Danske Studier 1946-47

KULTUR OG FOLKEMINDER
NERTHUS NYTYDET
Den nysudkomne Fortælling „Nerthus" av Karen Enevold har skænket
den gamle Gudinde fornyet Aktualitet.
Hendes Navn har forlængst givet forskellige Forskeres Skarpsind
Lejlighed til at konkurrere. En Oversigt over de fremsatte Tydninger
findes hos Mullenhoff, „Altertumskunde", IV, 468, 567, 597, og Much,
„Grundriss" 2. Udg. IV, 367. Mullenhoff henfører Navnet til kelt.
nertos, „Kraft". Kauffmann PBB. XVIII, 145, stiller det til et fællesgott.
*nertu „god Vilje". Kogel jævnfører i sin „Lit. Gesch." I, 1, S. 22,
gr. vépTspos hørende til Underverdenen". Holtzmann, „Germ.Altertiimer",
S. 69, 254, mener, at Ordene „in commune Nerthum" peger
tilbage på et opr. *Ammun Ertham „Moder Jord".
Jeg mener, at disse Spekulationer er temmelig ørkesløse. Man lægge
Mærke til Listen over Nerthusdyrkerne, „Germ." c. 40: Reudigni . . .
et Auiones et Anglii et Varini et Eudoses et Suardones et Nuithones.
Her kommer det særlig an på det sidste Navn, som udmærkes ved
Listens Bagvægt.
Læsemåden Nuithones findes i Hs. Bc, nuitiones i C, nurtones i b,
nuirtones i p.
Den første Læsemåde er umulig efter gammel gottonsk Sprogtype.
Tilbage bliver den anden, som ved Samlæg med den første giver:
Nurthones.
En ypperlig gottonsk Form, der ikke lader nogen Tvivl om Meningen:
„Nordboer".
Ja — eller: „Nerthusdyrkeret"
Facit: Nerthus, hvis Helligdoms Indehavere, markerede ved Bagvægt,
er Stammen Nurthones, „Nordboer", er simpelthen Opnævnerske for
Verdenshjørnet Nord.
For at orientere os i Spørgsmålet må vi først danne os et Skøn over
den geografiske Plan i Tacitus' Stammeoptælling.
Han starter i c. 29 ff. med Chatterne og andre vesttyske Folk. Går
dærpå i c. 34 nordpå til Friserne, fortsætter østpå til Chaukerne, der
strækker sig indtil Elbmundingen, samt til Cheruskerne i Indlandet.
Tilføjer Kimbrerne, som han synes at anbringe søndenfor Elben. Derfra
springer han så hen til Semnonerne ved Mellemelben, c. 39.
Hær gør han i c. 40 omkring og kommer med skarp Nordkås til
Langobarderne i Bardengau ved Nedreelben.
Og så følger strax Nerthusdyrkernes Gruppe, der i Fortsættelse av
det foregående må tænkes opregnet med Hovedretning Syd—Nord.
Tacitus' Opregning turde næppe udgive sig for et Stykke saglig