Danske Studier 1946-47

102 AUG. F. SCHMIDT
Ridetur, som Faderen i sin Tid havde taget*. Det er i Overensstemmelse
med Bækhestens almindelige Opholdssteder, at den også kunde
tænkes at sjoske frem ad de næsten bundløse Veje, som Folk havde
at avancere ad i fordums Dage. Og hvor ofte har Mennesker, der var
sent til Færds, da ikke set en enlig Hest som en trist Skygge trampe
forbi i Vejens Ælte og Vand. Sådan en Hest måtte næsten umiddelbart
opfattes som en Helhest eller en Bækhest.
Sagnene er tiest henlagt til Efterår og Vinter, når Tøbrud og
Regn får Vandene til at stige. Da er der også så mørkt om Aftenen og
Natten, at Folk let kan falde i Vandet og blive våde. I 10 Tilfælde
(Nr. 2, 4, 8, 11, 12, 13, 15, 21, 28) er det unge Mennesker på Vej til
Legestue eller fra Legestue, der kommer op at ride på den lange Hest
og derved falder i Vandet. Tre Gange (Nr. 6, 9, 33) nævnes Dans som
de unges Mål. Legestue og Dans var i Almindelighed førhen et og.det
samme. To Gange (Nr. 7, 27) er det Folk på Vej til Bindestue, der
går i Vandet, og vist i begge Tilfælde ender det som en stor Drukningsulykke.
Piger, der går hjem fra Kartegilde (Nr. 22, 35, 36), Folk på
Hjemvejen fra Kirke (Nr. 25), fra Marked (Nr. 18) eller fra Barselbesøg,
kunde, som Sagnene viser, også komme op at ride på Bækhesten;
lige så vel som vejfarende og rejsende kunde komme således afsted
(Nr. 14, 17, 23).
Når de så var kommet op på den lange Hest, og den bagerste
Rytter ved at se sig tilbage forbavset udbryder: „O Jesu Kås, no har
a aldrig set så lang en Hås", gik Hesten midt over, og de faldt alle i
Vandet. Rimet om det lange Hors er ret udbredt, det nævnes direkte i
19 af de stedfæstede Sagn (Nr. 1, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 13, 15, 16, 20, 24, 25,
26, 29, 33, 34, 35, 36). Nævnelsen af Jesu Navn i Rimet har antagelig
været anset som medvirkende til, at Hesten gik itu; Guds Navn
måtte ikke anføres i Forbindelse med en sådan hedensk Skikkelse
(jfr. Nr. 3, 33). Betegnelsen Hors for Hest er i Rimet blevet brugt
for at få et Rimord på Kors. I fem Sagn (Nr. 6,7,8,32,36) omtales Hesten
som hovedløs; i et Sagn nævnes den som Helhest (Nr. 16). En
enkelt Gang (Nr. 22) angives den at være et Føl. Længst er Hesten i
Sagnet fra Mårbækstenbækken ved Stjær (Nr. 9). Mårbæk betyder
Hestebæk (Mår = Mær).
Når Folk i Mørke passerer en Række til Dels overskyllede Trinsten
1 Aug. F. Schmidt: Helvede i Fulden (Årb. udg. af Hist. Sf. f. Aarhus Stift
1935, 56—60).