Danske Studier 1946-47

106 AUG. F. SCHMIDT
Peder Bjaarup og Peder K. Odgaard, da de var på Vej hjemad fra
Nykøbing M., hvor de havde været med Stude, en Hest, der gik ved
Tinghøj i Tøving (Galtrup S., Morsø Nr.-H.). Mændene var noget
beskænkede. Da Peder Bjaarup var henne ved den, syntes han pludselig;
den blev så stor, så han ikke kunde se til det øverste af den.
Han tog nu sin Lommekniv frem og huggede efter Hesten; thi han
havde hørt, at Spøgelser ikke kunde stå for Stål. Så skete det, at
Hesten skiltes i to Dele, og den stod nu truende over for ham. Peder
Bjaarup kom hurtigst muligt hen til sin Følgesvend, og de løb hjemad
alt hvad' de kunde. Begge Mændene var døde før 1927, da Sagnet om
deres Møde med den store Hest blev optegnet 1 . Lidt Fuldskab er der
vel også i Sagnet fra Stjæregnen mellem Århus og Silkeborg, hvori
der fortælles om en Mand, der en Efterårsaften gik hjem fra Kroen.
Han ser da et gammelt Bæst, springer op på dets Ryg og red ind i
Byen. Da de kom til Kirkegården (i Stjær) blev Hesten så stor som et
Hus, og Manden kom til at hænge i den alydre Kvist af et af de store
Træer ved Kirkegården. „Han krøv jo ned, men havde ondt af det" 8 .
Måske de følgende Sagn om Hesten, der .vokser, også har deres Forudsætning
i Indtagelsen af våde Varer, kombineret med den almindelige
Folketro om sære Heste. — Teglbrænderen Thor traf en Hest på
Akselterp Mark (Astrup S., Hindsted H.) i Himmerland. Han satte
sig op at ride, men så blev Hesten så stor og lang, at Manden kom
næsten op til Skyerne, og han så ingen Udvej til at komme ned. Da
så han tilbage: „Jøsses Kås, nu hår a aldrig sjet så lang et Hås". Så
slap den midt over, og han faldt ned i Kræn Madsens Møgroger på
denher Side af Madum Sø og hade nær slået sig fordærvet 3 . — På lignende
Måde gik det en Hovbonde til Linderumgård (Ugilt S., Vennebjærg
H.) i J. F. Schierns Tid (1802—25) en Aften, han gik hjem
efter Tårs til. Han tog da en Hest, jo længere han red, des højere han
kom, og til sidst syntes. han at være helt oppe i Himmelen. Endelig
så han, at Hesten havde et Par store Horn, og så blev han så forskrækket,
at han lod sig falde ned. Han faldt i noget Skovkrat og Skidt og
slog sig sådan, te han lå vel en hel Måned efter*. Manden Mathias, der
en Sommerhat kom ned til Åen mellem Himmelev og Marbjærg
(Sømme H.) Nord for. Roskilde, besteg en Hest, den vadede over Åen
med ham; der begyndte den at vokse, da han var så højt oppe som
1 August F. Schmidt: Morsingboer i gamle Dage III (1936), 34—35. 2 DS II,
Nr. 109. 3 DS 8 II, Nr. 60. * DS 2 II, Nr. 63.