You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
TO FJÆRNE RUNESTENE FRA GRØNLAND OG AMERIKA 25<br />
1. 2. op med vok. o (lukket) er fsv.; men nsv. (nysvensk) up, upp'.<br />
po (el. på istdf. ældre pa), med runen 4 = o el. d. Alm. i fsv. 2 .<br />
1. 4 vep < on. «'/>, i>id; det opr. i blev til e foran konsonant / fra<br />
omv. 1300 3 . Altså en typisk fsv. form istedenfor nsv. vid.<br />
1. 5 fro el. frå peno sten jvf. 1. 12 fråm peno oh. Heri er fråm en<br />
„arkaisk" form av det der senere blev til nsv. från. Oprindelig (i got.)<br />
hed det fram, hvorav mellemformer som fran og frå ofte træffes i fsv.<br />
og desuden i trykstilling med formen fram en tid opefter (fx. i Sta.<br />
Birgittas uppenbarelser, Ms. fra omv. 1360; i Lydikinus, Vestgotalagen<br />
Ms. fra 1300) 4 . — Fram udviklet til fran vinder efterhånden<br />
igennem; men i en fsv. dialekt kan m være bevaret en tid lang og<br />
overgang fram > fråm er mulig: det svenske (lange) a foran en labial<br />
konsonant var tilbøjelig til at gå over til d eller o på 1300-tallet og overgangen<br />
var gennemført omv. 1400, iflg. Ax. Kock 5 . Derav nsv.<br />
från. — Kensingtonindskriften har to gange frå, en gang fråm, altså<br />
fsv. former. — Hvad der nu end kan ha været grunden til denne<br />
vaklen i ordets form, er disse fsv. varianters tilstedeværelse på stenen,<br />
selvom *fråm ikke hidtil er truffet i andre indskrifter eller manuskripter,<br />
et stærkt vidnesbyrd om at Kensingtonindskriftens sprog<br />
som helhed hører til i det 14. århundrede.<br />
1. 5 og 12. peno er en fsv. dativ svarende til nsv. „denne". Formen<br />
peno hører til de i fsv. litteratur yderst sjældent forekommende 6 ) og<br />
det er derfor meget påfaldende at træffe den to gange i denne indskrift.<br />
Noget oftere træffes ellers akk. hankøn stammen thenna, penna. Men<br />
almindeligvis bruges stammen passe i fsv. både i ent. og flt. og det<br />
samme gælder vistnok både for gammel-norsk og dansk. Alligevel er<br />
/enna-stammen gammel og findes også på gamle runestene (akk.<br />
1<br />
Ax. Kock. a. s. II § 801 u> o i y. fsv. i sammensætning, jvf. opbæra (op med<br />
lukket o og relativt uakcentueret som i opå). Om fro se 1. 5. 2 Ax. Kock: Su.<br />
ljudhisloria (1906) I, §§ 430 (431) og II, § 801 (se. 201) „bredvid labiala kon<br />
sonanter: o < a", fx. suo, swo < swa; hwo (lioo) < hwa; (wo< liva.<br />
3 Kock.:<br />
a. s. I § 30 og <strong>47</strong>. 4 Jvf. en hel del flere exempler hos Holand I, 257—258,<br />
som tildels skyldes medvirkning fra prof. Siiderwall. 6 Ax. Kock.: So. ljudhisloria<br />
I, 299 § 364: „tilis inemot år 1400 overgangen till varkligt d-Ijud fullbordats<br />
(a. fsv. gå > y. fsv. gå, som oftast skrevs gaa el. ga") og 348—354. (§ 431:<br />
„Från omkr. 1400 finnas exempel på o i st. f. a(a), såsom wor „vår", gordh<br />
(< gårdh < garp) „gård", fron „från" ... i diplom från Østergotland år 1399").<br />
6 Sbdenvall, Ordbok ofver svenska språkel i medelliden, artikel pcinne (Hienne,<br />
thelne), nævner iheimo som dat. nevtr. „en enkelt gang"; og A. Noreen, Allschw.<br />
Gramm. omtaler formen § 509 (8) som en i skrift sjældent forek. form.
Change language