Danske Studier 1946-47

100 AUG. F. SCHMIDT
kunde derfor undertiden være forbundet med Fare at passére et Vandløb
i Mørke eller i den kolde Årstid.
Foruden om de dårlige Kommunikationsforhold og de udrænede
Marker og Enge med meget Overfladevand, belærer Sagnene os også
om Hestene i Landsbyfællesskabets Tid. Da var det almindeligt
på Vangene, i Enge, ved Skov og Krat at se Heste, der i Efterår og
Vintertid blev meget magre, de måtte i stor Nøjsomhed ruske Føden
til" sig i de dårlige Græstider, medens deres Levekår om Sommeren
naturligvis ikke kan have været ringe. I fordums foderknappe Tider
måtte mangen en bedaget Krikke i det hele gå og passe sig selv Året
om, med mindre man engang imellem indfangede den for at benytte
den til en Ridetur, hvad Sagn og Fortællinger om løsgående Heste
ikke så sjeldent beretter. En Vandringsmand, der kunde have Held
til at svinge sig op på en fritgående Hest og få den til at trave et Stykke
Vej med ham, kunde derved spare sine mødige Ben i den Tid, han var
Rytter. Oplevede han så et eller andet underligt med den fremmede
Hest i Mørket, kunde der let blive Anledning til Sagndannelse og overtroiske
Forestillinger 1 . Blev en Hest pludselig borte i Mørket, var
dette jo også mistænkeligt. En gammel Kudsk på Rodsteenseje (Odder
S., Hads H.) så en Aften, han gik hjem fra Gården, et gammelt hvidt
Øg, som han før havde kørt med. Han vilde stryge det over Ryggen
og sagde: „Håhå, min Tøs!" Men så gik det lige midt over og var borte
med det samme 2 .
Synet af de tildels ejerløse gamle Helmisser, som ingen gad slå
ned — man spiste dem jo ikke — var ganske almindeligt på Fællesskabstidens
Marker og Enge. Uden Sko på de tit udblødte Hove
sjokkede de afsted, undertiden var de også at træffe på Landsbygaderne,
og i Regn og Kulde kunde de søge Læ ved Kirken, hvor de
græssede mellem Gravene, når der her var Føde at finde. De skeletmagre,
gespenstagtige og grundskikkelige Dyr kunde imidlertid,
1 Jfr. DS II, Nr. 105, 106 fra Hestehaven (Kastbjærg S„ Gerlev H.), hvor en
meget overtroisk Bødker prøvede at få en Ridetur på en sort Hest. Den vilde ikke
gå; to andre Heste var lige så tvære. Den sidste slog ham af. Han har ikke regnet
disse Dyr for normale Heste, og har ved sin Snak bestyrket Troen på Helheste,
Bækheste o. s. v. Jfr. Sagnet om Føløget ved Tvæsted Å (H. Ellekildes Udg. af
Sv. Grundtvigs Danmarks Folkesagn, 1946, S. 329). 2 DS II, Nr. 114. Jfr. H.
Ellekildes Udg. af Sv. Grundtvigs Danske Folkesagn, 1946, S. 333. DS II, Nr. 116:
•en Mand ved Rands Fjord vilde springe på en Hest og ride over Vandet. En stor,
sort Hund lægger sig i Vejen for ham. Han slår med en Kæp efter Hunden, Kæppen
springer midt over, og Hund og Hest var væk med det samme.