Danske Studier 1946-47

132 FRA SPROG OG LITTERATUR
I Visen fortælles så videre 1 om, hvorledes en Junker af Falkenstein
bliver forelsket i den skønne Præstedatter Rosette. Han siger nej til
andre Tilbud; han besøger Præstedatteren ved Nattetide, hun „lod
ham ei vente". Da hun senere skal have et Barn og ingen Fader kan
møde frem med til den ventede lille, bliver hun forvist fra sit Hjem af
sin hårdhjertede Fader. Hun søger til den unge Junker, der imidlertid
ikke vil gifte sig med hende. Ulykkelig drager hun bort fra Junkerens
Borg; i Lysthuset i Præstegårdshaven i Taubenhain føder hun i Dølgsmål
sit Barn, dræber det i sin Fortvivlelse og begraver det ved en sivgroet
Dam, hvor der siden blafrede en Flamme over den lilles Grav.
Rosettes Ugerning bliver opdaget, hun henrettes og hver Midnat nedsteg
en sukkende Skygge fra Stejlen og vandrede hen for at slukke Flammen
ved Dammen, men formåede det ikke; „mod Daggry den jamrende viger".
I den Prosaskildring, der i Dansk Folkemindesamlings Eksemplar af
Visen 2 (fra 1860) fortsætter Digtets Handling, berettes det, at den slette
Junker Falkenstein går det meget dårligt. Han dræber sin utro Hustru,
hendes Elsker og tilsidst sig selv. Da dette var sket, „jublede Djævlene
i Helvede" og fra den Stund slukkedes Flammen ved Dammen. „Paa
den nøgne Plet spirede frodigt og friskt Græsset frem; Luften viftede
mild og venlig, alle Blomster duftede. Rosettes Aand havde fundet
Hvile".
Den tragiske Vise, der behandlede et yndet Motiv indenfor den gamle
Almuedigtning, har haft gode Betingelser for at blive husket. Den inde:
holdt en god Moral, en Advarsel til unge Piger om ikke at lade sig
forlede af fine Herrer, der ikke vilde gifte sig med dem, og dens Prosaslutning
imødekom Folkets naturlige Ønske om, at den slette Forfører
får sin Løn og den ulykkelige Pige får Fred i sin Grav.
„I Præstens Have i Taubenhain" har uden Tvivl været en Skillingsvise,
der har været udbredt i Folkemunde i sidste Halvdel af forrige
Århundrede i Egnen mellem Varde og Ringkøbing, hvilket fremgår af
Kjærsten Alkjærsigs Bog: „Folk fra Vesterhavsfladen" (1938), 41,
hvori der fortælles om gamle Almueviser i den ovennævnte Egn. Bl. a.
nævnes Viserne om Hjalmar og Hulda, Ludvig og Lise samt Præstens
Have i Taubenhain. Videre meddeler Kjærsten Alkjærsig i sin Bog,
101—102 om sit Hjem i Tistrup Nord for Varde og om hvorledes der til
denne Stationsby kom bekendte Foredragsholdere, iblandt disse også
Jakob Knudsen, der var en skattet Taler og Oplæser ved Efterårsmøderne.
Og når man nu véd, hvor gerne Knudsen vilde lytte til gammel
Snak, og hvor vagtsomt et Øre han havde for, hvad han kunde høre
sig til af karakteristisk og underholdende Folkeoverlevering, er der god
Grund til at tro, at han under Foredragsophold i Privathjem i Tistrupegnen
har hørt Visen om Præstens Datter i Taubenhain fremsige eller
synge, og det har da været let for ham at udnytte sit Kendskab til Visen
i en Fortælling, hvor en Markedsskildring indgik. Det blev så i „Sognefogedens
Mads" — hvis Handling just udspilles i Ringkøbing-Varde
Egnen •— Jakob Knudsen indlagde Vers fra vor omtalte Vise med det
tragiske Indhold. Jakob Knudsen og Kjærsten Alkjærsig har kendt
1 Her refereret efter Dansk Folkemindesamlings Eksemplar. 2 Bestående af
37 femlinjede Vers.