Danske Studier 1946-47

28 WILLIAM THALBITZER
1. 7 og 10. Men (i norrmen 1. 1) er regelmæssigt flertal av man 1 .
Indskriftens to former av dette ord i 1. 7 og 10: man, mans viser at
man i fsv. har kunnet bruge ordet kollektivt i entalsform som vi kan
det endnu (på dansk): alle mand på plads 1 lo mand frem I ti (sikr.) til
mands. Ved siden derav har man i fsv. fra oldsproget bevaret sammenstilling
av et antal med det påfølgende nomen i genitiv flert., fx.
tredve mænd: XXX manna (partitiv genitiv). Derav med en i al sproghistorie
velkendt sammenblanding (parataxis, kontaminasjon) — som
endnu bruges på islandsk: 200 manns, annan hundrad manns 2 . Nu
søges der altså en tilsvarende udtryksmåde fra fsv. litteratur, for at
vi kan få bekræftet at dette endnu dengang kunde siges i talesproget,
ialfald hist og her i Sverrig, hvad i så fald Kensingtonstenens 10 mans
(1. 10) kan vidne om: „Et mandskab på 10", „et ti-mands hold". Den
påfaldende genitiv il. 10 er altså at forstå som elliptisk, og den kollektive
brug av man(s) er ikke mere mærkelig i fsv. end i vort moderne
sprog.
1. 9 ilhj . . . illu „ondt!'. Den lidt mærkelige form på -ly av illa
skulde være en dativ styret av præposisjonen af „fra"; men den lyder
fremmed eller forkert og y'et skyldes muligvis en fejlskrift, en prik
for meget i den ellers ukendte, men ganske rigtige u-rune der her er
anvendt. Jeg læser da uden prikken: illu, en normal dativ av illa
i fsv.
ilhj el. illu kan kun være ment som et adj. i neutr (dat.) „det onde",
for så vidt et nominalt begreb — men det findes ikke som sådant i de
store svenske ordbøger, hvor kun adverbiet illa „på en ond måde"
findes. Det samme gælder om den danske ordbog. Men i norsk og oldnordisk
(isl.) er det anderledes. Fritzner (Ordb. oldnorsk, on.) anfører
illr som adj. „ond" (om person og ting): sjå vid illo „vogte sig for hvad
der er ondt" (Sigrdr. 37); gjalt på eigi illo illt (GI. norsk Homilinbok);
laustu (= leys pu)oss fra illo „fri os fra det onde" (ibid.), det sidste exempel
altså netop formlen fra Fadervor som på stenen! 3
1 Se Noreen, Allscliwcd: Lesebuch, 1894, (Glossar under maper, s. 151). 2 Holand
(I, 260 ff) har samlet en hel del exempler på denne brug av gen. sing.:
mans i kollektiv tyd fra Snorre Sturlasons Konungarsogur og Flateyarbok:
fjølda mannz. Fn gammel sprogbrug i analogi med folks: par war lalid 300 folkz
eda meir (Oddveira Annall under 1341 i G. Storm, Isl. annaler, 1888, 489); men
oftere dog med gen. plur.: leluz XXX manna „30 mand omkom", ibid. 403 (under
år 1346—49). — Ved en lignende udvikling har vi fået ordet slags (< slag): „ti
slags, mange slags". 3 ) Den første trykte store svenske bibeloversættelse av
1541 har derimod formet bønnen som den siges nu overalt i Norden: frels oss
ifråondo (Matth., 6,9).