You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
20 WILLIAM THALBITZER<br />
j-runen (brugt i skjar, 1. 4), der ellers er ukendt, ligner udpræget<br />
et skrevet j, stift og stiliseret (omvendt rune).<br />
w-runen forekommer flere gange i indskriften; her var brug for et<br />
konsonantisk v (hvorimod u-vokalen tilfældigvis slet ikke forekommer,<br />
mærkeligt nok). Indristeren har grebet til at anvende den latinske<br />
minuskel w (dobbelt v el. u) anbragt paa en stav. For ikke at forvexle<br />
dette tegn med m-runen, satte han en prik op i den venstre lomme,<br />
det blev en ny „stungen rune" 1 .<br />
Hans j/-rune (i illy 1. 9) er også let at genkende fra det middelalderlige<br />
manuskripts y, men fint stiliseret. Denne rune vilde let kunne forvexles<br />
med en ø-rune, hvis den ikke var forsynet med en extra prik og<br />
i tilgift en tværstreg gennem staven liesom j-runen fik det.<br />
a-runen er ved første blik ikke mindre sælsynt. Dens særegenhed<br />
består dog væsentlig kun i den lille hage øverst på den højre stav.<br />
At den oprindelige -i rune efterhånden kunde få en hældende stilling<br />
i retning af et X finder vi altså her ligesom ofte i de dalske runer.<br />
Hvis vi nu antager at Kensingtonstenens indrister var en svensker<br />
fra en egn i Midt- eller Sydsverrig, som har været vant til at læse<br />
eller skrive diplomer, har han også været vant til at finde, måske<br />
endogså til selv at bruge en lignende hage i det skrevne tegn for a,<br />
en form der (som påvist av Holand) ikke sjældent optræder i almindelig<br />
munkeskrift i forskellige svenske dokumenter 2 . Indristeren har formodentlig<br />
overført sin egen personlige skriftform til runetegnet. Denne<br />
type er hidtil ikke funden på nogen runesten og kan altså betragtes<br />
som et nyt senmiddelalderligt „runetegn", et fund for runologien!<br />
Manden synes også at ha brugt at skrive to prikker over sin a-rune<br />
for at betegne et a, i runen nøjes han med en enkelt prik foran hagen,<br />
så at det ser ud omtrent som to prikker. Også dette tegn er ellers<br />
ukendt, men svarer til at man i dalrunerne former et 6-tegn af o-runen:<br />
O.<br />
Disse nye runetegn er tydeligt og konsekvent gennemført på<br />
Kensingtonstenen 3 fx. å i låger, åptir, muligvis også i fråelse; et æ-tegn<br />
skulde dog synes at være overflødigt i sidstnævnte ord. Da prikken<br />
tilmed (på figuren) ser ud til at mangle i den pågældende rune, er i<br />
1 Holand (I, III) ser i Kensingtonristerens u>-rune en videreudvikling av det<br />
tilsvarende bogstav i et dokument udfærdiget av biskop Nikulas av Oslo i d. 13.<br />
årh. (Dipl. Norwegicum I, no. 7). 2 jf. fig. 6, og Hildebrand, Svenska sUriftprof<br />
(Stockholm 1894), Medeltiden no. 30(av Vestgotalagen fra 1280), 33 (Den hellige<br />
Birgittas optegnelse fra omv. 1360), 34 (fra 1387). 3 Holand I, 120—121 og 123.
Change language