Danske Studier 1946-47

POESIENS MISSION 123
ikke, det kan svække Egoismen, at Egoisten erkender Værdien af de
Mennesker, hvis Agtelse han begærer; det er, saavidt jeg ser, netop
det, der gør ham til Egoist. Men hvis vi holder os til Deres populære
Egoistbegreb, saa kunde vi vel nok faa noget ud af det. Hvad staar
der ikke i Davids Salme 58,18: „En Retfærdig skal glæde sig, naar han
seer Hevnen; han skal toe sine Trin i den Ugudeliges Blod". Naar
man mener at kunne illustrere Digtekunsten udfra andre Kunstarter,
saa kunde man her i Punkt 8 om Selvhævdelsestrangen passende
have talt lidt først om Triumfbuen og saa om Triumfmarchen, og endelig
kunde man citere det gamle Testamente vidtløfteligen. Jeg har faaet
det Indtryk, at en meget stor Del af den orientalske Digtning er Selvhævdelse,
ogsaa Kærlighedsdigtningen. Men maaske tager jeg fejl.
Jeg vil da fremhæve, at man bagi første Bind af Søren Kierkegaards
Værker finder noget, der kaldes Forførerens Dagbog. Det er fra
Kierkegaards Side anbragt som Led i en mere opbyggelig Helhed,
men det kan læses for sig selv. Kierkegaard har givet dette Afsnit
dets eget Liv, han har skabt en fuldblods og fuldendt Egoist, og han
er Helten i Stykket, ligesom Kierkegaard havde været nær ved at
opfinde Kriminalromanen med Forbryderen som Helt, idet han syslede
med en Bog om „Mestertyven". — Nu har vi da for os et Skrift,
der er blevet udgivet som selvstændig Bog paa to Maader: for det
første som kulørt Hefte, for det andet som bibliofil Publikation under
Opsyn af en af Poesiens fornemste Kendere her i Landet. Man forstaar
udfra Deres Behandling af Poesien ikke, hvordan en Bog kan benyttes
paa saa forskellige Maader; men det klarer sig, naar man indser, at
hvad der end er Indholdet og Moralen og Instinktet i Søren Kierkegaards
Værk, saa er her den rigtige Poet kommet til. Mit fjerde og
sidste Spørgsmaal er, om det, De kalder egoistisk skulde være en særlig
Sprogbrug for, hvad der sædvanligvis kaldes egocentrisk.
Selv i saa Fald vilde jeg dog ikke kunne dele Deres Mening om
Poesiens Væsen eller dens Mission. For mig ligger Missionen og Væsenet
i det oftere omtalte hvorledes. Digteren kan for min Skyld tage
nogenlunde havd han vil som Emne; selv den bitreste Skuffelse og
uværdigste Livsførelse afkaster noget positivt ved Betvingelsen af
Stoffet. Goethe og Rousseau er de klassiske Exempler. Det er Poesiens
Mission, at Digteren erkender sin Kraft og saaledes netop bestyrker
sig i sin Egoisme, og at Læseren paa een eller anden Maade, maaske
bare ved Glæden over Artsslægtskabet, bestyrker sig i sin. Eller maaske