsrejse = 75
eng. sømil) 1 , hvad der altså betyder, at de søgende indlandsvandrere
har været mindst 14 dage undervejs fra Nelson-flodens(?) munding,
men i virkeligheden, efter al sandsynlighed* et langt større antal
dage.
1. 10 (we) havel overrasker ved den best. artikel -et for -it, og især
fordi nominet står ubøjet efter we(d), hvor vi skulde ha ventet en dativ
med endelsen -u 2 . Endelserne -in, -it, -ir var gået over til -en, -et, -er
i 1400-tallets manuskripter 3 . Ax. Kock viser at Bjorkoaråtten anvender
finalt e efter penultima a; VestgOtalagen i mange tilf. ligeledes: late
(pr. konj.), giælde, giældæ (pr. konj.; opr. gialde); ware, gange; bapæ
føtær; og at avskriveren sandsynligvis har været en Vestgote. De
gamle love (Våstgotalagen, Bjorkoa-) har været avfattede for deres
provinser, og det er rimeligt at antage at deres avskrivere har stammet
fra disse. Vestgoten har skrevet under påvirkning av den i Våstergotland
foregående „dialektskiftning" 4 .
1 Av hensyn til Vinlandsrejserne har dogr og lignende konvensjonelle udtryk
for vejlængde været udførligt behandlet i litteraturen. Holand har samlet resultaterne
med henblik på den foreliggende sag (henvisende til Rymbegla, ed. 1780,
IV § 75—76 og værker av F. Nansen, W. Hovgaard, Fossum, Gathorne-Hardy),
se hans første bog (2. udg. 1940) 135—-139. — I de gamle kursforskrifter for sejlas
til Grønland finder jeg dægra sigling, dægra haf „døgns sejlads" (Grønl.'s histor.
Mindesmærker III, 210 ff.). Fritzners Ordbog har udtrykket dagrådr „så langt som
man kan ro på en dag": mikill d. „en lang dagsroning". — På landjorden rgst:
Thors hammer lå gemt „otte raster" nede i jordens indre. Man brugte også: dags
for, viku for („uges rejse"). Se N. M. Petersen: Haandbog i den gammelnordiske
Geografi (1834, 132—135). 2 De av Holand (1,251) anførte exempler fra omv.
1350—1400 (j rødha hafuit, Sv. Medeltidspostillar, Klemmings udg. I, 86) og
in i riket, Konungxbalker, se Noreen, Altschw. Lesebuch 53) er irrelevante,
da det er akkusativformer brugt efter bevægelsesverber. 3 Kock, Studier i
fornso. Ijudlåra (1882—86) 146 (efter Rydqvist). 4 Kock, a. s. 145—146 og 156—
159.