Danske Studier 1946-47

TO FJÆRNE RUNESTENE FRA GRØNLAND OG AMERIKA 9
hvilket miljo den mann har hort hjemme, som har ristet runerne på
Kingigtorssoaq-stenen. Man får et inntrykk av at han har været en
fremstående mann som ikke alene har utmerket sig ved mod og foretaksomhet,
men også gjerne har hengitt sig til de åndelige sysler som
der under de inskrenkede forhold i et fjernt og isolert land var adgang
til. Det synes mig utvivlsomt at han har hatt sit hjem i Østerbygden,
den sydligste på Grønlands vestkyst, og jeg vil helst tro, at
han har tilhort eller hatt berøring med de ledende kretser der. Hermed
stemmer godt innskriftens hele karakter, dens litterære preg og tillike
den runekunst hvormed innrissningen er gjennemfort fra forst til sist
. . . Men om en grønlandsk skreven litteratur synes der ikke å kunne
være tale. Selv i en så utmerket skrevet runeinnskrift som den på
Kingigtérssoak-stenen får den levende tale gjore sig sterkt gjeldende."
Og i avhandlingens slutning (s. 230): „Kingigtorssoak-innskriften er
skrevet av en mann med betydelig oveise, og det Iar sig godt tenke at
denne oveise er erhvervet ikke bare ved runeristning, men også ved beskjeftigelse
med tekster på morsmålet skrevet med latinske.bokstaver."
Såvidt MO.
Et træk, der ikke er fremhævet av tolkerne av denne indskrift,
men som synes mig vigtigt er dette: indristeren omtaler de tre mænd
i tredje person og nævner ikke nogen av dem som identisk med sig
selv.
Højst påfaldende er den første rune, der er tydet som e (ellikr =
ellingr), idet dette e her er gjort til en stungen rune d. v. s. forsynet
med to indvendige adskilte prikker, men ikke gentaget senere i indskriften
(se fig. 1). Skulde det ikke være muligt at den kyndige, måske
lærde indrister dermed har villet betegne en særlig variant av e, måske
6 eller diftong ey eller dy? 1 MO (a. s. 1932, s.213 f) gør et stort nummer
ud av de to prikker, idet han mener at runemesteren dermed har villet
karakterisere begyndelsesbogstavet som et „gyldental" i kalenderen.
I året 1333 tilhørte påskedags gyldental den 4. april. Indskriftens
„lørdag før gangdag" skulde da svare til d. 24. april. MO slutter at
varden er bygget (og indskriften gjort) d. 24. april 1333. Den er da en
„historisk indskrift" (MO 226).
Der skulde altså alligevel stå et årstal på denne runesten, et yderst
sjældent tilfælde på en runesten fra så tidlig en periode som begyndelsen
av 1300-tallet. Risteren har i så fald ikke været så ganske ulærd, som
Rask skønnede, sandelig ikke. Og nægtes kan det heller ikke at den
historiske oplevelse og indskriftens nøjagtige kalenderdato næsten
1 Et navn Øllingr som findes fx. i et norsk diplom, Unger og Lange, Dipl.
Norv. 1847, I no. 163 (s. 142), jfr. facsimile no. 2, 1. 4: Ollingi = Ellingi. Et Eylingr
kunde vel også tænkes i Grønland (et patronymikon?).