Danske Studier 1946-47

POESIENS MISSION 121
er vistnok et Omraade indenfor det af Dem selv afgrænsede, der savner
sin Behandling. Da man i det syttende Aarhundrede blev opmærksom
paa Sprogets Existens, kom dette Sprog til at tage Tanken fangen i en
Grad, der nu vanskeligt forstaas. Man optegnede i Beundring, hvilke
gyselige Brandere Kingo kunde sige om Navnet Dorte Engelbrechtsdatter;
det slidte Fornavns græske Betydning straalede frem som en
mageløs Opdagelse, en Aandrighed for Indviede; Efternavnet blev
dissekeret til det utrolige. Idag vil man maaske ikke anvende Ordet
Poesi om saadanne Produkter eller om de Tiders Epigrammer, der ofte
synes at være fabrikeret efter Recepten, at man tager en latinsk Ordbog
og bearbejder Homonymerne; men der bliver nogle Slægtled i
Litteraturen, som man ikke forstaar, hvis man ikke vil gaa ind paa,
at Sproget i sig selv er noget inspirerende, levende, omsiggribende og
knopskydende, der i størst mulige Masser maa ophobes ved alle forekommende
Lejligheder. Sproget i zirlige Snirkler og tungtudgrublede
Figurer var ikke bare et Middel, men et Maal i sig selv; Fænomenerne
i den omkringliggende Verden maaltes efter, hvilken Pragt af Ord,
der kunde knyttes til dem; Mulighederne i saa Henseende bestemte,
hvad der skulde skrives om. Ogsaa efter at denne sproglige Raptus var
løbet træt, ser man Stoffet inspirere Digteren. Gennem hele Poesiens
Historie løber et umaadeligt Forraad af Fraser. Fraserne kan være
Inspiration, men som Regel er de vel den væsentligste Hindring for
Poesiens Undfangelse og altsaa netop som Hæmninger inspirerende.
Og endelig er der Metrikken. Hvad der hos en Digter som Bellmann,
der ynder 6 eller 8 eller 11 ensartede Rim, er blevet hentet ind i Stroferne,
fordi Rimene skulde kompletteres, det er ikke lidt, og hans Kunst
er det, naar ogsaa de aabenbart søgte Rim, faar deres Berettigelse i
Helheden. En Form som Sonetten er for Tanken i sig selv et næsten
ideelt Skema, men det er er Spørgsmaal, hvor ofte Tanken har formet
Sonetten, og hvor ofte omvendt Formen, simpelthen Rimene, har
givet Tanken dens yderste Afrunding. Et tredie Spørgsmaal, jeg gerne
vil have besvaret er, hvad der har bevæget Dem til, i dette System,
hvis Disposition ifølge Side 227 er en saadan „at intet æstetisk fænomen
selv af forholdsvis ringe betydning blev ladet uomtalt" — hvad der
har bevæget Dem til i dette System at se bort fra Sprogets Magt
over Tanken og Poesien.
Dette anser jeg altsaa for et Forhold, der ligesaagodt som meget
andet kunde være behandlet i Bogen. Hvad jeg derimod har talt mest