Danske Studier 1946-47

114 AUG. F. SCHMIDT: AMAND OG BÆKHEST
det. De satte sig på Hesten, hvor der var Plads til alle. Da de var midt i
Strømmen, så een af de forreste tilbage, og da han så de mange sidde på
Hesten, råbte han forbavset: „Jesu Kristi Kors I hvilken lang Marel"
Straks brækkede Hestens Ryg. Rytterne faldt i Vandet, og Hesten forsvandt
med et Hyl. Folkene gik forskrækkede hjem; de dansede ikke
den Sandag (Sønderjydsk Månedsskrift III, 1926, 110).
34. Vandsted på Marken Stigstoft (Løjt S., Rise H.) på Vejen mellem
Barsmark og Dalholt. Her sås et hvidt Hors. En Mand fra Barsmark
mødte Hesten og sagde: „Kors fri mig for den hvide Horse!" Så forsvandt
den som en Tåge (Sdj. Mdskr. XV, 1938, 100).
35. Bovrup Bæk i Skellet mellem Ullerup og Varnæs Sogne (Sundeved)
har ét stort hvidt Hors med opblødte Hove, slæbende Manke og Hale.
Det trækker frem og tilbage ved Nattetide, rimmer svagt og sukker dybt.
En Flok Kartepiger vilde engang over Bækken. Vandet stod højt og
Broen var overskyllet (eller flydt bort).. . Hest, alle op på den, midt
i Vandet udbrød en: „Jøsses Kristus Kors, sikken et langt Hors". Hesten
forsvandt, og Pigerne plaskede midt i-Vandet. „De fleste mener, det var
„e Trold" [Fanden], de red på, og som måtte vige, da Korset blev
nævnt" (DS II,,Nr.72, 73. DS 2 II, Nr. 76. Sdj. Mdskr. 1944, 150).
36. Bækken i Stjønsholm Mose ved Holm By (Nordborg S., Als Nr.-H.)
vilde for mange År siden en Flok Piger vade over en Aften, de gik sent
hjem fra Kartegilde. En af Pigerne fik da Øje på en lille Hest uden Hoved.
Hun satte sig op på den for at komme tørskoet over ... Til sidst sad de
alle på Hesten, der blev længere og længere. 12—14 var på den undtagen
en enkelt Pige. Hun så forundret til, og idet hun foldede Hænderne, råbte
hun: „Jesu Kristi Korsl — Aldrig saa jeg et længere Hors". I det samme
forsvandt Hesten, og alle Pigerne stod på Jorden igen (Opt. 1857. H. Ellekildes
Udg. af Sv. Grundtvigs Danske Folkesagn, 1946, S. 335. Henrik
Ussing: Det gamle Als, 1926, 234).
*
De mærkeligt primitive Sagn om Åmænd og Bækheste er forbavsende
Vidnesbyrd om, hvorledes ældgamle Trosforestillinger har levet
i den danske Almues Bevidsthed og Forestillingsverden helt op til
Nutiden. Sagnene belærer os endvidere om, hvor værdifuldt for Udforskningen
af Fortids Tro og Tænkemåde så vel som af det gamle
Landsbyliv det er, at der blev foretaget omfattende Indsamling af
Sagn og Tro i vort Land, inden den ofte af Oldtiden prægede mangeartede
Folkeoverlevering ganske var glemt.