Danske Studier 1946-47

96 AUG. F. SCHMIDT
hvad de ikke blev, og da råbte Fanden så det kunde høres til Frøslevgård,-
at Tiden var kommen, men ikke Manden, hvorefter Find forsvandt
i. Hullet, der siden har båret hans Navn. —
*
Fra et Par jydske Fj orde —• fra Egne hvor der også er Åmandssagn
knyttet til Åer — kendes ligeledes Åmanden og hans Råb. Således fortælles,
at en gammel Mand gik og arbejdede på en Skrænt ned mod Limfjorden.
Der hørte han en Stemme, dersagde: „Tiden er kommen, men
Manden er ikke kommen". Den råbte det samme lidt efter endnu højere.
Straks efter kom en Mand løbende ned ad Skrænten; Han talte til ham,
men Manden standsede ikke og løb lige ned og forsvandt i Vandet (DS II,
Nr. 54). I en ånden Optegnelse hedder det: Der druknede én hvert År i
Limfjorden ved Brovst. Der hørtes en Røst, som sagde: „Tiden og Stunden
er kommen, men Manden er ikke kommen": Så var det i syv År,
der druknede ingen, men så druknede der syv på ét År (DS II, Nr. 55).
Det var almindelig Tro, at Randers Fjord (det yderste af Gudenå)
hvert År krævede et Menneske.-Fiskere, der havde været ude på Fjorden
at fiske om Sommernætter, havde hørt Stemmen fra Dybet råbe: „Tiden
er kommen, men Manden er endnu ikke kommen!" (DS II, Nr. 56).
*
Endelig kan nævnes et Par Åer og Søer, der krævede Offer, men der
nævnes intet om Råb fra dem.
•Vejle A-tog i sin Tid (vel i første Halvdel af forrige Århundrede)
Manden Tolle Kristen. Denne^ Å tog hvert År et Menneske, fortæller
Sagnet, se Husvennem 1876, Nr. 40.
Stored ved Holstebro kræver et Lig hvert År, og så længe Optegneren,
Chr. Steffensen, i 1927 kunde huske, at dette var blevet fortalt ham,
har den taget et eller to Mennesker om Året (DFS 1930,5:2453).
I Maribo Sø mentes at bo en Trold; han skulde årlig have et Menneskeliv;
Trolden lod det særlig gå- ud over utro Mennesker. En Ridder
boler med en anden Ridders Hustru, dræber den besvegne Ægtemand,
binder store Sten til Liget, sejler ud med hans Hustru og sænker Liget
ned i Søen. Men Trolden steg op fra Søens Bund og: tog de skyldige med
i Dybet, så de aldrig kom til Syne igen. Men Dagen efter fandtes Liget
af den dræbte med de endnu fastbundne Sten, skyllet i Landpå Strandbredden.
— Dette Sagn er måske temmelig.nyt og nylavet, men det
giver Udtryk for en Gengældstro, der- i høj Grad præger både de dyremytiske
lollandske Sagn • og. Genfærdssagnene fra denne 0 (DS II 2 ,
Nr. 35. DFS 1923/16:703. H. Ellekilde i Lolland-Falsters historiske
Samfunds Årbog 1927, 70).
Den anden; offerkrævende Sø, hvorfra intet Råb omtales, er Nørresø
(Brahetrolleborg S., Sallinge H.) i det sydvestlige Fyn. Den skulde hvert
År have sit Offer. Meddelerens Bedstemoder, Maren Jakobsen i Søfælde
(f. 1825), vidste Rede på, hvem der var druknet i Søen hvert År langt
tilbage i Tiden. Et År o. 1870 var der ingen druknet endnu, og det var
helt hen imod Jul. Så var der en fra Søfælde, Christian Knudsen, der
skulde over til Sølyst. Søen var lagt til, og han vilde gå over den, fordi
han var kommet lidt sen på Vej den Morgen. De havde ellers advaret