Danske Studier 1946-47

POESIENS MISSION 119
Stoffet, der ikke er afgørende for Deres Fremstilling. Denne Bog synes
mig fortrinsvis at være en kvantitativ Opregnen af Emner eller Inspirationsmuligheder.
Men Sprogstoffet forekommer mig ogsaa indenfor
dette Omraade at have en Rolle i Poesien. Grundtvig opererer i sit
Digt om Istedslaget med en askegraa Løve, som De ikke rigtigt kan
finde Symbolikken i: „Det er ikke tydeligt udtrykt", skriver De.
Forklaringen er muligvis den, at Løven navnlig er blevet askegraa,
fordi Rimet krævede noget i den Retning, et Forhold, der ikke er uden
Sidestykke hos Grundtvig, og hvor man i saadanne Tilfælde ikke altid
mærker Mesteren i den videre Komposition af det ved Rimnøden
fremtvungne Ord. — Omvendt er der en Linje Side 149 for oven, der
ikke er saa jævn, som den kunde være:
... En lang og smidig Unge!
Hvor luftig hendes Gang I hvor knibsk Fodskiftet 1
Der er i Slutningen af denne Linje, hvad man med et malende Udtryk
kan kalde en aarestrupsk Knude i Prosodien, og der er, om jeg saa tør
sige, Fodskifte i Metrikken saavel som i Indholdet. Linjen er ujævn; men
den er smuk; Forfatteren har vundet sin lille, graciøse Sejr i Stoffet.
Og maaske er denne Sejr i Stoffet det væsentlige, Kærnen, hvortil
det øvrige er formet kun som Folie. Ritornellen er en Form, der indbyder
til den Slax. Vi nærmer os altsaa Spørgsmaalet, om det, der skiller
Poesi fra daglig Tale, ikke er saadanne Kærnesteder, hvor Formen
fornys. Hvis vi erindrer „Frode paa Vifils Øe" eller „Kong Christian",
finder vi saa ikke her Gang paa Gang sælsomt gribende Ord, der motiverer
den Linje, de staar i, eller en hel Strofe? Jeg vil anføre et nyere
Exempel, et Digt af Per Lange med Titlen „I Stefans-D6men":
Som Æventyrets sunkne By
er Kirken her,
og døde Skygger har søgt Ly
for Dagens Støj og Livets Brus
i dette store, mørke Hus
hvor intet sker.
Et bølgende og dunkelt Krat
af Bøn og Haab
gror op igennem Rummets Nat
og svajer som en Skov af Tang
og blomstrer ud i sagte Sang
og dumpe Raab.