Danske Studier 1946-47

TO FJÆRNE RUNESTENE FRA GRØNLAND OG AMERIKA 21
så fald æ-Iyden i dette ord betegnet på den latinske måde ved ae:
fraelse (en verbal optativ form) 1 .
0 med et indvendigt kors har med rette vakt runologernes undren.
Holand har måske ret i at Kensingtonstenens 6-rune i sin form forener
de to (ensbetydende) tegn for 6 og ø, begge velkendte fra middelalderens
dødebøger, kalendere og lignende skrifter — som fx. i det Næstved
Obituarium, hvor en initial majuskel er anvendt, der er formet som
et gennemstreget O forsynet med en punktlignende hage foroven,
eller i et norsk brev fra 1321 (Diplom. Norwegicum I), hvori forekommer
et navn som Ollingi begyndende med et o-tegn, der meget nær
ligner runen her med en indskrevet lille e-rune 2 .
Og både denne og selve navnet ligner det første navn — på Kingigtorssuaqstenen
fra Upernavik!... Ja den grønlandske runestens
første navn begynder jo endog med en rundkredsformet e-rune, der
indeholder to prikker; men de tæller vel ikke med her. Det blir da
j/-tegnet (minuskier) der først opviser løse topprikker; men d-tegnet
har dem omtrent ligeså tidlig. Kensingtonristeren har været fortrolig
med prikker over bogstaverne fra skriften.
§ 4. Dalrunerne og H-runen.
En av Kensingtonstenens kritikere (G. T. Flom) har ment at kunne
påvise en efterligning av de nyere „Dalkarle-runer" for at stemple
den som falsk: de nysnævnte tegn og runerne for b, d, f, h, i og m
skulde da ligefrem forklares ud fra et moderne kendskab til de nyere
dalske runer. Men — resten av stenens runer avviger fra de dalske!
De fleste av Kensington-runerne stemmer med runeformerne i
Skånske lov eller dem på runestenene fra „4 periode". Indristeren har
1 Hvis ordet skal læses som fr&else, må ae vel skulle betegne en lang vokal, med
en mindelse om oprindelsen: frja-. 2 Holand I, 112—118 og II, 166—170. Han
henviser til Ax. Kock, Si', ljudhistoria II (1909) s. 1—2: „Nar man i tryck återgivit
fsv. håndskrifter, har man i allmanhet icke tagit hansyn till de olika formerna
for o-tecknet, utan trycktantingen o eller ø". Kock omtaler bl. a. i et av
de ældste svenske tryk fra 1495 „o med et punkt over". Imidlertid er jo Kensingtonstenen
dateret over 100 år tidligere, så det skorter stadig på nye exempler
på et tydeligt tveprikket O fra dens „samtid" (1300-taIIet). —• Et, enkelt
exempel har Holand dog fundet (I 117): „In Onarheims GildeskraaMS. of 1397)
the o has a single dot (6), but the u has a double dot ((i) . . . In Den Norske Landsloo
(MS. of 1325) the o usually is written with one dot (o), but once it is written
with two dots: o (Palæografisk Atlas, ed. Kaalund, no. 22 a. 11)".