Danske Studier 1946-47

POESIENS MISSION 117
med fire eller fem andre Oplevelser, og det er vist tvivlsomt, om den
tydeligst beskrivende Musik er den inderligste Art af Tonekunsten.
Hvad der er fælles for Musikken og Maleriet, og efter mit Skøn ogsaa
for Digtningen, der er nemlig ikke selve Oplevelsen, Fantasien, Filosofien
eller Følelsen, hvilke meget forskelligartede Størrelser vi kan
sammenfatte under „Emnet"; det er derimod en kvalitativ Faktor,
Maaden, dette Emne behandles paa.
Det fremgaar af Deres Bog, at alle Mennesker har Lejlighed til at
finde de poetiske Emner; de lader sig hente i alle Forhold, under alle
Vilkaar. Det kan da ogsaa hævdes, at de fleste Menneskers Liv er lige
saa oplevelsesrigt som for Exempel Adam Oehlenschlagers, og vi maa
haabe, at de fleste ogsaa er lige saa dybe Tænkere, som han var;
paa dette Punkt staar han tilbage for Baggesen og Staffeldt, i Fantasi
og Følelse overgaar den unge Ingemann ham betydeligt. Naar Oehlenschlåger
ikke desto mindre frembringer en langt rigere Poesi, skyldes
det den omtalte kvalitative Faktor: han er sprogligt original i en Grad,
der kun undtagelsesvis forekommer hos Ingemann. Poesiens Væsen
ligger da ikke i Emnet, som den har fælles med almindelig Brugsprosa,
men i Maaden, hvorpaa Emnet fastholdes, vel navnlig i den
Maade, hvorpaa det i Emnet, der med et afmægtigt Udtryk kaldes
Følelsen, fastholdes. Dette bliver maaske Normen for al Kunst overhovedet.
I Musikken finder vi først og fremmest en Kunstart, der
virker gennem sit Stof, Stoffet af Lyd, der ved Kunstnerens Vilje
formes til Vellyd, og ganske bortset fra, hvad Tonerne fortæller om
Vejrlig og Krigstog og Eventyr og skuffede Følelser, saa gribes Tilhøreren
kun, naar disse Emner fastholdes intenst. En original og dristig
Teknik er ikke det mindste i Musikværket. Paa samme Maade er Malerkunsten
ikke fortrinsvis en Kunst, der fotograferer; det er ikke mere
god Tone at spørge, hvad et Billede forestiller, eller hvad der er op
og hvad der er ned. Omvendt kan det fotografiske Haandværk blive
en Kunst, naar man udnytter de subjektive Muligheder. Det er vistnok
overset, at Poesien kun kan tages som Repræsentant for Kunst i
Almindelighed, naar man ikke lader Analysen af de Oplevelser,
Tanker, Følelser, o. s. v., den beskæftiger sig med, skygge for Analysen
af den Betvingelse af Stoffet, som Poesi har fælles med al anden Kunst,
fordi dette er Kunsten. Det kunde ikke være overset, hvis der var
foretaget en Sondring mellem at skabe Poesi og at modtage Poesi.
For Modtageren kan maaske betragte Kunsten som saa meget andet