Danske Studier 1946-47

TO FJÆRNE RUNESTENE FRA GRØNLAND OG AMERIKA 17
Nej, langt lettere er den forklaring, at indristeren har været en
fornsvensk skriver eller skriftkyndig mand, som har været vant til
at bruge disse engang gængse tegn og, måske fordi det hastede, har
fundet det praktisk at hugge dem i sten. Han var jo på opdagerfærd
og vidtforrejst, efter mange år løsrevet fra de hjemlige forhold.
Over halvdelen av Kensingtonrunerne virker rigtige og ægte, idet
de stemmer overens med Skånske lovs tyve runer. Følgende ni avviger
mere eller mindre:
a b d k n t — u (=w) æ 6
(se fig. 6).
Desuden har Kensingtonstenen tre tegn som ikke findes i Sk.-lov,
nemlig for p, j og y. Av de ovennævnte er dog n- og i-runerne gamle
former, almindelige på de fleste ældre runestene. De andre er derimod
• sjældne eller ganske enestående, fx. B brugt for lyden p. Når B i
„fjerde runeperiode" skulde bruges for p, blev runen forsynet med to
prikker, en stungen rune (ialfald på de danske stene) 1 . Det har runeristeren
her ikke kendt til. Et enkelt sted skal han bruge et b, nemlig i
blod (1. 8). Kensingtonstenens rune for denne lyd ser ganske forkert
ud, men muligvis er runen ikke gjort færdig (på grund av hast-
, værk?) og skulde ha været et helt B.
De øvrige besynderligheder er måske værre, men vi skal se hvordan
det går. p brugt for d og d i dagh, blod, winland o. fl. er ikke overraskende
(jvf. sværdknappen fra Ikast 2 : pominum = dominum, og flere
lignende exempler). Kensingtonstenens indskrift er jo fra en periode,
da man indførte nye former ved efterligning av de latinske bogstaver.
§ 3. Palæografiske tegn.
Runernes tid her om lande var ved at ebbe ud. Den latinske skrift
skrivning som fx. „fjorten hundred år og et år mindre end fem tigi", således på
to sten i Lye sogn, Gotland. — Men som Holand viser, findes der i middelalderens
dokumenter, i de svenske diplomatarier og i de islandske annaler (Vetustissimi
indtil, altså for, 1314, i Skalholts til 1362 og Rymbegla fra omv. 1300) talrige
exempler på kendskab til „decimal notation". Indristeren kan altså for såvidt
godt ha tilhørt fornsvensk periode. — Han kan på den anden side ikke ha fundet
gyldentallene (kvisttegn) i Liljegrens liun-lara fra 1832, hvor kun de virkelige
runer omtales, bl. a. brugen av dem som primtal, men ikke gytlenlal, ikke
kvisttegnene (194 ff.; jf. 211—213). 1 Lis Jacobsen og K.Moltke: Danmarks
Runeindskrifter (1942). Text 947 og 966—967. 2 J. Brøndum-Nielsen, Danske
Runeindskrifter. Årb. for nord. Oldkyndighed 1917, 205—206. Holand I 238—
239.
Danske Studler 1946-47.
2