Danske Studier 1946-47

120 AAGE KABELL
Hver daglig Drift, hvert klart Begær
er slukket ud
og ingen Dag er mere nær.
En Kvinde slaar sit Blik mod Jord,
som vented hun en Elskers Ord.
Hun venter Gud.
Hvis dette Digt har nogen Mission, saa er den knyttet til den sidste,
meget korte Linje; hernaas det utrolige; det er en nærliggende Tanke,
at denne sidste Linie er den, hvorfra det øvrige er udgaaet, og at hele
Digtet er dens Motivering. I Deres Bog søger jeg forgæves det omtalte
Vurderingsgrundlag, der skulde sige mig, hvorfor Digtet med denne
sidste Linje bliver uopnaaelig Poesi.
Hvis Grundtvigs Digt om Istedslaget var skrevet paa Tysk, havde
Rimkravene været andre, og den bemældte Løve var næppe blever
askegraa. Kunsten at oversætte Poesi bestaar bl. a. i, at man erstatter
den Inspiration, Digteren har haft i sit Sprog, med den Inspiration,
han maatte formodes at have fundet i ens eget Sprog. Den bedste
Poesi lader sig ikke oversætte; tænk saaledes paa. Goethes lille, i
æstetiske Afhandlinger hyppigt forekommende, Wanderers Nachtlied.
Den er kun Stil, en Stemning fanget i Ord, næsten uafhængigt af,
hvad Ordene betyder. Ordenes Betydning kan enhver gengive, men
der skulde en større Digter end Goethe til for at fange den samme Stemning
i lignende Ord paa et andet Sprog, til, bundet af en Original,
at gøre det Greb, Goethe kunde gøre, fordi han stod frit i sit eget Sprog.
Betegnende er det da, at der i Bogen her ofte arbejdes med Oversættelser,
og at det efter det praktiserede Princip uden Skade kunde gøres
i endnu større Udstrækning. Man ser fortrinsvis paa Ordenes Mening,
man stræber mindre mod Erkendelsen af noget bag Ordene, der ingen
Mening har, men som er Poesien. Man fremhæver bestandig, at det
meningsløse ikke er poetisk, og det er maaske rigtigt; men man viser
ikke, hvordan de vigtigste Fornyere af Poesien med Flid fordunkler
Meningen, d. v. s. de leder efter et Udtryk bagved det man er vant til,
for med større Intensitet at fastholde en Følelse, der ikke mere vil
lade sig fange i et normalt Sprog. Og det mere nævnes end belyses, at
de tyske Romantikere og Kaj Munk stundom viser Sproget paa Vrangen,
fordi de har faaet nok af at se Retten.
Naar man indskrænker Betragtningen af Poesien til en Gennemgang
hovedsageligt af det, der lader sig logisk gribe, saa maa man
betænke, at Sproget øver en betydelig Magt over selve Tanken. Her