Danske Studier 1946-47

SØNDERJYSKE RIGSSAGN 129
konger optaget (efter Saxo), ligesaa sagn om kong Dan, knyttede til
gravhøje. Mærkeligt er et sagn om en kong Frodes kamp ved Thorsballe
i Angel (Havetoft sogn, midtvejs mellem Slesvig og Flensborg),
hvor hans gravhøj vises; rigtignok haves fra samme sogn, dog med
anden terrænbeskrivelse, et lignende krigssagn om „kong Dan". Ogsaa
Holger Danske og Roland har faaet deres plads i sønderjysk folkemæle,
og om unavngivne kæmper og konger findes ikke faa sagn.
Af Svend Aagesens beretning om dronning Thyras Danevirkeanlæg
giver dr. S. et uddrag efter Stephanius' text; paa samme, nu forældede,
grundlag har Henrik Ussing behandlet beretningen som „uhistorisk"
folkesagn, og hertil slutter dr. S. sig med den særlige begrundelse (der
ikke udtales i værket, men i brev til benyttelse ved anmeldelsen), at
Svend Aagesen og folkesagnene har tre „motiver" fælles: 1) fyrstelig
bejlen, 2) skrømtet jaord, 3) paafølgende svig. „Jeg —• skriver dr. S.
•— gaar ud fra sagnene, og naar jeg genfinder de tre motiver hos Sven
Aggesøn, opfatter jeg det som tegn paa hans fremstillings sagnpræg".
Men det er kun de blotte begreber, der er fælles. Folkesagnet — der
er kun et plattysk hos Mullenhoff (1845) og en dansk udvanding af
samme •— lader en fremmed prins indfinde sig personligt hos en kongedatter
(1) ved navn Thyre med friertilbud; hun frastødes af hans hæslige
ydre, og da hun ikke tør ligefrem afvise ham, finder hun lejlighed
til at hugge hovedet af ham under en ridetur paa den forud tilstedeværende
vold. Om anlæg af Danevirke intet ord.
Det er ikke let at se, hvorledes de omtalte begrebers forekomst hos
Svend Aagesen i ganske anden og fuld naturlig sammenhæng skulde
give hans fremstilling det præg af uvished, der hører til sagnets almindelige
begreb.
Indenfor sagnverdenen maa skelnes mellem saadanne sagn, som efter
deres indhold •— overtroisk eller eventyrligt — intet virkelighedsgrundlag
kan have, og dem, hvis indhold ikke afviger fra, hvad der kan ske
i menneskelivet; ved disse sidste er der spørgsmaal, om det der fortælles,
ogsaa er virkeligt. Men det, der herved er at tage i betragtning,
er hvad man ellers ved om sagnets genstand; ved man intet, maa man
regne med, at sagnet især ved længere tids mundtlig overlevering ikke
kan antages at være upaavirket af de i viderebefordringen deltagende
individers forskellige kundskabstrin, opfattelsesevne og troskab i gengivelse,
foruden at lyst til at gøre det interessantere kan anspore opfindsomheden,
idetmindste til indblanding af noget andetsteds hørt
eller læst. Sagn i saadan raastofform maa henstaa som ubekræftede
uden derfor at kunne kaldes uhjemlede; de er jo selv hjemmel, kun
•—• som enkeltstaaende efterretninger ofte — mere eller mindre trængende
til støtte. I sig selv kan et saadant ukontrolabelt sagns realindhold
ikke give grund til tvivl om dets oprindelige ægthed, naar det,
som forudsætningen er ved denne type, angaar almindelige livsforhold.
Man maa kun holde en margin aaben for formodningen om sekundære
ændringer.
Historiske sagn af denne type bør ikke kaldes uhistoriske. Dette
ord maa reserveres kontrolable sagn, der viser sig i helhed uforenelige
med sikker viden. Men sikker viden er rigtignok ikke altid det samme
som de gængse forestillinger, der kan skyldes fejlbedømmelse af andre
Danske Studier 1946-47. 0