Danske Studier 1946-47

TO FJÆRNE RUNESTENE FRA GRØNLAND OG AMERIKA 15
§ 2. Runerne og taltegnene.
Noget av det utroligste der møder os i denne indskrift er de gammeldags
gyldental kendt fra antikverede kalendarier („rimstave",
„primstave") osv., hvorom man kan læse i Ole Worms runeværk med
avsnittet Fasti Danici fra 1643 og i et nyere værk skrevet av forskellige
svenske experter 1 . Det spørgsmål melder sig: hvor gammel er da
den skik? Allerede Kensingtonstenens første linje indeholder to sådanne
„pentatiske taltegn", „femkvisttegn", og indskriften ender med
18 7 16 4 12 1 9 17 6 14 3 11 19 8 16 5 13 2 10
Fig. 5. Uddrag av en kalender (pergament almanak) fra det 14. årh., der viser de
pentatiske taltegn. I Oslo Universitets musæum. (Efter Holand I s. 129).
årstallet 1362 skrevet med samme slags tegn. Ser man nærmere til, er
stenens taltegn dog ret stærkt avvigende i form som i anvendelse fra
Ole Worms typer. De synes at stamme fra en anden kilde. Runeristeren
ved Kensington har fx. skrevet tallet 14 med to sifre 1 og 4 (som vi gør)
istedenfor med den enkelte firegrenede stav som hos Worm (fig. 5) og
tegnene for 22 og 1362 følger ligeledes det arabiske systems opdeling.
For 10 (?) har Kensingtonstenen en stærkt avvigende rundkresform
istdf. det korsformede tegn hos Worm 2 . På stenen tegnes den øverste
kvist bestandigt ud fra stavens top, hos Ole Worm et stykke nede under
toppen. Holand viser nogle ganske lignende taltegn i en pergament-
1 Tidsregning, Tidercikningen udg. av Martin P:son Nilsson, N. Beckman,
N. Lithberg og N. Lid i Nordisk Kultur bd. 21 (1934). — J. Tuneld i Humanist.
Vetenskapssamfundet i Lund. bd. 18. — E. Brate, Sverges runinskrifler (1922), 95—
102. 2 Holand sætter dette tegn, der ligner Dalrunen for bogstavet O og gyldentalrunen
for 19, lig 10, hvad der vel må bero på en gætning (to gange 5, skrevet med
gyldental omtr. som et