Danske Studier 1946-47

122 AAGE KABELL
om, at Kunstens Væsen hovedsagelig er en Sejr over. Stoffet, det er
et Grundsynspunkt, der ligger Værket her fjernt, naar man altsaa ser
væk fra Titlen og fra Dispositionen Side 227. Saavidt jeg kan se, er
Bogen en Gennemgang af de Omraader, hvorfra Kunstneren inspireres,
og Illustrationerne er de færdige Kunstværker. Hvad der.sker mellem
Inspirationen og det færdige Kunstværk, efter mit Skøn det interessanteste,
tales der mindre om. Det er ligesom om man vilde begynde
at sortere Malerier efter Motiver: Landskaber for sig, Interiører for
sig, Portrætter for sig og saa fremdeles. Finder man da et Billede af
en Mand med en Guldhjelm, saa kan man indrangere det under Guldhjælme
eller under Mænd, naar man altsaa ikke ser, at Manden kun
er der for at motivere Guldhjælmen, og at det væsentlige for Resten
heller ikke er Guldhjælmen, men et Lysskær i Guldhjælmen, et epokegørende
Lys i Guldhjælmen. Den omtalte Sortering kan man have
Glæde af som det tredie eller fjerde Snit i Analysen; den lader sig ikke
anvende overfor al Malerkunst, og langt mindre overfor Musik, der i
saa Fald maa omdigtes til et Slax Maleri eller Skuespil, som der staar
Side 128: „toner kan betyde saa meget; tilhøreren kan lægge til af
sit eget". — Kun,fordi Digtningen er den Kunst, der søger sit Stof i
Sproget, fører den et letfatteligt Motiv med sig allevegne. Man finder
ikke det væsentlige ved at sigte Motiverne.
Deres Liste over Instinkterne, der giver sig poetisk Udtryk, viser
det; de kommer til at omfatte samtlige Personlighedens Berøringer med
Omverdenen. Naar jeg nu hertil mener, at det poetiske ikke saa meget
er Spørgsmaalet om hvad, men derimod Spørgsmaalet om hvorledes,
saa maa Prøven være, om Deres Poesibegreb skulde være for snævert
afgrænset, saa at ogsaa et Omraade, De afviser som upoetisk, ved
nærmere Eftersyn dog viser sig at være poetisk, naar den rigtige Poet
kommer til.
De giver een nævneværdig Begrænsning af det poetiske: det maa
ikke være egoistisk. I Listen over Instinkterne figurerer Egoismen
klarest under Punkt 8; i den videre Behandling bliver dette Punkt 8
bespist med en halv Side. Poesien svækkes stærkt, hedder det, „naar
selvhævdelsen søges tilfredsstillet paa andres bekostning"; „jo mere
egoistisk trangen til selvhævdelse er, desto mere upoetisk er den".
Og saa hedder det, at „rent egoistisk er den faktisk aldrig; thi den,
der ønsker at lede andre, beherske dem eller imponere dem, maa dog
interessere sig for de andre og tillægge den en en vis Værdi". Jeg ser nu