Danske Studier 1946-47

TO FJÆRNE RUNESTENE FRA GRØNLAND OG AMERIKA 19
fra pergamenterne blev efterlignet på sten. Det begyndte allerede med
de første stungne runer i det 11. årh., der fik præg av munkeskrift,
når man satte en prik eller lille opret gren i u-runen, det omvendte U
for at bruge den til at betegne det nordiske y — undertiden endogså
to prikker eller punkter inde i U'et 1 — eller en lille vandret punktlignende
kvist på den i-stav der skulde gøres til et tegn for vokal e (E).
Skriften kom til Midt- og Syd-Sverrig over Norge med munke fra England
2 ; de brugte ofte et håndskrevet y-tegn, der var forsynet med en
prik foroven (insulær spidsskrift); senere, fra d. 14. årh., viser det samme
sig i tyske texter som tegn for et omvendt u (opr. med et lille e sat over
u'et): ti. På samme måde opstod i tysk skrifttegnene 6 og o (oprindelig
med et lille e sat over et o) 3 .
Kensingtonstenens besynderlige o- og y-runer finder altså let sin
forklaring, når man vil se anvendt munkeskrift i dem. De er ikke runer,
men overførte (stiliserede) minuskler(!). Indristeren har konstrueret
dem efter den middelalderlige minuskelskrift. Måske har han på lignende
måde i en hast konstrueret nogle av de andre usædvanlige
tegn, fordi han på den lange rejse, efter de mange års forløb, har
glemt nogle av de runer han hade brug for. Eller måske har manden
virkelig kendt sådanne tegn fra sin klosterskole i hjemegnen, mere
eller mindre lokalt brugte runetegn i lighed med den slags vi også
genfinder i de senere tiders dalruner. Men dalrunerne har deres udspring
i middelalderen 4 .
X-runen her er kun et omvendt k, d. v. s. stiliseret munkeskrift,
hvor K's sidegrene vender fremefter istedenfor bagud.
1 Lis Jacobsen og E. Moltke, Danmarks Runeindskrifter, text 980—981.
2 O. v. Friesen: Vår dlsla håndskrift på fornsvdnska. (Skr. utg. al K. Humanistiska
Vetenskapssamfundet, Uppsala, IV, 3 (1904). Vastergotland har fået anglosax.
skrift via Norge .. . Kristendommen prækedes her i disse trakter av engelskmænd
jvf. fortegnelsen av Vestergotl. bisper; et stort antal av disse var engelske. Det viser
sig bl. a. i at den ældste bogskrift på svensk var med angelsax. typer: y, æ, p og d
(derimod brugtes latinske til v, f, r). p fortrænger den stemte frikativ 6, der blot
opfattes som en variant av d. Den faste prik over o-tegnet for 6 blir i løbet av
1200-talIet løsgjort fra o-elementet (ovalen), begyndelsen til vort tveprikkede 6.
s Jvfr J. Brøndum Nielsen: Palæografi Nord. Kultur bd. 28, 1943 A) 14—15
og 23. „De to Prikker over u i nuværende tysk 0. er da Rester af et opløst e".
„ø betegnes i tyske Ord ved æ eller 6 eller o." — Ibid. Sam Jansson, Svensk
paleografi , 127. „oilia bynder aff nyo byggia by". 4 J. T. Liljegren, Run-låra (1832)
s. 40 og tavle I. —• Ad. Noreen, jvf. Boethius og Levander: Dalska runinskrifter
från nyare tid I—III. Fornvannen 1906 (se især tabellen mellem s. 90—91). — Holand
1, 120—121 og 123.
2«